Som jeg skrev, så har denne uge helt ærligt været alt for presset. Jeg spurgte i det sidste indlæg, hvornår det lige var, at der var tid til at spise aftensmad. Og man kan også spørge om, hvornår det lige er, at der fx er tid til at se hinanden som forældre? Altså have den rolige stund, hvor man rent faktisk kan mærke hinanden og glædes over, at man har valgt at leve sammen. Fordi man elsker hinanden.
Det har Mikkel og jeg svært ved at huske på, når alt går op i logistik og praktik. Det ville være så godt, hvis vi i pressede situationer kunne være perfekte samarbejdspartnere, der ved fælles hjælp fik det hele til at glide. Måske vil det lykkes engang, fordi vi er så utroligt forskellige, at vores styrker burde supplere hinanden.
Men for det meste er det ikke styrkerne, men vores karakterproblemer, der entrer på den stressede scene, og vi går fejl af hinanden, går glip af hinanden, og bliver irritirede på hinanden. Og det er hverken velfortjent eller særlig smart. For det gør alting meget sværere, og i stedet for at løfte hinanden og hjælpe med at den anden bliver den bedste version af sig selv, kalder ens irritation de mest trælse sider frem i den anden.
Så derfor aftalte vi i går, at vi sammen må sørge for, at en hektisk uge ikke skal slå os ud af kurs. Og når der bliver en stille stund – jeg tror faktisk, det bliver her til morgen – vil vi kigge hinanden dybt i øjnene og fortælle noget af det, den anden gør og er, som får os til at leve sammen og elske hinanden. Jeg glæder mig. Og jeg ved, at det er vigtigt, ikke bare for os to, men i høj grad også for pigerne. For de behøver en kærlig atmosfære.
Én kommentar
Når jeg læser dit kloge indlæg tænker jeg lige: husk også dig selv, ikke? Mødre har som regel et vågent øje på både hvad partner og især børn har “brug for”.
De meget pressede uger kan særligt i børnefamilier blive pressede, fordi vi af og til mister af syne, hvad der virkelig er vigtigt og væsentligt.
Vi (jeg taler altså også om mig selv her), halser rundt for at nå det hele, men gør det os gladere? Faktisk ikke. Tænk hvis vi – eller vores børn – går glip af noget…..
Uanset hvor jeg kigger hen, har børnefamilier brug for mere ro og fred. Men det kræver altså, at vi vælger nogle af de mange tilbud fra.
Øvelse gør mester er jeg sikker på.