KENDER DU DE DER MORGENER?

“Jeg har ondt i maven.“

På det sidste har det næsten været så sikkert som Amen i kirken, at når jeg stresser, så gør Hannahs mave ondt. Meget effektivt barometer egentlig. Men også ret synd for pigebarnet må man sige.

Og en stærk påmindelse til moren om at gøre det, jeg nogle gange glemmer. Som i morges.

Vi havde egentlig god tid. Og da jeg fandt ud af, at det var øse-pøse-vejr, fik vi endnu bedre tid, fordi vi så kunne køre i Kurt. (Ja, det hedder vores meget lille bil altså.) Faktisk så god tid, at pigerne gik i gang med deres krea-projekter, sådan noget med fx sirlige streger på grundigt udklippede navneskilte, særligt udvalgte klistermærker til deres mobiler osv.

Jeg fór selvoptaget rundt med mascaraen i den ene hånd, tasker der skulle pakkes i den anden, og en kørselsvejledning, der skulle printes ud, fordi jeg skulle ud at køre langt (og havde glemt, at vi faktisk har fået en GPS af nogle venner) – så jeg tænkte ikke over, at det var et kikset tidspunkt for mine børn at gå ind i større fordybelsesprojekter, fordi vi jo alt andet lige skulle afsted ret snart.

Ret snart blev pludselig, men den sirlige streg skulle lige afsluttes, klistermærket skulle lige sidde ordentlig fast og … “Hannah. Det er NU, vi skal køre. Altså. Har du ikke pakket nogen drikkedunk. Du sagde jo, I skulle på tur. Og det er sikkert rigtigt koldt, se at finde en ekstra trøje.” Min telefonsvarer var i gang. “Tag det nu roligt mor. Nej, den drikkedunk er utæt. Jeg finder en anden.” “Den er aldeles ikke utæt, se nu bare at få den pakket ned, så vi kan komme afsted.” “Vandet løber ud, fordi den er så svær at lukke. Det er jo heller ikke så slemt, hvis vi kommer et øjeblik for sent.” “Så tag da den her dunk i stedet. Vi kan ikke tillade os at komme for sent. Ihh altså, hvorfor er I ikke klar, når vi skal gå. Kom så.“

Rebekka: “Kan I ikke lade være med at være så sure. Det går altså også udover mig.” Hannah: “Jeg har ondt i maven.”

Det tror jeg gerne elskede barn. Og ansvaret er ene og alene mit: For hvis jeg havde været nærværende, havde I fået at vide, at det ikke var tid til kreative armbevægelser nu. Og du, Hannah, havde selv skulle selv styre dit drikkedunks- og trøjeshow. Og du har ret, det ville nok gå at komme et øjeblik for sent, og jeg løj, for i virkeligheden tænkte jeg på den liste af aftaler, jeg havde, efter I var kommet i skole, som krævede en plan, der var ved at skride. Næste gang vi skal skynde os meget, vil jeg gøre mit bedste for at huske, at:

Sætte mig på hug foran jer. Se jer ind i øjnene. Sige, at det er vigtigt for mig, at vi kommer afsted hurtigst muligt. Spørge jer, om I præcist ved, hvad I skal gøre, eller om der er noget, I behøver hjælp til.

Jeg ved, det vil gå hurtigere på den måde, jeg ved, at ingen vil få ondt i maven, jeg ved, jeg vil slippe for dårlig samvittighed. Og jeg ved, at jeg heldigvis har tilgivet mig selv for det pokkers stresseri. – Fordi jeg bare er et menneske, og fordi det ellers bare bliver sværere at gøre det bedre næste gang.

Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret og tagget Morgenstund, Nærvær, stress. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

KENDER DU DE DER MORGENER?

27 kommentarer

Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.

RSS