ET LILLE SKIB PÅ ET STORT HAV. (Og balloner en grå novembermorgen)

Lad os forestille os, at vores barn er en lille båd. “Ej, hvorfor nu det?” Jo, prøv nu bare. Barnet er en lille båd, der sejler på livets store farvand. Moren og faren udgør de fleste dråber i det store blå. Skibet har meget svært ved at navigere og overhovedet komme fremad, hvis havet er i oprør med mærkelige bølger, hvor nogle bølger skubber fremad og andre bølger trækker tilbage.

Gør dette billede det ikke forståeligt, at det er svært for børn at samarbejde, hvis mor og far skubber fremad og trækker tilbage på samme tid? Mange forældre er to meget forskellige mennesker med vidt forskellige måder at gribe (al)ting an på.

Når Mikkel og jeg fx skal ud af døren, er han arketypisk maskulin! Han går først og fremmest efter en ting – døren – for det er den, der er nøglen til, at man når sit mål rettidigt. Dvs. at fokus er rettet lige fremad. (Som jægeren der gik direkte efter sit bytte.) Jeg er tilgængelig arketypisk feminin. Jovist, døren findes skam et eller andet sted i min bevidsthed. Men det er også vigtigt at hygge sig imens, at have noget godt med til turen, at finde børnenes mest velegnet trøje til vejret udenfor, og nå ja, døren. Det var vist egentlig den, vi skulle ud af! (Som samleren der med spredt fægtning fik sørget for at finde det, der skulle bruges til husholdningen.)

Spørg lige, om Mikkel og jeg gennem årene har udsendt så modsatrettede signaler, at vores piger har været mere end smaskforvirret og af den grund er blevet hundset med og skyndet på i den grad. Fordi hvad var det lige, de skulle samarbejde med? En dag for længe siden talte vi sammen – skændtes nok nærmere – omkring den andens måde at komme ud af døren på, som givetvis var helt håbløs! Pludselig gik det op for os, at når vi var alene med pigerne, var der faktisk aldrig nogen problemer med at komme afsted til tiden. Det måtte altså sige, at det ikke kunne være pigerne, der var årsag til, at vi næsten altid kom for sent til alting. For så ville det jo også ske, når de kun var sammen med den ene af os.

Børn er dybt fleksible væsener, der sagtens kan tilpasse sig forskellige forhold på forskellige tidspunkter. Men det er ikke muligt at tilpasse sig noget og komme nogen vegne, hvis man er et lille skib, der sejler på et stort hav, hvor nogle bølger skubber fremad og andre bølger trækker tilbage.

Løsning?

Mikkel og jeg fandt ud af at skiftes til at have det fulde ansvar for at komme afsted, når vi skal noget. Dvs. at når det er Mikkels ansvar, så trækker jeg ikke blødt og varmt i land, selvom jeg synes, han har lydt lige lovlig skrap, da han sagde, at det var NU, overtøjet skulle på. Og når ansvaret er mit, brokker Mikkel sig ikke over al den pludren og pjatten, klargøringen følges af. Det er en skør løsning, men ikke desto mindre virker den til nogle ting, hvis man som forældre er meget forskellige.

Du skal altså lige se det, jeg så i morges:

Ja ja, ved godt det ikke er så tydeligt, men det var altså også i et stort kryds, jeg var på cykel, det regnede, og den lille familie med søn, mor og far behøvede ikke at opdage alt for let, at jeg var i gang med at forevige synet af moren, der holdt en masse farvestrålende balloner.

Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret og tagget balloner, forskellighed, forældre, skænderi. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

ET LILLE SKIB PÅ ET STORT HAV. (Og balloner en grå novembermorgen)

25 kommentarer

Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.

RSS