EN MORS SKUFFET BLIK. En føljeton # 2

Ja, kære lille Hannah var så jaloux, at hun var ved at sprænges. Er det ikke forståeligt nok? Hun havde levet et liv med to forældre, der var studerende – faren skrev speciale – så både far og mor var ved hende HELE TIDEN. Og de var faktisk lige ved siden af hende. For den lille famile boede i en 1-værelses, hvilket er en drøm for et barn, som egentlig ikke ønsker ret meget andet end at være tæt på de to vigtigste personer i sit liv.

Men vi boede stadig i en 1-værelses, da Hannahs lillesøster blev født, og nu skulle hun også dele den sparsomme plads med en lille klump, som forældrene synes var lavet af guld, men som for hende bare var en møllesten, der hele tiden lå i hendes mors arme. Frustrationen er ikke til at bære. Den vil ud. Og det med det vuns og voldsomt og “HVAD ER DET DOG DU GØR HANNAH. DU MÅ ALDRIG SLÅ REBEKKA. KAN DU SÅ SIGE UNDSKYLD. LIGE NU.”

Jep, sådan var det. Desværre.

Jeg kunne ikke rumme al den vildskab og arrigskab hos mit barn. For det første vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle stille op med så voldsomme følelser – uhh, det er ikke særligt hyggeligt det her. Lad mig få en kop te i fred og ro.! – og for det andet kunne jeg næsten ikke leve med, at det virkelig var mit barn, der var så aggressivt og slet ikke til at tale med. De følelser tilsammen gjorde, at mine øjne tit var fyldt med forvirring og skuffelse, når jeg så på Hannah. Og Hannahs kloge grønne øjne så mit blik. Selvfølgelig gjorde det det. Børn ser altid vores blikke. Også når de ikke kigger os ind i øjnene.

Sådan levede vi i lang tid. Heldigvis blev jeg klogere på børn – jeg begyndte at arbejde som lærer og jeg læste metervis af bøger om pædagogik.

Jeg blev bevidst om, at mit barn ikke er en forlængelse af mig. Hun er et selvstændigt væsen, som jeg kan hjælpe så meget som overhovedet muligt, men hendes opførsel kan jeg aldrig være eneansvarlig for. Det er for selvoptaget at tro det. Sådan nogle tanker skabte langsomt orden i følelseskaosset, når Hannah fik et af sine raserianfald.

Jeg kunne begynde at tage det, for hvad det var. Hannah er et skønt, skønt barn – ligesom alle andre børn – og indimellem opfører hun sig kropumuligt – ligesom alle andre børn. Men der er altid en god grund til den kropumulige opførsel. Og jeg kan se, at den er pinefuld for hende. Derfor fortæller jeg hende, at jeg forstår, at det er svært. Mere skal der såmænd ikke til. En smule forståelse. Det betyder ikke, at hun får det, som hun vil have det. Slet ikke – hverken hun eller os andre kan være tjent med, at nogle oprørske følelser skal sætte dagsordenen for samværet. Men vi kan altid vise hende, at vi holder af hende lige meget hvad.

Men det viste jeg hende ikke i de første mange år af hendes liv. Der blev hun mødt af et blik fyldt med forvirring og skuffelse, hver gang hun opførte sig kropumuligt. Hun lever skam alligevel i bedste velgående – men det blik har også haft nogle konsekvenser. Men meget mere om det i 3. og sidste del af føljetonen, som kommer i morgen, hvor du også kan høre, hvordan Hannah har fundet en løsning på det hele. Åh, ja – det kompetente barn.

Dette indlæg var udgivet i:Ikke kategoriseret. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.

EN MORS SKUFFET BLIK. En føljeton # 2

33 kommentarer

Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.

RSS