HUSET MED HAVUDSIGT

Jeg lovede endnu et eks. på, hvorfor det er vigtigt, at vi viser respekt for vores børns følelser, men ikke lader dem sætte dagsordenen i hverdagen. Et eks. som også handler om huskøb og blelugt! Okay, here it comes:

Men vi starter lige et andet sted! Mikkel og jeg er fuldstændig vilde med havet. Springer ud i det store blå, selvom det stadig er marts måned, og tager så tit afsted for at mærke den der helt særlige ro, havet giver. Pigerne er blevet smittede af vores begejstring, så vi er en stor flok vandhunde.

Derfor blev det faktisk højeste prioritet, da vi i vinter besluttede, at vi ville flytte ud af byen og lejligheden, og ned på jorden i et rækkehus. Havet skulle være lige om hjørnet. Og nr. 2 bolig, vi kiggede på, levede op til alle forventninger. Et rækkehus i Nivå med HAVUDSIGT, tadahh, 15 min. gåafstand til bølgerne, skov lige ved siden af, god skole tæt på, og så hyggeligt indvendigt.

Vi faldt tilfældigt over huset, da vi var på de kanter, og ejerne var søde at byde os indenfor, selvom vi ikke havde bestilt noget besøg hos ejendomsmægleren. Konen var en stor undskyldning for, at det rodede. Jeg bemærkede godt et par tøjbunker rundt omkring – men det var vist også det. Åhh, hvor det hus var fint og hyggeligt og lækkert sat i stand. Mikkel og jeg blev mere og mere bløde i knæene, mens vi gik rundt, og da vi så udsigten til havet, var vi helt solgte.

Vi kom ud igen, og tænk, pigerne rynkede deres bryn og sagde arrigt, at dér ville de i hvert fald ikke bo. Mikkel og jeg var måbende spørgsmålstegn. “Der lugter af ble (ejerne havde et lille barn, og kunne med stor sandsynlighed have haft skiftet en ble, lige inden vi trådte ind ad døren), og der er simpelthen alt for rodet. Det er slet ikke til at holde ud at være der.”

De mærkede ikke just, at deres oplevelse vandt genklang i Mikkel og mig, så det blev den store tudekoncert med store ord om, at de aldrig aldrig aldrig ville bo i det hus. Børn ér deres følelser. Hvis de møder noget, de ikke kan lide – fx fremmede tøjbunker og en lugt af ble – vækker det straks en negativ følelse. Hvis den er kraftig – og det er følelser som oftest hos børn – forsvinder alt andet. Både udsigten, de gode børneværelser, det store spisekøkken, haven til hunden vi skal have osv. Derfor er følelser utilregnelige. Fordi de reagerer på måske små ting, der så får lov til at fylde hele billedet.

Dette eksempel skulle gerne vise dig absurditeten i konsekvent at handle på børns negative og frustrerede følelser. Ikke desto mindre skal følelserne tages alvorligt. For hvis vi bare ‘forbyder’ dem, bliver de undertrykt, og dét er der aldrig kommet noget godt ud af. Så i dagene efter talte vi om, at det var forståeligt, at man som barn ikke kunne abstrahere fra rod i et hjem. At vi bestemt helst ville købe et hus, hvor vi alle havde lyst til at bo – men at de i hvert fald skulle med at se huset, når vi havde aftalt det med ejendomsmægleren, for måske ville de så synes om det.

Så vi drog atter nordpå til Nivå. Til et hjem så ryddet, at det kunne komme direkte i et dameblad. Og vi var sådan set kun nået til at bevæge os opad trappen til 1. sal, da Hannah hviskede til mig: “Her vil jeg gerne bo“. De ville begge rigtig gerne bo i huset, og nu sætter de hver dag X på en kalender, de har lavet om hvor mange dage, der er til, vi skal flytte. For de glæder sig usigeligt. Jeg tror, de mangler 73 krydser.