HVOR MEGET FJERNSYN SER DIT BARN #2

Det var de der underholdende instrumenter vi kom fra. Som børnene elsker, og som forældrene har et had-kærlighedsforhold til.

Fordi computeren, fjernsynet og gameboy’en giver øjeblikke af tiltrængt ro til praktiske gøremål og til sig selv. Men kort tid efter indre uro. For er det nu for meget?

Her kommer 5 pointer om livet foran skærmen. De skulle gerne lede til, at du træffer en beslutning om en ramme, som du kan stå ved med glæde. For husk – hvis du er frustreret over noget i familielivet, er det kun dig som voksen, der kan tage ansvar for en ændret kurs. Det sker altså ikke af sig selv.

1: Dine negative følelser er lige så skadelige som spændingerne i nakken!

Vi kommer let til kun at forholde os til det, vores øjne ser. Så når vi ser et barn foran skærmen igen igen, får det os tit til at se rødt. Og irritation, frustration og bebrejdelser flyver gennem os og måske gennem luften.

Børn føler ofte mere end de ser. De er super sensitive over for udstråling og atmosfærer. Jeg vil derfor påstå, at den utroligt dårlige stemning vi skaber, ofte er langt værre for barnet end de fysiske spændinger, som for lang tid foran en skærm giver.

Det betyder ikke, at de så bare skal blive siddende, bare vi hygger os! Nej, men det betyder, at hvis vi gang på gang bliver irriterede og frustrerede, så må vi gøre noget, der forhindrer det i at ske. Det er det, jeg mener med at træffe en beslutning og stå ved den med glæde.

Hvad enten vi beslutter, at vores børn må sidde 1/2,  1 eller 2 timer foran en skærm – eller at længden svinger efter dagsformen – så lad barnet nyde tiden fuldt og helt, mens det står på. Ikke nogen bekymret mor-stemme i baggrunden: “Ej, får du ikke ondt i øjnene af at sidde der så længe?” “Ej, nu er det altså også snart ved at være slut.” “Ej, nu har du godt nok også siddet meget længe.

Ikke mere “Ej…” Træf en beslutning og vær tilfreds med den.

2: Det er altså ikke kun noget, f….. har skabt

Mange af spillene og udsendelserne har alt muligt fint i sig. Jeg nævner i flæng:

  • de får børnene til at grine
  • de træner den logiske tænkeevne
  • de styrker samarbejdsevnen, hvis flere børn spiller sammen
  • de lærer dem om venskab, om tolerance og andet godt (fx opdagede jeg at Hannah Montana var sådan en serie, da jeg først gav mig tid til at se den, i stedet for bare at brokke mig over, at de der teenagere gik rundt på skærmen og spillede smarte! De fleste ting er overraskende nok mere nuancerede, når man kigger nærmere efter:-)

Tiden foran skærmen er altså ikke i sig selv negativ. At huske på det, gør det lettere ikke at blive irriteret.

Det bliver først skidt, når vi glemmer ‘alt med måde’, og hvis vi ikke påtager os den utaknemmelige censurrolle. En censuring der sker ud fra kendskabet til netop vores børn. Film- og spilproducenterne og dem der giver aldersvejldninger kender ikke dit barn. – (Læg meget gerne en kommentar med links til spil, du synes om. Jeg kan fx nævne orisinal.com og pengeby.dk)

Ved du hvad, indlægget bliver snart for langt. Så de 3 sidste pointer kommer i morgen. Overskrifterne er 3) Skærmfri uge, 4) Tryk avler modtryk og 5) Se bjælken i eget øje.

Forresten har jeg for Børn i Byen anmeldt balletten Et Folkesagn, man lige nu kan se ude i Operaen. Og apropos censur – aldersgrænsen er 8 år, men hvis du har tænkt dig at gå ind at se balletten med dine børn, så læs lige min anmeldelse først.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.