Forleden sagde min 12-årige datter Hannah til mig, at hun snart ikke gad at fortælle mig noget mere! Og jeg tror, hun gør alvor af sine ord, hvis ikke jeg ændrer stil. Altid godt med wake-up calls. For jeg har da ikke lyst til, at min skønne datter ikke fortæller mig noget af alt det, hun er fyldt af.
Det hele bunder i, at når Hannah og hendes lillesøster Rebekka fortæller om fx en lærer, en klassekammerat, en sportstræner, der ifølge dem har gjort noget irriterende, så siger jeg gerne: Det kan jeg da godt forstå er træls. (Og det kan jeg virkelig også). Men det er nok heller ikke let – at stå med 28 elever som lærer, at din klassekammerats forældre er ved at blive skilt, at sportstræneren ikke har fået nogen reel uddannelse og bla bla. Eller: Vi gør jo alle sammen noget dumt indimellem.
Pigerne er VIRKELIG trætte af, at jeg holder meget mere med de andre, som de siger. Nej, siger jeg så – jeg siger jo netop, at jeg godt kan forstå, at det er træls for jer, jeg synes bare ikke, vi skal dømme de andre, for der er helt sikkert en god grund. De er jo ikke bare onde.
Men hvis man tæller ordene, kan jeg godt se, at det for det meste falder ud til de andres fordel. Så der ikke gives meget til pigernes følelse af at blive forstået og bakket op.
Så derfor har jeg besluttet at være meget mere stille. Og rummelig i forhold til pigerne. De skal ikke høre på en masse tolerant menneskeforståelsessnak, når de er frustrerede. Der skal de bare møde en lille mund og nogle store ører.
PS: Men tro ikke, at jeg ikke en stille stund med ro på, hiver den tolerante snak frem og bl.a. taler med pigerne om, hvad de kan gøre i stedet for bare at dømme de andre, der gør noget træls. Dét er skam ikke en vane, jeg lige har tænkt mig at ændre. Det er blot timingen, det handler om her. (Siger den udspekulerede mor:-)
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Lyder som en god plan! Jeg har efterhånden vænnet mig til ligesom bare at tale mine børn efter munden, når de fortæller. Og det virker – selvfølgelig oplagt med en 2-årig: “Åh, du faldt… ja…og så slog du dig…ja…og nu græder du….ja…”, men faktisk også med de større. Jeg gentager hvad de siger, selvfølgelig uden at det bliver papegøjesnak, måske med mine egne formuleringer, og sætter måske også ord på deres følelser (med mindre de selv gør det). Og jeg kan mærke, at de føler sig hørt, set og mærket. Det kræver faktisk heller ikke så meget tankevirksomhed af mig, så selv en træt eftermiddag kan jeg komme helskindet igennem sådanne samtaler!
Både og…vil jeg mene og sige. Jeg kender det så godt! Har været igennem samme tur de sidste 23 år. Har til tider sagt til mig selv – Nu holder du op med at være forstående og rummelig overfor dine børns “fjender”. Men…har alligevel valgt at lade hjerterummet sejre, at sætte mig helt ind i situationen og se den fra begge parter. Det handler nemlig ikke om “at holde med”, men om at kigge med analysens og empatiens briller. Det er selvfølgelig svært for børn, men det er vores ansvar at vise dem vej…føler jeg i hvert fald. Har været igennem samme kommentarer som Hannahs fra alle mine tre børn, og i dag hører jeg dem analysere situationerne på samme måde som jeg gjorde dengang og som jeg stadig forsøger at gøre, igennem
rummeligheds, forståelses og empatis briller. Det gør det nemmere at sige undskyld, at tilgive, at træde et skridt tilbage eller frem. Det behøver ikke betyde at man ikke lytter og rummer sine børns smerte og klage, for det er nemlig også en vigtig del af rummelighed og forståelse. Ja, det er en stor opgave at være forældre og man er ikke altid populær. For det meste sår man i slud og regn og håber blot at der kommer en høst…og den kommer!
Kære Stine og Giulia,
Tusind tak for jeres kloge og berigende ord.
Hvor er jeg heldig at have læsere af bloggen, der i den grad kan inspirere. Tak.
Kærligst fra Louise