Jeg sad ved siden af Rebekka, kløede hende på ryggen og skulle til at synge Twinkle twinkle little star. Hannah kom ind for hente sit nattøj. Men da hun ville tage det på derinde, bad jeg hende gå ud, så Rebekka kunne få ro til at falde i søvn. Men så var der lige mobiltelefonen, der skulle findes, og en oplader, og var det ikke ok, at hun lige tog sit nattøj på, så hun kunne lægge sit tøj på plads osv.

Rebekka nåede at blive ked af det, “Jeg var lige blevet helt afslappet, og nu gjorde Hannah mig helt sur“, beklagede hun. Jeg kunne også mærke irritationen brede sig. Men jeg valgte ikke at give efter for den, som jeg ellers nemt kan komme til. For den gavner ikke rigtig nogen, den der irritation. Så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne slippe følelsen af irritation imod Hannah. Og en god idé dukkede op…

Mens jeg sad og sang for Rebekka, så jeg Hannah-mus for mig dengang hun var baby og var en lille, blød guldklump. Og imens forsvandt irritationen fuldstændig, og jeg kunne kun mærke, hvor højt jeg elsker hende. Det er da ret smart, ik’.

Var hun ikke også bare helt vildt nuttet… (Undskyld den dårlige kvalitet, men ejede ikke et digitalfoto dengang, så jeg har taget et billede af billedet.)

Og så må jeg bare lige dele en helt anden ting med jer. – Pigerne var væk i weekenden, så Mikkel og jeg var på kærestetur i solskinnet. Det var vores cykler også, kan I nok se.

Hvis du har mulighed for at komme forbi Krogerupvej i Humlebæk i disse dage, så gør det, og und dig selv synet af hundredevis af gamle japanske kirsebærtræer, der står i fuldt flor. Uhh, hvor er de fine – se her de sidste på den ca. 500 m. lange strækning:

Og se her noget af det, I kan opleve derude på Amager på Remisen.

Nå, men da jeg forleden hentede Chanel sammen med Manna for at gå tur, blev de to hunde helt vilde af glæde og legesyge. Damen og jeg havde mange ting at snakke om, og imens prøvede jeg at håndtere de to hunde og deres lange snore. Det var rent kaos, og da vi havde talt sammen i 10 min., var snorene viklede om så mange hunde- og menneskeben, at det var rent kluddermor.

Sådan er det nogen gange også, når man er sammen med børn. Hvis der er nogle stykker ad gangen, kan meget meget hurtigt blive det rene kluddermor, og løsningen er ikke at vikle tråde ud, ligesom løsningen ift. hundene heller ikke var at vikle hundesnore ud. For jeg opdagede hurtigt, at det var skruen uden ende.

Det viste sig, at den bedste løsning ud af kludderiet, var at vise vejen ud af det. “Så venner – nu går vi den vej.” Først da jeg gik afsted med hundene, og de kunne få andet at tænke på end at møve rundt og vikle sig ind i hinanden, blev snorene lige, og hundene helt tilfredse.

I forhold til vores børn er der selvfølgelig nogle ting, vi er nødt til at tage hånd om og bruge tid på at løse, når der er knuder og fnidder. Men for det meste er det bedst at tage kaptajnkasketten på og vise en vej ud af konflikterne ved simpelthen at fokusere på noget andet. At aflede er ikke at stikke hovedet i busken som en struds, men at erkende, at knuder ofte bare bliver strammere, når vi begynder at hive for meget i snorene.

Hvis der så er brug for det, kan man se på konflikterne senere, når der er kommet ro på, og det hele er kommet lidt på afstand.

Hvis ikke man finder et slags fælles tredje, som alle kan være fokuseret omkring i fælles samtale, kommer måltideT nemt til at handle om, hvad og hvor meget barnet putter i munden, men vi må lægge kontrollørkasketten fra os, for den gavner ikke noget.

Så her kommer inspiration til, hvordan I kan mødes i øjenhøjde og tale om ting, som barnet helt sikkert også kan være med til. Så der bliver skabt en rar stemning, som er noget af det vigtigste for børns appetit.

