Det er vist bekendelsernes tid her på bloggen. Men jeg tror ærlighed er nødvendig mellem vi forældre, for at der ikke også skal bruges energi på at keeping up appearances og smile stort, når noget er svært og gør ondt.
Når vi stresser rundt herhjemme, som jeg har skrevet lidt om i de seneste indlæg, så er vi på en måde er ude af os selv og løber med hovedet under armen. Og er dermed irrationelle. Fx førte stresseriet forleden til følgende: Vi skal ud af døren, pigerne gør deres bedste for at følge med, og jeg går og pakker taskerne, men så er det jeg finder gymnastikposen fra forleden – med det våde håndklæde, der nu er blevet tørt. Og så synes jeg lige præcis, at det er tidspunktet at give Hannah nogle formanende ord om vigtigheden af at holde styr på sine sager, og hænge håndklædet til tørre. BAD TIMING.
Lidt efter kommer Hannah drønende ned ad trappen med hænderne fulde af alt det, hun skal huske og presser derfor bare på det der ‘baby-gitter’, vi har sat op, så Manna ikke løber op ad trappen. – I stedet for at huske at løfte det, som man skal, inden man åbner. Men så er det Mikkel lige præcis synes, at det er tidspunktet at give Hannah nogle formanende ord om vigtigheden af at åbne gitteret rigtigt, og at det er for dårligt, hun er for doven til at gøre det. BAD TIMING.
Ja, vores børn skal lære alt muligt, og vi kan ikke bare lade stå til og lade dem gøre hvad som helst. Men det er så vigtigt, at vi husker, hver ting til sin tid. Når vi er pressede, er der primært aktivitet i den bagerste del af hjernen – i det limbiske system, som er vores følelseshjerne. Og der er man slet slet ikke modtagelig for rationelle forklaringer, hvor man skal lære alt muligt. Det kræver aktivitet i neo-cortex – den forreste del af hjernen – men den er ikke på banen, når vi fx gør vores børn forskrækkede, fordi vi er vrede, eller hvis de skal bruge al deres energi på at følge med i et hæsblæsende tempo. Så formaningerne og lærdommen skal finde sted, når der er tid og ro på.
Men sådan noget glemmer vi voksne jo altså, når vi selv ræser rundt. Så måske er det derfor nok bedst bare at sige så lidt som muligt, når vi er småstressede. Jeg øver mig.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Uha uha – kan se mig selv… for et års tid siden. Heldigvis gik jeg ned med stress/depression med et brag, og opdagede efter et par måneders sygemelding, at jeg langsomt kunne begynde at spænde af i min krop og min hjerne. Og som månederne gik med at bygge mig selv op igen opdagede jeg at jeg stille og roligt blev en meget gladere mor. En mor der pludseligt stille og roligt kunne forklare min søn dit og dat – og blive ved med at bevare roen. Frem for den mor der havde hersket længe, som havde meget kort lunte – konstant. Rart at se tilbage og vide, at så langt kommer jeg ikke igen! For nu kender jeg tegnene. En mors hjerne skal gerne være rimeligt klar.