Hyggenygge – 5 enkle tips

Det her indlæg handler om at lave noget sammen med sine børn. Ofte taler jeg om, hvor vigtigt det er, at vi som familie bare ér. Er sammen om det, der nu engang viser sig, hvad enten det er vasketøj, der skal lægges sammen, hunden der skal luftes, en kande te der skal brygges, eller luften der bare skal ses ud i.

Men hverdagen er selvfølgelig også fyldt med stunder, hvor vi kan vælge, hvad vi vil lave sammen. Noget aktivt sammen.

Her får du 5 tips til noget, vi nyder at gøre sammen hjemme hos – hvor man kan mærke, at børns og voksnes verdener smelter sammen for en stund, og vi går beriget ud af samværet. Tipsene handler ikke om de store begivenheder eller krea-projekter, der kræver forberedelse. Bare tips til noget, der kan gøres sammen lige nu og her, når man får lyst til at hygge sig:

1: Kryds og tværs. Hav et hæfte liggende, og så kan I skiftes til at skrive et ord i en kryds og tværs. Det er virkeligt afslappende og samtidig god stavetræning.

2: Følg med i en serie! Vi har fx den fantastiske julekalender Absalons Hemmelighed på dvd, og har set den mindst 5 gange sammen henover årene, også om sommeren:-) Det Lille Hus på Prærien fortsætter i en dejlig uendelighed, og lige nu har pigerne nået en alder, hvor det giver mening at følge med i Nikolaj og Julie. De ligger på dr.dk. (Inde på dr.dk/bonanza ligger en hel masse serier.) Det er så skønt at være addicted sammen og kunne sætte et afsnit på, når det passer bedst ind i hverdagen.

3: Hav en højtlæsningsbog, som I alle synes er god. Lige nu er vi i gang med en bog om C.S.Lewis (ham der skrev Narnia-bøgerne) skrevet af hans stedsøn. Det plejer at være mig, der læser højt – ikke som godnatlæsning, men til en fælles stund, hvor der er ro. Men forleden spurgte Hannah, om hun ikke skulle læse et kapitel højt, mens vi andre gik og lavede mad, og det gav sådan en rar stemning.

4: Tegn en tegning. ”Jamen, jeg kan ikke tegne”. Nej, derfor skal I også lukke øjnene, blindt føre tussen henover papiret uden at løfte den, og kig så efter lidt tid. Du kan helt sikkert få øje på noget i krusedullerne, der ligner noget, som du herefter kan tegne op. Det er skægt at se hinandens tegninger og finde ud af, om man ser noget helt forskelligt.

5: Giv hinanden massage. Om det er ansigt, fødder, skuldre, ryg, arme eller ben, så vil der efter 30 sekunders berøring blive udløst det vidunderlige hormon oxytocin, der øger vores empati og tillid til hinanden. Så kropsnusseri vil gøre så meget godt for jeres velbefindende og stemningen derhjemme.

God hygge her i det ruskende efterår kære læser.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.