SAMTALETIPS

• “1 dum ting og 1 god ting ved dagen”. Hos tager vi en runde ved bordet, hvor man skal sige den gode ting, men man behøver ikke sige en dum ting, hvis man ikke har lyst til det. Og så må den, der fortæller ikke afbrydes. Ikke nogen gode råd undervejs – bare lyt, og så er der måske grund til at tale videre om nogle ting, der bliver ‘afsløret’, men tag det snakkeri senere.
• “Dagens yndlings-sanseoplevelse.” En runde hvor alle ved bordet skiftes til at fortælle deres bedste lugt, smag, lyd, syn og føle-oplevelse den dag. Man kan evt. nøjes med én sans om dagen. Det lyder måske rimeligt hippie-agtigt, men det er sådan nogle sjove ting, man kommer til at tænke på, og tror I ikke jeg blev glad, da Mikkel for nyligt sagde, at hans bedste føleoplevelse, var da vi havde kysset hinanden om morgenen.
  
• “Drømmeland“. Spørg dit barn, hvad det laver i drømmeland. – Eller hvordan det kommer derind – altså hvad der sker, når søvnen går i gang. Ved et tilfælde opdagede vi, at Hannah og Rebekka oplever de vildeste og virkelig interessante ting på vej ind i drømmenes verden.
  
• “3 ting man er taknemmelig for.” En runde hvor man vælger 3 ting fra dagen eller fra sit liv generelt, man er taknemmelig for. – Man behøver ikke bruge ordet taknemmelig, det kan også italesættes som 3 ting, der var skønne, seje, sjove osv.
  
• “Yndlingsdit- og dat.” En runde, hvor man fx nævner sit yndslingsslik, sin yndlingsfilm, sit yndlingssted osv.

Og så et sidste måltidstip. Vi siger tit en slags bordbøn, vi lærte af en gammel mand for en del år siden, og vi elsker den alle sammen. For den giver ro, samling og nærvær. Så vi sammen kan nyde måltidet.

Vi tager hinanden i hænderne, ser rundt i hinandens øjne, mens vi siger:

Tak for maden, tak for livet, tak for alt hvad du har givet. 1-2-3 – på en god dag.

Tip 3 i går handlede om at være konsekvent. Og ikke sige, at der altså kun er den mad, der står på bordet – og når barnet så ikke har spist noget særligt – så bliver der kort tid efter serveret noget andet.

Det kom Mikkel og jeg ofte til at gøre, da Hannah var lille og Rebekka var baby. Indtil vi begge blev så trætte af at stå i køkkenet og tilberede mad – særligt når kl. nærmede sig 20., hvor de fleste forældre er mere end klar til stille voksentid.

En dag sagde vi til Hannah under aftensmaden, at der kun var den mad, der stod på bordet. Men denne gang mente vi det. Hun havde dog ikke lyst til at spise noget særligt af den der mad. Og da hun skulle til at i seng, og som sædvanligt sagde at hun var sulten, sagde vi, at hun kun kunne få det, vi havde fået til aftensmad. Maden var imidlertid blevet kold, og nu havde hun bestemt ikke lyst til at spise den.

Men på trods af skrig og skrål holdt vi fast – og det var ikke let – mens vi sagde, at vi godt kunne forstå, at det var irriterende, men det var altså sådan det var.

Hannah nægtede at spise, og faldt grædende i søvn, for hun var vitterligt sulten.

Men kære læser – lige siden har Hannah altid spist aftensmad, når den stod på bordet. – Og derfor har vi siden haft det fint med, at hun senere har taget en skive rugbrød, en gulerod osv., for det har ikke været noget, der erstattede aftensmaden, men blot suppleret den hvis hun senere er blevet sulten.

Jeg ved, det lyder på grænsen til det overgrebsagtige, men hvis vi forældre har skabt nogle dårlige vaner, så kræver det indimellem en kold tyrker at ændre dem, og det er smertefuldt.

Hannah sagde forleden, at hun var så glad for, at vi havde været så skrappe med det der mad, for hun syntes virkelig, det var rart, at hun ikke var kræsen, men synes om at spise det meste. Og hun mente, at det ikke var blevet sådan, hvis ikke vi for mange år siden havde insisteret på, at der kun var den mad, der blev serveret.

