Forældrene til to brødre sloges tit, og lillebroren fortalte mig, at når faren og moren havde været oppe at slås, ”Så kunne jeg overhovedet ikke tænke”. Forældrene blev skilt, mens børnene var små.
En dag efter skilsmissen, gik moren ud af døren uden at sige noget, fordi hun ikke kunne holde det hele ud mere. Den yngste var stadig lille, og hans storebror var næsten lige startet i skole. Drengene var helt alene. Efter at have været alene henover weekenden, fik storebroren heldigvis en skolelærer til at hjælpe sig og sin lillebror, indtil moren en dag kom hjem igen.
Da den yngste dreng gik i 4. klasse kunne han kun huske at have smagt én bid af et æble og ét stykke agurk i hele sit barneliv. ”Men jeg får masser af frugt, for jeg får tit sådan noget youghurt med frugt i.”
En anden dreng havde en far, der var rocker. Da drengen gik i 2. klasse, brækkede han sig, fordi han havde drukket for meget af sin farmors øl. Da drengen gik i 4. klasse stod han og hans storebror, der gik i 7., til at blive smidt ud af skolen. Alle lærere skulle rapportere enhver negativ adfærd til skolelederen, fordi begge drenge havde været voldelige overfor nogle lærere og råbt skrækkelige ord efter dem.
De to drenge var klassekammerater i den 4. klasse, som jeg blev lærer for i en del fag i et halvt år. Når vi hører deres historie, bliver vi fyldt med omsorg og en trang til at gøre noget godt for to børn, der i en alder af 10 år allerede har gået så grueligt meget igennem. Det er ikke et ondt eventyr, det er virkelighed det her.
Efter 3 ganges undervisning, hvor jeg:
- værdsatte det mindste positive, drengene gjorde
- lod være med at give opmærksomhed til deres negative adfærd overhovedet og
- lyttede interesseret til hvad som helst, de havde lyst til at fortælle mig om
så skete der et mirakel. De to drenge gjorde alt, hvad jeg bad klassen om hurtigere end lynet, de bød klassen at være stille, når jeg skulle undervise, og da jeg fortalte dem om, hvor vigtigt det er, at vi mennesker hjælper hinanden, holdt de op med at håne og tæve deres klassekammerater. Bar fx Anders på ryggen – som de ellers havde kaldt mongol – og satte hår på Bai, der kom fra Kina og som kort tid forinden var blevet kaldt kinesersnot af den ene af drengene.
Til skolens årlige klippeklistredag i december kreerede de to med fumlede drengefingre i al hemmelighed et ‘guirlandearmbånd’ af glitret julepapir, som de stolt overrakte til mig.
Det blev frikvarter, og der var risengrød til alle elever. Men drengene ville ikke have grød – de ville i stedet blive og hjælpe mig med at rydde de 1000 papirstykker på gulve og borde op.
Børn er for seje, er de. At have så hårdt et liv, og så alligvel gøre så meget for at glæde en lærer, blot fordi hun holder af dem. Jeg har stadig armbåndet.
Dansk Center for Undervisningsmiljø har netop trykt en artikel, jeg har skrevet om betydningen af lærer-elev-relationer. Den er her, hvis du vil se den.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
4 kommentarer
Tak for den historie. Tårerne sidder klar til at trille lige i øjenkrogen …
(Billedet virker desværre ikke – fra min computer i hvert fald)
Du gør en forskel. Du er et forbillede. I hvert fald mit. Tak.
Hej mor.
Jeg syntes at det var spænende, og man lærte også noget.
Det var godt at DU! kunne få dem til at få det bedre.
Jeg kan høre at du er en Rigtig God lære.
Hilsen Rebekka
Hold da op. Sikke en smuk historie. Hvor er det inspirerende at læse og hvor er du en klog, modig og reflekterende lærer. Kunne flere elever møde en lærer som dig så ville mange børns trængsler lette!