JEG KAN, JA JEG KAN SÅ. En føljeton # 3

Føljetonen slutter i dag. Den begyndte med en lille storesøster, der var ved at gå ud af sit gode skind over at skulle dele sine forældre med en lillesøster, fortsatte med en mor, der ikke bare forlod sit gode skind, men indimellem krakelerede og sprak i raseri over den lille storesøsters voldsomme modvilje mod sin lillesøster.

Hvis du indimellem synes, dit barn er kropumuligt og nogle gange bliver frustreret over, at det er så svært at rumme al den umulighed, så vil du være glad for slutningen på føljetonen. Den giver nemlig alle os desperadoer et genialt værktøj til at hjælpe vores børn. Det er virkelig genialt, så jeg håber du holder ud, selvom indlægget i dag er så langt.

Vi spoler tiden tilbage til i søndags. Vi spiste aftensmad, og jeg udbrød begejstret, om vi ikke snart skulle prøve det der smarte med at lære noget, vi hver især synes er svært, som jeg havde læst om i bogen Jeg Kan (af Ben Furman. Ham Furman betragter alle problemer – hvad enten det er neglebidning, raserianfald, sengevædning, utålmodighed etc. – som manglende færdigheder. Problemerne kan løses, når man fokuserer på den færdighed, der skal udvikles. Hænderne op i begejstring, for den tilgang til menneskelige udfordringer virker, gør den.)

Hannah ville gå i gang med det samme, og hun mente selv, at et af hendes største problemer er, at hun har svært ved at styre sit temperament. Så talte vi om, hvad det mon var for en færdighed, der skulle læres. – Ikke bare ‘at lade være med at blive hidsig’, for come on, så let er det ikke. “Nu ved jeg det. Jeg vil være bedre til at fortælle om mine følelser til dig og Mikkel, for så vil jeg få det mere rart indeni, og så vil jeg nok ikke blive så hidsig.“

- Og kære læser. Det er her du kan se den røde tråd tilbage til morens skuffet blik igennem Hannahs opvækst. Når Mikkel og jeg ikke har kunnet rumme Hannahs negative følelser, er det blevet så svært, så svært for hende i dag at dele alt det med os fra hverdagen, som ikke er rart at se i øjnene – opleveleserne af at komme til at gøre noget, man ikke må, følelser der føles forbudte osv. Alt det, man som barn har brug for at dele med nogen, så trykket kan lettes, og man kan holde det hele ud.

Selvom vi på vores gamle dage er blevet nok så forstående og rummelige, så har det skuffet blik, vi har mødt Hannah med så mange gange, sat sine spor. Og tænk, at det kloge barn, kan fornemme, at hvis trykket bliver lettet i hendes indre, hvis hun får tillid til, at hun kan dele det, der er svært for hende med os, uden at blive mødt med fordømmelse og bedrevidenhed, ja så vil hun nemmere kunne styre sit temperament. Den erkendelse er da til at tage hatten af for. Børn styrer.

Vi fortsatte med at gøre de ting, Jeg Kan-metoden lægger op til – altså det her indlæg er for langt, er du stadig med? – Nå, så jeg vil ikke beskrive metoden i detaljer, men jeg kan vise dig et billede af den seddel, jeg sad og lavede til Hannah, mens vi talte. Den kan give dig et lille indtryk af, hvad metoden rummer. Men du kan forstå det hele til bunds ved at få fat i bogen, der altså hedder Jeg Kan, eller læse mere her.Der vil nok komme mange flere af den slags sedler her på bloggen, for dem er jeg altså ret vilde med. Det bliver lige pludselig underholdende at arbejde med nogle af de udfordringer, vi alle render rundt med. – Mens jeg læste Jeg Kan-bogen, tænkte jeg i starten, at det her simpelthen var for ambitiøst og urealistisk at bruge i hverdagen. Men på den anden side – hvis al den energi, vi bruger på opslidende konflikter, kan forvandles vha. ca. 1/2 times koncentreret indsats+det løse undervejs – og vi faktisk hygger os undervejs og oplever et intenst nærvær, så er det da faktisk helt okay.

Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

JEG KAN, JA JEG KAN SÅ. En føljeton # 3

28 kommentarer

Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.

RSS