I går skrev jeg også, at jeg det er vigtigt, at vi ikke er for kontrollerende omkring hvad, vores børn spiser under måltidet. Og jeg lovede idéer til, hvad man i stedet kunne fokusere på under måltiderne. Men men – indlægget er ved at blive for langt. Er du mon overhovedet stadig med? – Så flere ord om måltider i morgen. Om hvordan stemningen rundt om bliver bordet kan blive glad og lystig, for så har alle meget mere lyst til at spise.

Indtil da kan du tjekke Ninas blog spismitbarn.dk ud. Der er meget god inspiration om børn og mad.

Den stemme gør, at det tit i dag er ret overdrevet, hvordan vi retter øjnene på barnet, der spiser. For madindtaget handler ikke om overlevelse – det nærmeste supermarked ligger jo i sutskoafstand.

Så lad være med at give spisesituationen for meget opmærksomhed. For overvågning og kontrol skaber trods og modstand. Træk vejret i bund og husk, at dit barn nok skal klare sig. Det er mit bedste råd til folk, der har problemer med at deres børn ikke spiser nok, spiser for meget, er kræsne osv. – Siger hønemoren, der ikke har tænkt på meget andet end Rebekka og Hannas maver, siden de blev født! Men jeg har netop lagt mærke til, hvad der virker, hvornår.

Udover at vi skal undgå et overdrevent fokus på vores børn, når de spiser, har jeg 3 andre tip, der kan gøre måltiderne til berigende stunder i stedet for stunder med frustrationer:

Tip 1: Udvis begejstring. Følelser smitter – dvs. at det er vigtigt, at vi selv er begejstrede omkring det, vi putter i munden. Selvom du ikke kan se en effekt nu og her, så vær vis på, at din holdning til maden har en enorm betydning for børnenes oplevelse af den.

Og så kommer her en information, ikke så mange kender til:

Tip 2: Nye smage skal have været i munden 11 gange, før vi kan lide den. Det er et biologisk faktum, at vi skal tilvænnes til nye smage, før vi oplever, at de er helt ok. Se, det er en vigtig information. Fordi hermed har man som forælder et langt mere afslappet forhold til, at børnene som oftest ikke bare guffer alt muligt i sig fra første færd. Og en afslappet holdning fører altid så meget godt med sig.

Hvorfor er de fleste børns livretter mon spaghetti, pizza, boller i karry og frikadeller? Bl.a. fordi det er de retter, de fleste forældre serverer igen og igen. Det hjælper oplevelsen af en god smag godt på vej. En god smag er altså lig en velkendt smag.

Denne information var virkeligt som et opmuntrende tilråb til stemningen omkring vores spisebord. Pludselig gav det god mening at sige, at al mad lige skal smages på, men at det er helt fint, hvis der ikke bliver spist op. Bliver det sagt glad og ubesværet, så vil barnet efterhånden vænne sig til så mange smage, at det lystigt spiser det meste nye. Også helt nye retter, fordi det ikke forbinder ny mad med negative følelser og forældre. Og det giver mod på og overskud til at prøve nyt.

Tip 3: Vær konsekvent. “Der er ikke andet mad end det, der står på bordet.” 10 min. senere: “Okay, så tag en portion havregryn!” Lad være med at sige til barnet, at der ikke er andet mad, hvis det alligevel får havregryn, det skal sove. Hvis det betyder noget i jeres familie, at der spises omkring bordet og ikke på alle mulige andre tidspunkter, så hold fast i det. Betyder det til gengæld ikke så meget, så servér gerne havregryn senere, men undlad at sige ét og så gøre noget andet, da det ikke gør os særligt troværdige.

I morgen fortæller jeg om en ret grænseskridende ting, vi gjorde herhjemme i forhold til børnene og maden. Og så får du idéer til, hvad I kan bruge energi på under måltidet, når ikke det skal handle om, hvor meget børnene putter i munden.

INDKØBENE

Her er mine 5 bedste tips til at undgå, at turene i Netto eller i Frederiksberg Centret sammen med vores børn udmatter nogen os:

1) Al forskning viser, at mennesker ikke bliver lykkelige af at eje flere ting. Derfor kan forældre med ro i sindet sige nej til at købe mange af de tusindvis af ting, som ungerne plager om. Det er vigtigt at være tydelig i sin udmelding til børn, for det gør dem trygge, og det er man ikke, hvis man synes, det er lidt synd for barnet, at det ikke skal have, hvad det beder om. Men det er ikke synd, at man ikke giver efter, hver gang barnet plager.

