Jeg sidder på et lillebitte hotelværelse i Århus, fordi jeg er på kursus i disse dage. Mit hoved er fyldt med tanker om mit ph.d.-projekt og et frygteligt svært computerprogram, som jeg lærer om på kurset. Så jeg har intet at sige om børn lige nu, som du måske kan bruge til noget.

Derfor får du blot endnu et link til Børn i byen, hvor jeg har anmeldt en bog, der er virkelig god for børn imellem ca. 10 og 15 år. Eller egentlig er det Hannah, der har anmeldt den. – Du kan se mere her, hvis du har lyst.

I julegave havde jeg givet Mikkel et døgns kæreste-tur til Hotel Skansen i Sverige umiddelbart efter hans store arbejdsprojekt ville være veloverstået. Og det blev det så i sidste uge.

Og det var godt tænkt af mig med den julegave. Og at vi skulle afsted lige efter Mikkels knokleri var slut. Det var virkelig virkelig tiltrængt at have tid og ro sammen. V-I-R-K-E-L-I-G. Og jeg tror, det var nødvendigt, at vi netop fik den tid og den ro til at finde hinanden, inden vi skulle finde hverdagen sammen igen. Hvis bare vi pludselig var sammen meget mere og skulle få de tusindvis af praktiske ting, som en hverdag består af til at gå op, så tror jeg ikke det ville ske i en kærlig atmosfære, men præcist det modsatte.

Så jeg stemmer for kæreste-ture. Faktisk var det den første af sin slags, som Mikkel og jeg har været på i vores 12 ½ år gamle ægteskab. (Kobberbryllupsklokkerne ringer den 14. februar). Jo jo – vi har været i biografen, ude at spise, på museum, ude at gå tur og andre af den slags rare ting. Men vi har aldrig foræret os selv en eller flere overnatninger sammen – bare os to. Men det er hermed indført som fast tradition en eller flere gange årligt. Gosh det gør godt. Så godt.

For vi opdagede, at vi slet ikke var irriterede på hinanden. Men kunne snakke sammen i timevis. Og det var rart at opleve, at når man skrællede alle de lag af tøjvask, logistik, hundeluftning, lektiehjælp, opvask, støvsugning, kø på motorvejen, oprydning, skolens intra-net og madlavning væk for en stund, så var der faktisk to mennesker tilbage, der elskede hinanden højt.

Det er dagens tip. (Foruden at løfte hinanden ind i himlen ved at tage på kæreste-tur). Dagens tip er indimellem at huske at se den, man lever sammen, som det menneske virkeligt er. Som det menneske man engang valgte at leve sammen med, fordi man slet ikke kunne lade være. Dels skylder man hinanden det, og dels bliver hverdagens mange gøremål så lettere at få løst sammen. Fordi voksne også bliver de bedste versioner af sig selv, når de bliver set på af kærlige, milde øjne. Når de bliver holdt af.

P.S: Jeg kom med utallige bakker op til Mikkel, når han sad til ud på natten og arbejdede, og startede igen tidligt tidligt om morgen. Her er den sidste morgenmadsbakke, han fik serveret. – Den sidste i ret lang tid!

Den brune mad er honning og 'mandel-mus'. Det smager så godt.

Og her er nogle billeder fra det svenske spa-hotel. Indenfor og ude fra havet, hvor der ligger dette fine hus med en udendørs pool med 40 grader varmt vand. Så dejligt. Og så varmt, at jeg fik mod til at vinterbade for første gang.

Og der var koldt – se selv den is, vi så på vores gåtur forbi en lille elv.

Mere fra mig på det virkeligt skønne site Børn i Byen. – Denne gang en anmeldelse af “Krogerup” – Aarstidernes kombineret gårdbutik- og café i Humlebæk, der har åbent hver fredag-søndag. Hvis du er på de kanter, så snyd ikke dig selv og ungerne for et besøg på det fantastiske sted.

(Det er Hannah, der svinger sig i gyngen på Krogerup.)

Hvis ikke du skal mærke blød puddersne under brædderne, så fortvivl ikke hvis du bor i København eller omegn. For der bliver ikke kedeligt i uge 7. Jeg har skrevet en Vinterferie-guide på “Børn i byen” om nogle af alle de utroligt mange og spændende ting, der foregår rundt omkring i vinterferien.

