I PROUDLY PRESENT…

Gæsteblogger Vibeke Storm-Frandsen:

Jeg er så heldig at have to fantastiske børn, der ikke er sene til at vise mig, hvis jeg ikke er til stede nu og her. De læser mig som en åben bog og bliver enten umulige, skaber konflikter eller klæber opad mig og kræver min opmærksomhed NU. Og det er min indikator for, at jeg skal slippe mine arbejdsopgaver og tankerne omkring det og komme tilbage til nuet.

Kender du Vibeke fra MomsMor? MomsMor giver inspiration og input til mødre, der ér eller overvejer at blive selvstændige. Vibeke hjælper med at finde vej i den selvstændige jungle, når man samtidig sætter sin familie som 1. prioritet.

Jeg har interviewet Vibeke, for jeg havde på fornemmeren, at hun kunne sige nogle vigtige ting, der vedkommer alle forældre, og ikke kun dem, der har et momsnummer. Og det kunne hun. Hør bare:

Hvad er det bedste ved at være selvstændig i forhold til hverdagen med dine børn?
Det bedste er helt sikkert den frihed, jeg og min mand har skabt i vores liv. Det kan lyde underligt. Men dengang jeg havde et job, følte jeg, at jobbet styrede min hverdag. At min ansættelse bestemte, hvordan min hverdag skulle se ud. Hvordan mine børns hverdag skulle se ud.

I dag har jeg selv designet min hverdag efter mine børns behov. Samtidig har jeg selv valgt mit arbejde og mine arbejdsopgaver, og jeg elsker det hele – også de mere administrative. Jeg har også selv valgt, at succes for mig ikke er at tjene astronomiske beløb. Succes for mig er at have et liv, hvor jeg har tid til at være sammen med mine børn. Masser af tid. Derfor er min arbejdsuge heller ikke så lang, da jeg ikke skal hente et stort beløb hjem hver måned.

Vores morgener er et godt eksempel. Der er god tid. Tid til at spise morgenmad i et roligt tempo. Tid til at have nattøj på i lang tid. Nogle morgener ser vi lidt tegnefilm. Nogle morgener leger vi. Mit yndlingstidspunkt er, når jeg kigger ud af vinduet med en kop kaffe i hånden, mens mine børn dimser rundt i nattøj, og byens børn bliver afleveret i skolen overfor. Det er ren lykke. Det bliver vores tur en dag. Men lige nu nyder jeg, at vi ikke skal nå noget om morgenen.

Hvad er det mest udfordrende ved at være selvstændig i forhold til hverdagen med dine børn?
Udfordringen mit liv som selvstændig og mor er helt sikkert, at jeg ofte glemmer mig selv. Det vigtigste for mig i hverdagen er mine børn og samværet med dem. Derudover har jeg fundet min passion som selvstændig. Jeg brænder for at skrive gode tekster for mine kunder. At aflevere en fuldendt tekst,
der højner mine kunders website, plakat eller nyhedsbrev. Jeg er også 100 % dedikeret i mit virke på www.momsmor.dk, hvor jeg inspirerer andre mødre til livet som mor med egen virksomhed med børnene i første række. Når børnene er afleveret om morgenen eller puttet om aftenen, så arbejder jeg for det
meste. Fordi jeg elsker det.

Det betyder, at jeg meget sjældent slapper af for mig selv. Sådan helt selv. Det er ikke noget problem for mig at slippe arbejdet, når mine børn er omkring mig. Men det er længe siden, at jeg har ligget på sofaen og set en dårlig serie eller læst et dameblad. Jeg forsøger at få motion ind som et fast indslag i min arbejdsdag, og jeg sørger altid for at spise sundt i løbet af dagen. Men det er helt klart min akilleshæl – at fordi jeg har valgt et liv som selvstændig for at have tid til mine børn, at det så levner mig meget lidt tid til at slappe helt af og prioritere mig selv.

Hvis du kender til udfordringen med, at de spændende arbejdsopgaver kommer til at fylde for meget, så du bliver en fraværende og ikke en nærværende forælder, hvad gør du så helt konkret?
Min hverdag er fyldt med spændende og krævende opgaver. Og til tider kan det også fylde min bevidsthed, når jeg er sammen med mine børn. Det er svært at undgå, tror jeg. Pludselig får jeg en ide til en løsning på et problem, jeg tumler med i forhold til en tekst. Det kan også være svært ikke liiiige at skulle tjekke mail, hvis jeg venter et vigtigt svar. Og så bliver jeg fraværende. Lige med det samme. Jeg er så heldig at have to fantastiske børn, der ikke er sene til at vise mig, hvis jeg ikke er til stede nu og her. De læser mig som en åben bog og bliver enten umulige, skaber konflikter eller klæber opad mig og kræver min opmærksomhed NU. Og det er min indikator for, at jeg skal slippe mine arbejdsopgaver og tankerne omkring det og komme tilbage til nuet.

Helt konkret gør jeg det, at jeg har en notesbog liggende på køkkenbordet, hvor jeg hurtigt kan skrive ideer og tanker ned, hvis de er vigtige. Ellers siger jeg til mig selv, at det kan vente. At ingen dør af at vente på svar, at jeg sagtens kan løse problemet senere, eller at min opgave ikke løber nogen steder. Og det
hjælper. Altså, at sige det til mig selv.

Når det så er sagt, så tror jeg ikke, det er nødvendigt at være 100 % fokuseret på mine børn hele tiden. Det er helt i orden at gå og tænke lidt for sig selv og bare at være tilgængelig som mor. Og det er jeg.

Hvad er dine 3 bedste tip til andre hjemmearbejdende forældre?

  1. Sluk din computer og slå internettet fra på din mobil, når du er sammen med dine børn
  2. Sørg for at få lavet mindst én vigtig opgave (eller del af en opgave) i løbet af din arbejdsdag, så du kan føle, at du har udrettet noget, når du henter dine børn
  3. Spring ikke din frokost over og om muligt, så sæt 30 minutter af til motion (der er jo ingen, der kan se, at du arbejder i træningstøjet og ikke har været i bad, vel?).
Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.