2) MEN – det betyder ikke, at man ikke skal komme barnet i møde, for vores børn skal ikke føle, de er forkerte, fordi de plager på livet løs. – Vi lever i en verden, hvor vi bombarderes med tilbud, fristelser og fokus på forbrug, så det er naturligt, at børnene ønsker at være en del af forbrugsfesten. Men det er vi forældres ansvar at hjælpe barnet med at forstå, at lykken ikke ligger i de næste par sko, den næste dukke, det næste spil osv. Så når de fx når til slikhylderne og jublende beder om de ikke godt må få alt muligt, kan du fx sige ”Jo, det skal vi helt sikkert have noget af på fredag til fredagsslikket.” Eller hvis de i BR tigger om en bestemt bamse, kan du sige “Nej, den vil jeg ikke købe, men jeg vil give dig et kram, hvis du har lyst.” På den måde kommer du barnets følelse i møde, samtidig med at du tager ansvar for at beslutte, hvornår der skal købes hvad.

3) Og indimellem skal vi selvfølgelig dele barnets umiddelbare begejstring, og lige nu nyde det, der frister, så livet ikke bliver et stort nej.

4) Børn ikke er engle. Det ved vi sådan set godt. Så skal vi ikke lade være med at forvente, de skal opføre sig engleagtigt. De er mennesker. Små mennesker med meget store følelser. Hvor vi er blevet så socialiserede, at de fleste følelser blot mærkes som et lille vindpust eller en krusning på vandet, mærker vores børn dem som orkaner eller flodbølger.

Så når du står i den der kø i Føtex, så husk på, at dit barn er et lille menneske med kæmpe følelser. Får det ikke sin vilje, opleves frustrationen ENORM, og der bliver skreget og hylet. Forvent ikke andet. Hvis vi husker på det, kan vi lettere holde fast i vores gennemtækte, fornuftige beslutninger – fx at de ikke skal have syntetiske farvestoffer og mærkelige sødemidler lige nu – og med ro i sindet lade være med at give efter for barnets begær.

Det er ikke pinligt. Det er værd at tage hatten af for. Og jo mere vi øver os på at holde fast i det, vi inderst inde mener er rigtigt, jo mindre pinligt berørte bliver vi. – Og jo nemmere bliver det ikke at bebrejde barnet, at det har en tsunami i sit indre. Og så vil vi faktisk opleve, at den på magisk vis kan forvandle sig til stille vand ret hurtigt, når vi bevarer vores indre ro.

5) Husk at du ikke kan indgå faste aftaler med barnet, før det når et stykke ind i skolealderen. Kender du situationen, hvor dit barn spørger, om I skal gå i BR, og du svarer: ”Okay. Så lad gå da. Så går vi ind i BR, men så plager du heller ikke, vel?” ”Nej nej” svarer barnet distræt med fokus kun rettet mod det farvestrålende paradis.

1 min. efter: ”Må jeg ikke få den. Og se den, mor. Den vil jeg have. Jeg vil have den NUUU”. ”Du lovede ikke at plage. Vi havde en aftale. Du kan lige tro nej, kan du.” Vi kan undgå situationen ved simpelthen ikke at lave nogen aftale med barnet. For impulskontrol – altså evnen til ikke at give efter for det man har lyst til lige her og nu, så man fx ikke plager – er funktioner i hjernens pandelapper. Den del af hjernen er den sidste del, som færdigudvikles – faktisk viser den tegn på udvikling helt op i 20′erne. Først fra 7-årsalderen kan de begynde at tage en bevidst beslutning om ikke at reagere på impulser og pludselige indfald.

Sig blot et venligt nej om at købe løs, og efterhånden vil barnet vænne sig til at glæde sig over øjets og fingrenes fryd, mens de er i BR. Og du får et indtryk af, hvad barnet er interesseret i, så du har gaveidéer til passende lejligheder.

P.S. Det næste indlæg vil handle om Aftensmaden. Af forskellige grunde er det også en situation, der nemt bliver problemfyldt, men det kan undgåes, kan det.

