INDKØB

Når jeg holder mine workshops for forældre, er der en situation, der ofte bliver nævnt, når vi taler om, hvad der er særligt svært i hverdagen med de kære børn…

INDKØBENE

Her er mine 5 bedste tips til at undgå, at turene i Netto eller i Frederiksberg Centret sammen med vores børn udmatter nogen os:

1) Al forskning viser, at mennesker ikke bliver lykkelige af at eje flere ting. Derfor kan forældre med ro i sindet sige nej til at købe mange af de tusindvis af ting, som ungerne plager om. Det er vigtigt at være tydelig i sin udmelding til børn, for det gør dem trygge, og det er man ikke, hvis man synes, det er lidt synd for barnet, at det ikke skal have, hvad det beder om. Men det er ikke synd, at man ikke giver efter, hver gang barnet plager.

2) MEN – det betyder ikke, at man ikke skal komme barnet i møde, for vores børn skal ikke føle, de er forkerte, fordi de plager på livet løs. – Vi lever i en verden, hvor vi bombarderes med tilbud, fristelser og fokus på forbrug, så det er naturligt, at børnene ønsker at være en del af forbrugsfesten. Men det er vi forældres ansvar at hjælpe barnet med at forstå, at lykken ikke ligger i de næste par sko, den næste dukke, det næste spil osv. Så når de fx når til slikhylderne og jublende beder om de ikke godt må få alt muligt, kan du fx sige ”Jo, det skal vi helt sikkert have noget af på fredag til fredagsslikket.” Eller hvis de i BR tigger om en bestemt bamse, kan du sige “Nej, den vil jeg ikke købe, men jeg vil give dig et kram, hvis du har lyst.” På den måde kommer du barnets følelse i møde, samtidig med at du tager ansvar for at beslutte, hvornår der skal købes hvad.

3) Og indimellem skal vi selvfølgelig dele barnets umiddelbare begejstring, og lige nu nyde det, der frister, så livet ikke bliver et stort nej.

4) Børn ikke er engle. Det ved vi sådan set godt. Så skal vi ikke lade være med at forvente, de skal opføre sig engleagtigt. De er mennesker. Små mennesker med meget store følelser. Hvor vi er blevet så socialiserede, at de fleste følelser blot mærkes som et lille vindpust eller en krusning på vandet, mærker vores børn dem som orkaner eller flodbølger.

Så når du står i den der kø i Føtex, så husk på, at dit barn er et lille menneske med kæmpe følelser. Får det ikke sin vilje, opleves frustrationen ENORM, og der bliver skreget og hylet. Forvent ikke andet. Hvis vi husker på det, kan vi lettere holde fast i vores gennemtækte, fornuftige beslutninger – fx at de ikke skal have syntetiske farvestoffer og mærkelige sødemidler lige nu – og med ro i sindet lade være med at give efter for barnets begær.

Det er ikke pinligt. Det er værd at tage hatten af for. Og jo mere vi øver os på at holde fast i det, vi inderst inde mener er rigtigt, jo mindre pinligt berørte bliver vi. – Og jo nemmere bliver det ikke at bebrejde barnet, at det har en tsunami i sit indre. Og så vil vi faktisk opleve, at den på magisk vis kan forvandle sig til stille vand ret hurtigt, når vi bevarer vores indre ro.

5) Husk at du ikke kan indgå faste aftaler med barnet, før det når et stykke ind i skolealderen. Kender du situationen, hvor dit barn spørger, om I skal gå i BR, og du svarer: ”Okay. Så lad gå da. Så går vi ind i BR, men så plager du heller ikke, vel?” ”Nej nej” svarer barnet distræt med fokus kun rettet mod det farvestrålende paradis.

1 min. efter: ”Må jeg ikke få den. Og se den, mor. Den vil jeg have. Jeg vil have den NUUU”. ”Du lovede ikke at plage. Vi havde en aftale. Du kan lige tro nej, kan du.” Vi kan undgå situationen ved simpelthen ikke at lave nogen aftale med barnet. For impulskontrol – altså evnen til ikke at give efter for det man har lyst til lige her og nu, så man fx ikke plager – er funktioner i hjernens pandelapper. Den del af hjernen er den sidste del, som færdigudvikles – faktisk viser den tegn på udvikling helt op i 20′erne. Først fra 7-årsalderen kan de begynde at tage en bevidst beslutning om ikke at reagere på impulser og pludselige indfald.

Sig blot et venligt nej om at købe løs, og efterhånden vil barnet vænne sig til at glæde sig over øjets og fingrenes fryd, mens de er i BR. Og du får et indtryk af, hvad barnet er interesseret i, så du har gaveidéer til passende lejligheder.

P.S. Det næste indlæg vil handle om Aftensmaden. Af forskellige grunde er det også en situation, der nemt bliver problemfyldt, men det kan undgåes, kan det.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.