Da Hannah og Rebekka var små, læste jeg rigtigt meget i Anna Wahlgrens De kære børn. Anna er en skøn svensk dame med 9 børn og sine meningers mod.
Jeg blev meget klogere på børn og deres udvikling, men jeg glemte tit mig selv og mine egne børn i begejstringen over Annas kloge ord.
Da Rebekka fx var helt lille lod jeg hende ofte sidde alene i sin seng med høje kanter, så hun kunne have en stille legestund, efter hun havde fået morgenmad. For det skrev Anna, at børn godt kunne lide, og at deres forældre også havde brug for. Men men. Stunden blev aldrig rolig, hverken for barn eller mor. For Rebekka brugte ihærdigt ethvert sekund på enten at komme ud af sengen eller at klynke over at sidde der alene. Men jeg blev lige så ihærdigt ved med at sætte hende i sengen hver dag. For det stod jo i min bibel, at det skulle være så godt.
Jeg ved, at masser af børn vil nyde og nyde godt af stunder i eget selskab – sådan er det fx med Hannah. Men som Rebekka er blevet større, er det blevet mere og mere tydeligt, at hun er et så socialt anlagt væsen, at hun virkeligt trives allerbedst, når hun er omgivet af mennesker og dyr. Det er ikke fordi, hun ikke kan holde sig selv ud. – Hun har lige fra hun var helt lille sagt: “Jeg elsker mor. Jeg elsker far. Jeg elsker Hannah. Og jeg elsker mig selv.” Men hun synes nu engang livet er sjovest, når det opleves sammen med andre. Sådan er hun.
Det var jeg bare slet ikke åben for at fornemme, da hun var lille, fordi jeg satte Anna Wahlgren op på en ekspert-piedestal. Sådan at jeg glemte, at alle menneskers ‘unikhed’. Når vi vil gør det allerbedste for vores børn, kan det være nok så godt med generelle retningslinier, men vi må og skal først og fremmest bruge vores sensitivitet til at opdage, hvad det er for et lille væsen vi har i vores hænder. Sådan at vi kan mærke netop dette barns særlige behov. Det øver jeg mig på, og det er en meget spændende og dybt meningsfuld opgave.
P.S. Her ser du skønne Rebekka
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Det er så rigtigt, hvad du skriver, Louise.
Heldigvis er mange børn gode til at sige, hvad de har brug for, men det kræver selvfølgelig, at vi voksne kan finde ud af at lytte.
Jeg har selv ret socialt anlagte børn, men i takt med, at de er blevet større har de lært også at sætte pris på at være “alene med sig selv”.
Det kan være ret svært for børn idag, fordi der hele tiden er 1000 ting på hylden at vælge imellem. Det er guld værd at lære at sige nej tak og mærke, at verden faktisk ikke går under af den grund – tværtimod.
kh
Diana