JEG VIL HA’ IS. NUUUU!!

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:23. maj 2011

Da jeg handlede ind forleden, skrålede en dreng på 4-5 år gennem Irma:
“MOAR. HVAD ER 5+5?” Drengen stod ved køledisken, og moren befandt sig i den anden ende af butikken. Hun råbte tilbage, at han skulle komme hen til hende. Det lød igen:
“MOARRR. HVAD ER 10+10?” .

Drengen blev stående ved frysedisken:
“MOAR. JEG VIL HA’ IS. JEG TÆLLER TIL 3 OG SÅ VIL JEG HAVE IS.”
Moren råbte igen, at han skulle komme hen til hende.
“JEG TÆLLER TIL TRE, OG SÅ VIL JEG HAVE IS. 1, 2, 3, 4, 5.”
Moren kaldte igen på drengen, og gik nu hen til båndet, ude af syne for drengen.

“MOAR. HVOR ER DU?” “Hun er lige derhenne” sagde jeg og pegede.

Drengen hang ud ved køledisken et stykke tid endnu. Tog til sidst en pakke is og gik ned til kassen. Moren havde lige betalt og stod og
pakkede sine varer. Så opdagede hun, at sønnen havde kassen med is i hånden. Dybt frustreret udbrød hun lavmælt:
“Fucking barn.”
Og drengen blev beordret tilbage med isen.

Det er så let at være klog og sige:

  • at man selvfølgelig aldrig må tale sådan til et barn
  • at man stille og roligt må lære barnet ikke at råbe af sine lungers fulde kraft inde i butikken, men i stedet komme hen til én
  • at man skal lade være med at ignorere sit barn og kun give beskeder, man hjælper barnet med at realisere. (Her betyder det, at man må hente barnet, hvis det er vigtigt, man følges ad – i stedet for at råbe på livet løs.)

Men verden er dyb og fyldt med nuancer. For det er ikke så let for en mor:

  • der formentlig arbejder så meget, at der ikke er noget overskud tilbage kl. 16.30
  • der ikke har haft faget livsforståelse i skolen, hvor hun kunne have lært basale ting om hensynsfuld adfærd
  • der ikke har lært noget om børneopdragelse, men kun fået besøg af en sundhedsplejerske, der fortalte om babymos og zinksalve.

Jeg synes virkelig, der er meget i vores samfund, der kan blive bedre. Så vi kunne blive bedre mennesker overfor hinanden. Og få det bedste frem i hinanden. Det kræver overskud, og at man har lært hvordan.

Men fordi jeg tror på, at alting er under udvikling – også selvom det nogle gange er 1 skridt frem og 2 tilbage – så bliver samfundet helt
sikkert bedre. For 100 år siden var der fx ikke noget, der hed Ulandsbistand, sygesikring, dagpenge og anerkendende pædagogik. Så så meget er rigtig godt. Men sammen må vi arbejde på at gøre det endnu bedre.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.