Men nu no stress – husk også at have nattøj-dage, hvor I ikke behøver at gå udenfor en dør.

(Men hvis du, som jeg, er en forælder, der har tendens til at være meget utydelig og snakkende – ‘på den ene side og på den anden side’ – så kan dit barns skrigeri godt være et ubevidst skrig om mere enkelhed. Undgå derfor at formulere dig i spørgsmål “Vil du gerne med hjem?” eller med et ønske om bekræftelse “Nu skal du tage sutsko på, ik?’”

Og selvfølgelig betyder barnets overskud eller mangel på samme rigtigt meget – og her er det selvfølgelig vores ansvar, at ungerne har fået nok mad, drikke, varme, kram osv. Er de på vej ned i en bølgedal, kan vi bygge dem op ved fx at skiftes til at fortælle om ting i vores liv, vi er taknemmelige for. Eller ved at kigge i ‘Nødhjælpskassen’ – som er en æske de kan have med yndlings-alt-muligt; fx billeder, tyggegummi, bamser, postkort osv.

Men rigtigt mange gange vil jeg påstå, at vulkanudbruddene intet har med os at gøre, men skyldes barnets indre liv. Fx en dyb frustration over kløften mellem ønsker og så formåen. – Barnet vil så meget, men kan på mange måder så lidt. (Her er det vigtigt, at vi ikke øger frustrationen ved at bruge ‘nej’ alt for flittigt.)

Og de voldsomme udbrud kan også skyldes, at barnet simpelthen er fyldt til bristepunktet. Prøv at forstå hvad jeg mener: Jo ældre Hannah bliver, kan jeg se, hvor rigt et indre liv, hun har. Gennem tegninger, digte, snak – masser af snak – opdager vi, hvor helt utroligt mange tanker hun gør sig om stort og småt. Og det er klart, at det giver en form for overload, hvis ikke alle de myldrende tanker, følelser, fantasier, idéer osv. kommer til udfoldelse og får et udtryk. Og den udfoldelse bliver der skabt mere og mere rum for, jo ældre hun bliver og selv kan styre mere af sin tid og sine aktiviteter. – Og det gør hende så tilfreds og harmonisk, at jeg kun kan sige, at dig der har små børn, der flyder over af overloadet energi på en hidsig måde – stol på, at det nok skal blive bedre.

At ikke alle børn har det sådan, betyder ikke at de er mindre intelligente! Fx tager Rebekka livet fuldstændig som det kommer, og fortvivles ikke over det, der er svært. Hvis noget er svært, sagde hun fra hun var lille “Jeg øver mig bare.” – Og på den måde sker der ikke det samme overload, som hvis man vender og drejer hver en sten på livets vej, som Hannah gør.

Uhh, indlægget blev langt. Håber du stadig er med. – Og at du fik noget ud af ‘Temperaments-indlæggene’. Det var i hvert fald mine ord (indtil videre) om det emne.

Men selvom dit barn ikke vil være alene, så er det meget sandsynligt, at det ikke vil have nogen kropskontakt. Det er virkelig vigtigt, at du respekterer det. At du ikke overskrider barnets grænse og fx insisterer på at holde om eller ae beroligende. Du kender det måske selv – hvis du har slået dig, kan du slet ikke rumme hverken at tale med nogen eller at blive rørt ved. Din følelse eller smerte fylder alt, og der er ikke plads til mere.

Omvendt er det ofte vÆrd at give det en chance. Hvis du føler en ro indeni, er der stor sandsynlighed for, at den vil forplante sig over i barnet, hvis du tager det i dine arme. Lad blot vÆre med at blive skuffet eller fornÆrmet, hvis barnet ikke tager imod din gestus. Det magter ikke berøringen lige nu, og det skal ikke kommenteres.

Ja, der skal bruges meget sensitivitet for at mÆrke, hvad de kÆre børn egentlig har brug for. (Du kan få inspiration til at styrke din sensitivitet her i en artikel, jeg på et tidspunkt havde med i Vi ForÆldre.

Dog kan du vÆre nÆsten sikker på en ting:  For de allerfleste børn gælder det, at du ikke skal kigge direkte på dem, mens de er helt i deres følelsers vold. Det er som om, at blikket forstærker den negative følelse, fordi der kommer ydmygelse oveni. Så lad vÆre med at se direkte på barnet, når bølgerne går højest.