“Du skal finde dit tøj frem nu. For så kommer du ikke til at fryse, når du har været i bad. For du skal i bad her til morgen, som vi talte om i går. Så jeg går ud nu og gør et bad klar. Og så spiser vi bagefter.“

“Far. Hvad var det egentlig jeg sku’ gøre?“

Er det ikke fedt? Når børnene lærer os voksne at blive bedre til at være sammen med dem. Til at blive bedre til at gøre livet mere enkelt. Det er umuligt for små børnekroppe at rumme vores mange ord.

Less is more! Når vi fabler løs, står vores børn lynhurtigt af, for deres hjerner kan slet ikke rumme vores mange ord, så vi må dosere ordene med omhu, da de ellers går tabt. Men hvad skal vi dog gøre, når der er så mange ting, de kære unger skal huske?

Vi skal bruge en morgenseddel, skal vi! Herhjemme har vi sluppet for de trælse påmindelser til pigerne om morgenen ved at bruge det, jeg kalder en morgenseddel, der for mig at se har en så fantastisk effekt, at jeg ikke vil tøve med kalde det et trylletip.

Børn stortrives med rutiner, fordi de skaber overskuelighed, og dermed tryghed, overblik og dermed mulighed for at tage medansvar. Og forældre trives med ikke at skulle sige de samme ting så mange gange, at man til sidst er ved at koge over.

En morgenseddel handler om at gøre følgende:
Tegn og skriv barnets forskellige morgengøremål – lad evt. barnet gøre det hele eller noget af det – i en række med en lille boks ud for hvert punkt. Da Hannah og Rebekka var yngre stod der fx:

Til min sidste workshop fortalte en far, at deres morgener var umulige. Han endte for det meste med at komme for sent på arbejde, for det var umuligt at få hans 3-årige datter til at stå op, selvom der både blev lokket med croissanter fra 7 Eleven og truet med hvor dumt det hele ville blive, hvis ikke hun kom ud af fjerene.

Et par tips vil formentlig kunne hjælpe:

1: Gør det attraktivt at stå op. At blive mødt af en sur og stresset far er ikke det mest tillokkende, og det virker på ingen måde motiverende at far fortæller, at han kommer for sent på arbejde, hvis ikke det hele går lidt mere tjept. Barnets empati er slet ikke så udviklet, at hun kan relatere til noget så fjernt som en chef, der bliver sur, så lad enhver motivationsfaktor være relateret til barnets egen verden.

Faren gav mig ret i at det ville hjælpe, at gøre det at stå op mere attraktivt. For han huskede den morgen, hvor datteren fløj ud af fjerene, da de havde aftalt, at hun måtte få neglelak på. Ofte er der nok ikke tid til den store manicure, så det kan handle om noget så enkelt, at man gør det til et ritual i forbindelse med putningen at finde én ting, der bliver dejlig den næste dag. Og som det derfor vil være rart at stå op til. Fx at der er lovet solskin, at vi skal have din livret til aftensmad, at der kommer Byggemand Bob i fjernsynet, at vi skal besøge mormor og morfar osv.

2: Undervejs i samtalen kom faren til at tænke på en ting, der også ville hjælpe. Nemlig at vække sin datter et stykke tid inden, hun reelt skal op. Så der ikke er stress på fra begyndelsen af, men så hun får lov til at ligge og gasse den lidt.

Men så er der selve morgenen udenfor sengen – som bestemt ikke er specielt attraktiv for de fleste børn, fordi det, de har lyst til, ligger så langt fra det, deres forældre fokuserer på – som tandbørstning, overtøj, tisse af osv. Og det er ikke rart at give sig i kast med noget, man ikke rigtigt kan overskue, og som man gerne bliver skældt ud for undervejs. Men dét findes der en løsning på. En løsning som jeg elsker. Og som jeg kan se, først skal afsløres i morgen, for ellers bliver indlægget her alt for langt…

To brødre på 2 og 4 år. Lad os kalde lillebror Aksel og storebror Carl. Ofte hiver Aksel i Carls hår. Ikke bare et lille venskabeligt ryk, eller et ret hårdt ryk. Nej, lillebror Aksel hiver hele hårtotter ud af Carls hår, så han græder højt.

