Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
HAR DU DEN SAMME UVANE SOM MIG?
“Ej, I skulle have set Rebekka forleden, da hun… Hannah var bare så glad, da hun havde været hjemme hos jer. Hun fortalte…bla bla bla“
Lyder dette bekendt, hvis du bare indsatte navnene på dine egne børn i sætningerne?
Vores børn er ofte så underskønne, at vi ønsker at dele deres gøren, laden, ord og glæder med hele verden. Bedsteforældrene plejer at være et sikkert hit at dele ud af godteposen til med vores børns vidunderlighed.
De lytter og smiler glade, og vi fortæller fornøjede – men hvordan har vores børn det egentlig med vores ord om dem og deres bedrifter her i livet?
Måske er der nogen børn, der nyder det. (Det gjorde jeg vist nok indimellem selv som barn.) Men de fleste jeg kender, de sætter bestemt ikke pris på at blive sat ufrivilligt i fokus. Hannah og Rebekka har gentagne gange pointeret, hvor anstrengende de synes, det er. De har inderligt bedt mig lade være, men jeg glemmer det stadig.
- Den sætning var bare så fantastisk, at det kan de kære bedsteforældre da ikke leve videre uden at høre. (Eller var det mig, der var ved at sprække så meget af stolthed over mine elskede børn, at jeg igen talte over mig?)
Løsningen er sådan set ret enkel. Jeg mener, at det da tit er berigende for samværet at fortælle andre om positive og finurlige oplevelser med vores børn. Men gør det, når de ikke er ved siden af.