I morgen kommer der et tip, der kan forebygge de hysteriske anfald. Og jeg skriver ord, der kan virke beroligende på din eventuelle bekymring for dit barns temperament.

P.S.: Jeg har anmeldt en lille bog for børn om seksualitet på Børn i Byen. LÆs anmeldelsen her.

Jeg har været væk nogle dage. Men nu begynder rækken af indlæg med tips til, hvordan vi bedst kan hjælpe vores børn, når de er ude af sig selv. Altså når arrigskab, hysteri eller ked-af-det-hed fylder hele billedet. Men børn er jo forskellige, så det er deres behov selvfølgelig også. Derfor skriver jeg flere indlæg om emnet.

Nogle har virkeligt brug for at have en voksen tæt på sig, når temperamentet løber af med dem.. Og får det bestemt ikke bedre af fx en time-out, hvor de på egen hånd skal falde til ro. Fx var det ulideligt for Hannah, dengang vi troede, det var bedst, hun kom ind på sit værelse, når hun teede sig vildt og voldsomt. Vi tænkte, at hvis hun overskred nogle grænser skulle hun lære, at det ikke var i orden ved at blive isoleret fra fællesskabet.

Men vi mennesker lærer af hinanden, så vores børn får først og fremmest rigtigt meget ud af at se, hvordan vi er, når vi er i et fællesskab. Husk på det – så der er virkeligt håb forude. Og vi lærer også bedst, når vi har det godt. Så vi skal helst lære vores børn noget, når de er i balance og har overskud. Her kan I tale om, at det er i orden at blive rigtig vred, men man skal øve sig på, at det ikke går udover andre. – Og tilføj endelig at det er rigtigt svært, og at du selv øver dig på det. Men prøv sammen at finde på idéer til, hvordan barnet kan få den voldsomme energi ud, uden det går for hårdt udover omgivelserne.

Hannah er fx glad for at slå i en pude. Nogle forældre har lagt en stak papirer et sted, som barnet gerne må rive i. Eller nogle kviste, de må knække i stykker. Andre ved børn, at de får det bedre, hvis de bliver mindet om at gå udenfor og løbe nogle omgange – eller lave 10 sprællemænd osv. Spørg gerne til barnets egne idéer, men hvis dit barn er i før-skole-alderen er det højest sandsynligt bedst, hvis du blot fortæller, hvilken mulighed der er.

To be continued…

Jeg skulle lave to ting til aftensmad, jeg ikke havde prøvet før, og som jeg syntes var meget svære. Og jeg er ikke god til at multitaske (det er der forresten heller ingen af os, der har godt af), så jeg blev allerede forvirret, da en taxa dukkede op, og jeg skulle bære kasser ind med en masse papirer til Mikkel. (Fortæller til sidst i indlægget her, hvad det var for nogle papirer.)

Nå – bære ind og bære ind, og så tilbage til panderne og de der raw food-frikadeller, jeg havde gang i. Så stak Manna af ved at kravle under hegnet, og i det samme tabte jeg låget fra stegepanden, så jeg brændte hånden og damp og dråber stod omkring på komfuret. Hannah gik ud for at finde Manna og kom tilbage et øjeblik efter og sagde, at vores nuttede hund (!) havde splittet naboens skraldespand ad, hvor der (ja, hvorfor ikke) lå en gammel fisk, så det hele stank, og Hannah kunne næsten ikke holde det ud. Jeg kunne ikke overskue madlavningen, en brændt hånd, et stoppet afløb i køkkenvasken, som var fyldt med giftigt afløbsrens – og så også at samle naboens gamle fiskerester op. Så Hannah ofrede sig og gik afsted med plastikposer på hænderne. I det samme kom Manna ind, stinkende af rådden fisk, og satte sig og tissede på gulvet!!

SÅ var det, jeg stampede hårdt med det ene ben. Man så mig trampe hårdt som i virkeligt hårdt med det ene ben og sige rigtigt mærkelige lyde, og Rebekka skyndte sig afvæbnende at råbe, at hun nok skulle nok tørre tisset op. For jeg lignede vist en, der havde brug for assistance.