Forældrene har prøvet at råbe af Aksel, de har givet ham et dask over fingrene, når han gør det, og for tiden hiver de ham ned på gulvet i hans hår, så han kan mærke, hvor ondt sådan noget gør. Og de er dybt frustrerede, dybt frustrerede, for de ved, at intet af det er løsningen.

Men som forælder bliver man fuldstændig desperat, når ens barn påføres smerte – i dette tilfælde storebroren Carl – og man kan faktisk blive endnu mere desperat, hvis det er ens andet barn, der er årsag til smerten. Fordi man så samtidig skal se i øjnene, at man har et barn, der opfører sig totalt umuligt. Den kombi får en til at se rødt i stedet for klart.

Hvor hårdt det er, husker jeg godt fra dengang, pigerne var små, og Hannah slog Rebekka.

Min hjælp til forældrene var 3 råd:

1. Når det sker, så lad Aksel være. Giv al jeres opmærksomhed til Carl og trøst ham. Aksel skal bestemt lære at ændre adfærd, men vi er ikke gode læremestre, når vi ser rødt. Fokuser derfor på at trøste Carl, hvormed Aksel også vil opdage, at han ikke får opmærksomhed gennem en voldelig adfærd. Men så snart Aksel gør det mindste, der er rart i forhold til Carl, så PØS på med ros og anerkendelse. Det skal virkelig kunne betale sig at opføre sig socialt og hensynsfuldt. Og vi viser dermed vejen i forhold til, hvad der er i orden, i stedet for at fokusere på hvad der er ikke er i orden. – Som underbevidstheden ikke husker noget af.

   
   

2. Husk, selvom det måske synes umuligt, at der er en god grund til alting. Den grund skal findes, fordi det hjælper ikke at sætte hårdt mod hårdt, når det hele brænder på – og håret flyver omkring Carls hoved. Selvom man måske synes, at Aksel er nødt til lære på den hårde måde, at han bare ikke må skade sin storebror, så hjælper den strategi ikke, for det sker igen og igen.
   Hvis vi som forælder skal finde den gode grund, kan vi i rolige øjeblikke med overskud tale med vores barn om, hvordan vi mon bedst kan hjælpe, når barnet bliver så frustreret/vred/ked af det osv. (Lad være med at spørge, hvorfor barnet gør det, for det er så komplekst, at det ikke er til at svare på for et barn). Aksel har imidlertid ikke noget sprog endnu, så det er ikke nogen mulighed at spørge, hvordan vi bedst kan hjælpe.
   Derfor må al empati opbygges for at finde en løsning, og få hjælp til det af dit hjerte! Virkelig. Vær opmærksom på dit hjerte i forbindelse med, at du tænker på problemstillingen, for det øger din indfølingsevne så meget.

   
   

3. Til workshoppen brugte jeg al min empati og intution på at fornemme, hvordan problemstillingen bedst kunne løses. Og det stod klart for mig, at det skyldtes den store frustration, der var forbundet med at være lillebror til en storebror, der i Aksels øjne kan alt, er så sej – og rigtigt ofte ikke gider at have noget med Aksel at gøre. Drengenes mor fik tårer i øjnene, da jeg sagde, at det formentlig var årsagen, for pludselig kunne hun se, hvor svært det var at være lillebror.
   Løsningen på det er derfor: I et roligt øjeblik, hvor du er fyldt med velvilje og kærlighed til Aksel, så sig ord a’la disse. ”Du er så glad for din storebror. Og jeg kan virkelig godt forstå, at det er irriterende, at han tit ikke gider at lege. Og så bliver du så vred og ked af det indeni. Aksel, kom hen til mig, når du får det sådan. For jeg elsker dig, og vil altid kramme dig. Husk det kære dreng.” På den måde står han ikke alene med sin frustration, og den vil ikke længere få så voldsomt et udtryk. Og samtidig viser du en anden vej, han kan gå, når han er ved at sprænges.

– Jeg håber, ordene kan hjælpe dig, der også oplever store konflikter imellem dine børn. Skriv endelig, hvis du har gode erfaringer, som kan inspirere andre.

I morgen vil det handle om stressede morgener, og børn der ikke vil stå op. Og jeg skriver om det trick, der har forvandlet de fleste morgener herhjemme fra kaos og konflikter til stunder med ro og hygge!