Jeg skrev i går, at jeg i dag ville skrive om engang. Engang hvor jeg opdagede, at de sider af vores børn, som kan være rigtigt svære at rumme, nogle gange er udtryk for meget værdifulde egenskaber.
Engang var det tidlig eftermiddag. Rebekka havde været syg i en uge, men var nu kommet tilbage i skole. Derfor var Mikkel lige kørt afsted for at hente pigerne, så Rebekka kunne komme hjem og slappe af, så snart de fik fri. Det var snart december måned. Derfor var pigerne lige for tiden så glade for at være i SFO’en, hvor de tegnede hemmelige julekalendre til os.
Jeg var på besøg hos en veninde. Hannah ringede. Hun sagde, at Rebekka var helt frisk, og at de gerne ville hentes meget senere. Mikkel skulle bestemt ikke komme nu. Jeg fik Rebekka i røret, der lød sløj og med stille stemme sagde: ”Jeg vil gerne blive her… Meen – Hannah plager også meget.”
Jeg fik Hannah i røret igen og forklarede, at lige i dag skulle de tidligt hjem, og Mikkel var på vej. Jeg ved ikke præcist, hvor mange minutter der gik. Men det var mange. Hannah insisterede, i noget der syntes en evighed på, at de skulle hentes senere. Jeg ville ikke smække røret på. Det gør man vist ikke overfor sit barn! Men det var tæt på.
Endelig sluttede samtalen. Jeg kiggede mat og frustreret ud i luften. Magen til manipulation og irriterende stædighed skulle man da lede længe efter. Så sagde min veninde: ”Hvor er det en imponerende viljestyrke, det barn har. Det vil da virkeligt komme hende til gavn i løbet af livet. At hun ikke bare giver op. Hvor er det imponerende. ”
Nå ja, sådan kunne man selvfølgelig også se på det!
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Sandt… det ER en trøst. Og derfor også rart, når pædagogerne i vuggeren bruger ordet ‘viljefast’ i stedet for ordet ‘stædig’.