Ak ja. Sådan er en halv times indhold i vores liv indimellem. Og vi er da uden tvivl i vores gode ret til at stampe og trampe. Men jeg vil alligevel påstå, at det er en god idé at øve sig på at lade være. En god idé ikke at overgive sig til irritationen og vreden. For hvis du lægger mærke til en ting, så gør overgivelsen det langt lettere at blive hurtigere vred næste gang.

Og jeg tror ikke på, at vi mennesker er skabt til vrede. Vi er skabt til at udfolde vores højeste, som er kærlighed, og den mærker man ikke meget til i stampende, spruttende raseri. Vreden er en ukontrolleret reaktion på noget, vi ikke magter, og fred være med den. For den er fuldt forståelig. Men hvis den ofte kommer i de samme situationer, kan vi i rolige stunder beslutte os for, hvad vi vil øve os på at føle i stedet. Eller vi kan tage vreden i opløbet ved at trække vejret i bund eller sætte os et øjeblik, så der kommer ro i vores system.

Men når vi overmandes af noget, der slår os ud af kurs, som begivenhederne for mig i går imellem 18 og 18.30, så skal vi bære over med os selv, og bruge den medicin, der hjælper os til at komme igen. Så vores omgivelser ikke skal belastes alt for meget af vores negativitet. Jeg bruger de 4 ord Jeg elsker dig. Tak, som altid har en forunderlig positiv effekt. (Den kan du læse mere om her, hvis du har lyst.)

P.S.: De papirer der kom med en taxa til Mikkel, kan du downloade her, hvis du er interesseret i, hvordan det er muligt at skabe et bæredygtigt og retfærdigt økonomisk system. Min mand er filosof og økonom og stod i dag i spidsen for en konference om bæredygtig økonomi, og derfor kom der kasser med mange mange debatoplæg fra trykkeren med en taxa – midt i min madlavning.

Det er ikke fedt, det er det altså bare ikke. Ikke for os, og slet ikke for vores børn. Og det bliver ikke lettere for dem, når vi ser på dem med bebrejdende, sårede eller forvirrede øjne. Rebekka har ikke noget voldsomt temperament, men det har Hannah, og hun er blevet kigget på med de øjne mange gange. Mine øjne der var bebrejdende, fordi jeg syntes, hun gik så meget over stregen. Sårede, for hvordan kunne hun dog finde på at opføre sig sådan. Og forvirrede fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op.

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at ikke havde nogen grund til bekymring. Nogle børns følelser er utroligt stærke. Og de har endnu ikke et udviklet intellekt, der til en vis grad kan kontrollere følelserne, som vi voksne har. Men tænk på hvor mange gange i løbet af en dag, at du har en følelse af fx irritation, skuffelse, sårethed eller bekymring. Det er ret ofte, ik’?

Gang denne følelse med 100 og du vil forstå, hvordan det opleves, når de følelser skyller igennem barnet. Der er så meget tryk på, fordi følelserne opleves uden filter, og i og med barnets vigtigste udtryksmiddel er kroppen, bliver den vild, vild, vild af følelserne voldsomme påvirkning.

Den viden kan berolige en. Hvordan man så kan hjælpe, er vidt forskelligt fra barn til barn. Hmm. For at indlægget her ikke bliver for langt, vil jeg de kommende dage skrive lidt om forskellige ting, man som forældre kan gøre og lade være med at gøre, når man vil hjælpe sit barn med at få ro på og finde sig selv igen.

Men her kan du læse et indlæg, jeg engang har skrevet om den berømte time-out, som mange børneeksperter anbefaler. (En time-out indebærer, at barnet kommer væk fra de andre, indtil det har fundet ro igen. Fx siger man, ‘du skal have en time-out’, og så gelejder man barnet ind fx på sit værelse.)

Rigtig god weekend.

Hvis du har fred og ro til lidt læsetid, så har jeg lagt 3 links til forskellige artikler, jeg har fået udgivet. De ligger allesammen her.

• Den ene er om mine erfaringer med positiv pædagogik og er trykt i et pædagogisk fagtidsskrift.
• Så ligger der en, som er bragt i Vi Forældre med tips til at styrke sin sensitivitet, så du lettere kan mærke dit barns behov.
• Den sidste er en kronik om vores skolesystem, som Information har bragt.

Rigtig god onsdag. Og tak fordi du læser med her på holdaf.dk