Tænkte på, hvornår det egentlig er, at jeg mister tålmodigheden eller bare er rigtig irriteret på mine børn. Jeg kom frem til to tidspunkter, hvor det vist oftest sker:
Når jeg har min egen dagsorden.
Når jeg ikke føler, jeg slår til.
Når vi har vores egen dagsorden, er de andre i vejen. Mere eller mindre. Men når vi vil hurtigt ud af døren,når vi vil drikke vores te i fred uden afbrydelser eller når vi vil gøre noget arbejde på mailen færdigt, så ville det egentlig være rarest at være alene i verden, bare lige lidt.
Det er jo egentlig ikke helt rimeligt, at mine børn bliver mødt med irritation eller bliver vrisset af, bare fordi jeg tilfældigvis er voksen og ofte har alle mulige dagsordener, de umuligt kan samarbejde med hele tiden.
Derfor gør jeg indimellem op med mig selv, om det, jeg gør i hverdagen, er i overensstemmelse med mine værdier og med det, jeg vil videregive til pigerne. Det hjælper med til at holde mig på det spor, jeg i virkeligheden gerne vil følge, og mange af de personlige dagsordener ryger fløjten, fordi de simpelthen ikke er værd at holde fast i.
Men nogle dagsordener vælger jeg at holde fast i, selvom de ikke er forenelige med en nærværende mor, der står til rådighed. Fordi de er nødvendige. Og jeg øver mig i at være tro mod mit valg. Og melde klart ud til mine børn, hvornår noget bare er virkelig vigtigt, så jeg prioriterer det. Og det at træffe et bevidst valg og stå ved det, mindsker irritationen utroligt meget.
Så er der den anden ting. Ikke at føle at jeg slår til. Hvad enten jeg mener, der mangler for meget fx på hustru-fronten, på mor-fronten, på karriere-fronten eller på samfundsengagement-fronten, så betyder følelsen af ikke at slå helt til, at min lunte bliver formindsket i løbet af 0 komma 5.
Det kan være i forbindelse med en så banal ting, at pigerne vil spille computer, men teknikken driller. Jeg aner ikke, hvordan det skal løses, og det giver en lille fornemmelse af et nederlag, der er stor nok til, at mindreværdet vokser. Det er der ikke altid overskud til at se i øjnene, og i stedet projicerer jeg min indre frustration over på, at nu må pigerne da også huske dit eller dat, eller kan de ikke være lidt rolige nu.
Her kan der gøres et vedvarende arbejde resten af livet. Jeg må til evig tid bekræfte mig selv i, at jeg gør alting så godt, jeg kan. Og at jeg faktisk er ret okay, præcis som jeg er. Meget kan altid blive bedre, men det er vel derfor, vi lever. For at kunne øve os på at være i live og være i livet og hele tiden blive lidt klogere på det hele.
Det beroliger mig at tænke sådan. Og det er godt, at jeg husker at gøre det indimellem. For når jeg bliver rolig og tryg, så er jeg en mor, der bedre kan hjælpe med til at få det bedste frem i mine børn.
- Det kunne være spændende at høre, hvornår du oplever, at din lunte er kortest i samværet med ungerne. Og hvad du tror, der hjælper med til, at den bliver længere.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Kære Louise,
Jeg genkender helt klart det, du skriver – både om den korte lunte og om alligevel at stå ved, at jeg som mor også har lov til at have et liv.
Mine unger er teenagere, og de er jo store nok til engang imellem at adressere min korte lunte, når de “kommer i vejen”.
Jeg øver mig i at føle mig ok, selvom jeg skubber dem til side engang imellem. Til gengæld sørger jeg også for, at være 100% opmærksom på andre tidspunkter – og helst hver dag, selvfølgelig….
Egentlig tror jeg, at min lunte er kortest, når ungerne ikke lever op til det idealbillede, jeg har af dem indeni – ret tarveligt – men det er især, når jeg selv er presset (eller optaget af noget andet), så kan det godt knibe lidt med pædagogikken.
Når proppen engang imellem ryger af, og de får “det glatte lag”, er jeg ikke bleg for at sige undskyld og bløde op på budskabet bagefter. Men jeg fastholder budskabet – som regel.
Puha – hvor er det fint skrevet. Selvindsigten når jo utrolige højder her. Hvor er dine børn heldige, at de har så indsigtsfuld en mor.
Jeg genkender det du skriver – især det med egne dagsordner. Og så har jeg helt klart et punkt hvor mit eget mor-ideal ryger sige en tur: Når jeg er træt og egentlig skulle have sat min grænse for længe siden – men kommer til at gå for langt med mig selv. Så sætter jeg pludseligt grænsen så voldsomt, at det er helt urimeligt overfor min dreng på 4 år. … Og hvis jeg ikke er opmærksom, er det her det kan blive endnu værre: For så går mit knækkede selvværd endnu mere ud over min dreng, så jeg forskanser mig bag en mur af selvretfærdighed. Det er altså ikke kønt at se sig selv dér.
Hvad der kan hjælpe med til at min lunte bliver længere? Tja, egentlig tror jeg det er meget enkelt: Jeg tror at jeg skal blive ved med at skabe plads i hverdagen til de ting der optager mig. Også selvom hele familien er hjemme. Og så skal jeg minde mig selv om, at min dreng kan have stor glæde af andre end mig. At jeg gerne må afvise ham for en stund, fordi han så selv finder andre veje.
Det må jo egentlig være ganske sundt for et barn at se, at mor prioriterer til og fra. Og når barnet bliver prioriteret til – så er det fordi det er ægte. Hellere det end “falsk” nærvær, hvor mor går over sin egen grænse … ikke?
Kære Diana og Pernille,
Tusind tak for jeres berigende indlæg. Det er virkelig en kunst at finde balancen mellem at være on/off i hverdagen – mellem at give og modtage. Faktisk en utroligt spændende udfordring er den balancegang. Så fedt når det lykkes, og der opstår flow, og ellers bare op på balancebommen igen, når vi falder. – Ofte fordi vi har overskredet vores egne grænser for dernæst at overskride vores børns.
Kærligst fra Louise