Rebekka og jeg var til fastelavn i søndags. Flere forældre gik med deres 3-5-årige børn hen til tønden, og holdt deres arm, mens de slog. Det gøres vel i den bedste mening, men det giver bare ikke barnet en oplevelse af at kunne en hel masse selv.
En mor sagde til sin datter “Så skal du bare slå alt, hvad du kan.” Der lød blot et lille bump, når køllen ramte tønden, for der gemte sig vist ikke de største muskler under prinsessekjolen og flyverdragen. “Var det virkelig alt, hvad du kunne?” spurgte moren retorisk. Og det spørgsmål, der kan skære en i hjertet, gentog sig, hver gang pigen havde slået.
Der er ingen grund til at lyve og sige “Hold da op, hvor er du bare vildt stærk“, men altså heller ingen grund til at nedgøre barnet. Derfor må det være bedre slet ikke at sige noget – vi behøver ikke kommentere alting altid – eller i stedet sætte ikke-dømmende ord på iagttagelsen. Fx “Bum sagde det.“
Vi føler bare så meget for og forventer en masse af vores børn. Derfor er det slet ikke let at gøre det, der gavner dem mest. Men vi må øve os på at droppe stikpiller og skuffede forventninger. For det får virkelig ikke det bedste frem i de kære unger.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Meget fin læsning. Min 4-årige søn påpegede et andet dilemma; nemlig at man ikke må slå. Heller ikke på dyr. Så han ville ikke ramme katten, der sad på tønden, og jeg kunne se på ham, at han kæmpede mod det, han har lært, så han slog ikke til, men mere prøvende. Han brød sig ikke om det og ville ikke slå igen, og så kiggede vi bare på.
Vi forældre er altså også svære at blive kloge på!
Man får at vide, at man aldrig må slå, og lige pludselig får man ros for at gokke til …?
Gitte K