Jeg er virkelig dårlig til at indrømme, når jeg laver fejl. Jeg arbejder på sagen, og når jeg finder mig selv, plejer jeg også at sige undskyld til den, jeg fx har løjet for, hvis jeg i en eller anden situation ikke kunne få mig selv til at erkende, at bommerten altså var min. Det er ret mærkeligt, for hvis jeg bliver grebet i at gøre et eller andet, der ikke er specielt smart, er det som om, det er fysisk umuligt at se fejlen i øjnene – se den anden i øjnene – og sige “ups, det var vist en smutter. Jeg vil prøve at gøre det bedre næste gang.“
Jeg husker to episoder fra barndommen, der var så pinlige, at flovheden stadig sidder i kroppen. Og måske er det den ubevidste erindring om dem, der får mig til at gå ind i et ‘Louise-er-5-år-og-vil-ikke-tage-ansvar-for-sine-fejl-humør’.
Den ene var i 3. klasse. Min elskede storesøster, der er 7 år ældre end mig, skulle starte i gymnasiet. Det skulle storebroren til Simon fra min klasse også. Så jeg spurgte Simon: “Skal din storebror gå på matematisk eller sproglig linie“. Så var det Tommy sagde (Tommy som jeg havde været forelsket i hver dag siden bh.klassen) “Louise, det siger du jo bare for at blære dig“. Jeg kom med alle mulige søforklaringer, at sådan hang det da slet ikke sammen. Men det var lige præcist, sådan det var. Jeg var så stolt over at have lært nogle ret svære udtryk, så ja – jeg blærede mig. Men uhh, det føltes pinligt at blive opdaget.
Den anden gang var i 6. kl. Vi var lige flyttet til Jylland, og en af de første dag i den nye klasse, var der matematikprøve. Der var så stille i klassen, at man ville kunne høre en sommerfugl lande på en sky. Indtil PRUUUTTTT – jeg slog simpelthen den største prut. Jeg sad på bagerste række, og alle i klassen vendte sig om. Min sidekammerat Anne-Sofie spurgte: “Var det dig?” og du forstår nok, at det var for meget af det gode, så jeg svarede snedigt tilbage med et modspørgsmål: “Nej…Var det dig?”
Dér lagde jeg måske grundstenene til min fobi for at indrømme fejl. Men som sagt, jeg arbejder på sagen. Og alle disse ord har noget med børn at gøre. For prøv at tænke på, hvor mange ting, de ikke gør helt rigtigt i løbet af en dag. Er der noget at sige til, at de er trætte af at blive mindet om det? Jeg forstår det i hvert fald godt. Og jeg prøver derfor kun at påtale diverse kiksere, når det er strengt nødvendig. Og i et ikke alt for bebrejdende tonefald. For de skal nødig ende med at have lige så svært ved at rumme deres egne fejl, som jeg har. For det er altså ikke altid særligt smart.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
I hear you — jeg har dog ikke selv SÅ svært ved at indrømme mine fejl, men kender helt klart til den flove fornemmelse ved at lave fejl. Og den er ikke rar!
Men så er det jeg tænker: Om der mon er psykologisk (eller andet) belæg for, at sige, at man ved at kommentere andres fejl gør det sværere for dem at indrømme dem? Jeg ved det ikke. Men jeg tænker, at det måske også kan være en “hjælp” til at acceptere, at VI mennesker laver fejl: jeg ser at du laver fejl, og jeg du er god nok alligevel- agtigt. Selvfølgelig skal det ikke siges bebrejdende men netop anerkendende.
Engang læste jeg en artikel om, hvordan man i en bestemt del af forsvaret (har glemt hvilken) netop arbejdede med en åben fejlkultur, der i teorien skulle have den effekt, at man accepterer de fejl, man laver og lærer af dem på en konstruktiv måde. Om det virker, eller hvordan det foregik, det ved jeg desværre ikke. Men kom bare til at tænke på det i denne sammenhæng.
Tak for en inspirerende blog
Springer på en RSS feed og vender tilbage!