Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer. -
RSS
HUSK, AT DU FOR DET MESTE VED BEDST.
Mor: Jeg skal bare lige hente 1 ting, så kommer jeg.
Søn: Jeg vil med.
Mor: Nej, du kan sagtens blive siddende. Jeg kommer lige straks.
Søn: Jeg vil med. [Klynkende.]
Mor: [Løfter ham op og tager ham med, mens storesøsteren venter ved indkøbsvognen.] Ihh altså. Det her er der altså ingen grund til, jeg er jo lige straks tilbage.
Fuld forståelse for at indkøbssituationer tit er pressede, for både børn og voksne er trætte, og udmattes endnu mere af alle de mange sanseindtryk. Alle behøver i virkeligheden bare fred og stilhed, uden at skulle tage stilling til noget efter en lang dag.
Men der er nogle enkle ting, vi kan være opmærksomme på som forældre, som kan gøre mange ting lettere. Hvis vi, som moren vurderer, at vores børn fx sagtens kan vente 2 minutter, så HOLD FAST I BESLUTNINGEN. Også selvom børnene klynker lidt. Hvis vi gør det til en vane at handle udfra vores børns klynkerier, så gør vi dem nemlig en bjørnetjeneste.
For så viser vi, at de ikke kan stole på, hvad vi melder ud, at verden jo også er lidt farlig, så der er grund til at klynke, og vi mindsker også deres overskud, når vi bagefter bebrejder dem for, at det ikke bliver, som vi vil have det. Og altsammen giver det mere klynk og brok.
Moren bebrejdede sønnen over, hvor dumt det var, at han skulle med, samtidig med at hun netop tog ham med. Men det må aldrig blive drengens ansvar, hvad moren beslutter. – Det er ikke vores børns ansvar, hvad vi gør.
Hvis hun virkelig mente, at drengen kunne sidde og vente et øjeblik, kunne hun sige: “Jeg kan godt høre, at du ikke har lyst til at vente på mor, men det ved jeg, at du sagtens kan klare, og jeg er tilbage lige straks“. Og så skulle hun gå afsted med det samme og ikke tøve. Måske råber han MOR, men hun kan fortsætte ufortrødent og sige højt: “jeg er straks tilbage.“
Hvis vi imidlertid vurderer, at der skal noget andet til end det, vi først har besluttet, så må vi stå ved den nye beslutning uden en masse brok. Sig fx “Ej jeg kan godt se, at det ikke er smart, at du venter. Op med dig, så klarer vi det sammen.“
Håber du kan få ordene til at give mening. Pointen er, at vi ikke skal gøre vores børn utrygge ved at handle på ethvert pip fra dem. Det er et for stort ansvar at give dem, for selvfølgelig ved vi for det meste bedst, fordi vi har langt mere erfaring i dette liv.