Forleden talte Rebekka om, hvor træt hun er af, at en pige i hendes klasse lyver. Lad os kalde pigen Sofie.
Jeg spurgte, om Rebekka kunne give et konkret eksempel, og hun fortalte dette: Matematiklæreren havde forleden kraftigt understreget, hvor vigtigt det var, at børnene huskede deres lektier. Da det så blev torsdag, hvor de fast afleverer en ugeopgave, havde Rebekka om morgenen spurgt alle i klassen: “Har du lavet lektier?” – og hvis svaret var ja, havde de hinanden givet high five. Så var turen kommet til Sofie, der som den eneste svarede nej. Rebekka havde spurgt hvorfor, og så illustrerede hun, hvordan man kunne se, at Sofie fandt på en løgn. “Og det er så irriterende, det gør hun bare altid.“
Sofie har det svært, svært, svært. Faren har været i fængsel, har mødt op til arrangementer totalt skæv, og da Rebekka holdt børnefødselsdag, fortalte Sofie mig, at da de købte Rebekkas gave, havde mor også sagt, at nu var der ikke flere penge til resten af månenden. Alligevel er den pige så sej, at hun både udstråler glæde og foretagsomhed. Men hun mangler også situationsfornemmelse, og alle i klassen er trættet af hende.
Så det gjorde ondt indeni, da Rebekka fortalte om episoden. For selvfølgelig løj Sofie om, hvorfor hun ikke havde lavet lektier. Det sagde jeg til Rebekka – at vi mennesker indimellem kan føle os presset til at lyve. Børn kan have forældre, der slår hinanden, der slår børnene, der er så skæve, at alting sejler – og den slags vil man ikke sige til sine klassekammerater. Og så er løgnen det eneste, man kan forvente. Jeg bad derfor om, at Rebekka ikke stiller den slags konfronterende spørgsmål til Sofie fremover.
Når man så oveni hører, at Sofie var blevet skældt hæder og ære fra af matematiklæreren, fordi hun ikke havde fået lavet de der lektier, er det næsten ikke til at bære. Så pointen i dag er, hvor helt utroligt vigtigt det er, at vi understreger betydningen af, at vores børn ikke kan forvente det samme af alle. For hvis dem i vores samfund, der har det virkelig virkelig hårdt, skal møde bare noget venlighed og forståelse, skal det komme et sted fra. Fx vores børn. Det kommer ikke nødvendigvis fra de professionelle voksne omkring dem. Tit gør det, men desværre ikke altid.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
4 kommentarer
Hmmm forstår faktisk ikke helt historien… Sofie? Julie? Og hvis en svarer nej og ikke har lavet lektier, så er det vel ikke en løgn? Og hvorfor skal børnene i mellem give Hi Five hvis man har lavet lektier…. Hvad nu hvis man ikke har? Udstiller det så ikke bare dem der af en eller anden grund ikke har haft overskud/hjælp/? til det? Det bør vel være lærens job at tage sig af om eleverne har lavet lektier eller ej?
Synes ellers det plejer være nogle gode pointer i indlæggene men forstår det ikke i dette tilfælde!
Nåede jeg lige at læse indlægget inden det blev rettet???
Kære Marie,
Jeg skrev indlægget tidligt i morges – vist for tidligt – for du har helt ret i, at der var smuttet forskellige slåfejl og tanketorsk ind. Beklager meget.
Løgnen bestod i den undskyldning, Sofie gav for ikke at have lavet lektier. Rebekka kunne se på hende, at grunden ikke var sand.
Jeg er helt enig i, at det er problematisk, at eleverne – i dette tilfælde Rebekka – overtager lærerens kraftige fokus på lektier, at de agerer en slags politimænd overfor hinanden. For jo, det er lærerens opgave, og ikke klassekammeraterne imellem.
Rigtig god aften – kærligst fra Louise
Jo tak – det trykker bare på alle mine knapper… Er selv en af den “slags” børn, der løj, var grænseløs og underlig men som nu er blevet voksen og ganske hæderlig med uddannelse, fast arbejde, mand og barn osv… Der kan i hvert fald gå flere år før mine nye tilkomne venner/kollegaer osv opdager, at jeg var et udsat barn.
Måske er det netop sådan et barn, man skal invitere med hjem en gang i mellem, selvom det kan være svært/mærkeligt/anstrengende/??? for at det kan lære hvordan verden også kan hænge sammen – men det er en fin og svær balancegang for det skal heller ikke være misforstået hensyn eller et velgørenhedsprojekt for ens egen skyld. Det skal være for at det ene barn i bare 1-2-3 timer føler sig næsten almindelig og “bare” som alle de andre. Der findes heldigvis som regel en eller flere voksne i udsatte børns liv som gør en forskel – og de vokse vil måske være dem der gør den lille bitte forskel der skal til!?! Hmmm ja og tak fordi jeg lige fik lidt luft