EN MODERNE 6. KLASSE I AL DENS MAGT & VÆLDE

Dagens mandagshistorie handler om dengang, jeg var helt grøn udi at være lærer…
Man siger, at lærere ikke længere har autoritet, blot fordi de har lærerkasketten på. Den påstand blev meget virkelig for mig, da jeg engang skulle være vikar på en skole i København i 3 måneder, og bl.a. undervise en 6. klasse i en del fag. De første gange jeg skulle have klassen, funderede jeg desperat over, hvorfor der dog ikke var tildelt en megafon til klasselokalet – I’m serious – for det var helt og aldeles umuligt overhovedet at begynde timen, da ørenlyd var en by i Rusland. Alt var kaos. Det var nyt for mig at undervise, og jeg brølede det bedste, jeg havde lært for at overdøve eleverne. Nogle få gjorde det, jeg bad om, men størstedelen ignorerede det i bedste fald eller svarede igen i værste fald.

En dag blev skelsættende. Eleverne var, selvom man ikke skulle tro det muligt, endnu mere larmende end sædvanligt denne dag. Det kulminerede i, at læreren i lokalet ved siden af var blevet så forstyrret, at hun kom ind og skældte klassen hæder og ære fuld. Jeg øjnede chancen for at udnytte det øjebliks stilhed, som hendes råben blev fulgt af, da hun forlod lokalet og sagde til klassen:

Jeg kan rigtigt godt lide andre mennesker. Det betyder derfor meget for mig, at I har haft en god dag i skolen, når I får fri. Når jeg derfor ønsker, at I kun siger noget, når I rækker hånden op, er det ikke fordi, jeg kan lide ideen om at opføre mig som en anden diktator, der bestemmer alt. Det er simpelthen for, at vi kan høre, hvad hinanden siger og dermed kan få et større udbytte af dagen sammen.

Effekten af disse ord var utrolig, og resten af tiden med den 6. klasse blev en meget positiv oplevelse, da atmosfæren i klasselokalet derefter var fyldt af en dyb gensidig respekt. Efterfølgende havde flere af eleverne et stort behov for at betro sig omkring deres personlige problemer til mig, og de var alle i langt højere grad interesserede i undervisningen. Da jeg nogle uger senere skulle stoppe på skolen, fik jeg et stort knus af hver eneste af dem.

Det var naturligvis ikke bare de ord, jeg sagde, der havde så positiv en effekt, for så ville man kunne skrive en manual til alle lærere, der beskrev hvilke sætninger, der udløste hvilke reaktioner. Det handlede i høj grad også om holdningen til disse unge mennesker; i takt med at min forståelse for hver enkelt voksede, blev deres mundtlige provokationer (og dem var der mange af) i min bevidsthed forvandlet fra at være et slags våben fra en ukendt fjende til at blive en frustreret ytring fra et præpubertært menneske.

Af alle mulige gode grunde møder nogle teenagere verden med mistillid og skepsis eller vrede og trods. I tilfældet med denne 6. klasse skyldtes det bl.a. store personlige problemer hos flere af eleverne – som ikke blev bedre af, at et par af lærerne decideret nedgjorde disse elever ved flere lejligheder. Derudover havde flere af klassens lærere været syge i en længere periode, så de havde haft mange skiftende vikarer, hvilket ikke skaber en nødvendig tryghed i læringsrummet.

Min forstående holdning i forhold til deres situation gødede spirerne til et konstruktivt samarbejde mellem dem og mig. Kombineret med mine ord i den stille stund blev jeg – ‘hende vikaren’ – til et virkeligt menneske af kød og blod, der måske havde noget på hjertet, som de kunne bruge, og hermed var den gode spiral skabt. En tydeliggørelse af at man som lærer har noget, eleverne kan bruge til noget – alt fra faglig viden, til livserfaring, til overskud – er faktisk nødvendig for at de unge kan træde ud af deres egenverden. Sådan må det være, når de ikke længere tager autoriteter alvorligt.
Eleverne gad ikke lytte til en tilfældig vikar eller række fingeren op i timen, bare fordi det er en tradition, eller fordi lærerne forventer, at de skal gøre det. En så forholdsvis banal ting er ikke en selvfølgelighed hos et ungt menneske i dag, der er ved at stadfæste sin selvstændighed og sin integritet. Men så snart eleverne hørte en begrundelse for det hensigtsmæssige i at række fingeren op, udviste de ingen modstand mod det, fordi de erkendte, at det gav mening.

Dette indlæg var udgivet i:Uncategorized. tilføj som bogmærkepermalink.Der er lukket for kommentarer og trackbacks.
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.