Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer. -
RSS
HJERNEFORSKNING OG OPDRAGELSE
Jeg gav 5 tips i går i mit nyhedsbrev, hvor jeg samlede noget af den viden hjerneforsker John Medina præsenterer i sine spændende bøger. Tipsene handler om at hjælpe vores børn med at blive glade og empatiske – så du får dem også her:
Tip 1: Vær opmærksom på dit barns signaler
Vi har alle en grænse for hvor mange indtryk, vi kan kapere. Små børn kan bare ikke sige, at nu har de brug for at få ro.
Vær meget opmærksom på dit barn signaler om, at grænsen er noget. Det kan være subtilt som at hovedet vendes væk, eller helt tydeligt ved at dit barn begynder at græde. Husk altid at trække dig tilbage, når dit barn har fået nok.
Tip 2: Gæt hvad andre tænker!
Når du er sammen med dit barn, så tænk højt og gæt på, hvad der foregår inde i andre mennesker i alle mulige hverdagssituationer. Sæt fx ord på, hvorfor dem der står bagerst i køen i Netto ser utålmodige ud, eller hvorfor hende dér mon griner, mens hun taler i sin mobil.
Det er en smart måde at lære dit barn at se verden fra andre menneskers perspektiv – og dermed styrke udviklingen af dit barns empati.
Tip 3: Gør det til en refleks at reagere empatisk i forhold til dit barn.
Når dit barn udviser en stærk følelse, så udvis empati og:
1: Beskriv den følelse, du mener at se
2: Italesæt hvad du tror, der er grunden til, følelsen er der.
At forstå et andet menneskes adfærd, er ikke det samme som at erklære sig enig. Når der er faldet ro på, kan vi tale med vores barn om, hvordan man ellers kunne reagere, og at det er værd at øve sig på.
Men det er altid en god idé at lade empatien være den første respons til enhver situation, særligt hvor der er indblandet stærke følelser.
For empati vokser af, at man bliver mødt på en empatisk måde.
Tip 4: Forklar meningen med en regel
Når du forklarer meningen med en given regel, gør du det muligt for dit barn at overføre det, de har lært i en given situation til andre situationer. Dermed bliver de indrestyrede, hvilket ikke sker, hvis vi blot begrunder en regel med “Fordi jeg siger det.”
Tip 5: Træn dig i at sætte ord på dine følelser.
Når du er alene, sammen med dit barn, din ægtefælle eller med nære venner, så sig indimellem højt, hvad det er for en følelse, du oplever lige nu. Når vi sætter ord på vores følelser, får vi lettere ved at styre følelserne, så vi ikke er i deres vold.
Og når børn er omgivet af voksne, der kan sætte ord på deres følelser, bliver de også i stand til at tale om følelserne. Og det er uvurderligt for dig som forælder, når børnene engang bliver teenagere.
Det kan være noget så enkelt, som at dit barn fx hører dig sige: “Jeg bliver irriteret lige nu, når jeg ikke kan åbne det her glas syltede agurker!”
Det er da dejligt, når almindelig sund og kærlig fornuft underbygges af forskning på højt niveau.