DISCIPLIN – DET KAN I IKKE MENE

Aldrig har jeg grædt, mens jeg skriver et blogindlæg. Men tårerne render faktisk lige nu ud af mine øjne. Måske rører mit budskab også dig.

Ifølge De Konservative og professor ved DPU, Niels Egelund, kan det kun gå for langsomt, før det store mantra DISCIPLIN skal runge gennem folkeskolens lange gange .

Det skærer i mit hjerte, hver gang jeg hører det og læser det.

Har disciplinens fortalere, der træffer vigtige beslutninger, set ind i uromagerne, lømlerne og ballademagernes øjne, når de dagligt bliver råbt og skreget af efter voksnes forgodtbefindende? Har de set lyset langsomt blive slukket i elevernes øjne, fordi de dagligt oplever så mange nederlag? Så at de omkring 3. klasse ikke længere tror på deres eget værd og skolens værd, men nu bare hader at gå i skole.

Egelund citeres på forsiden af en avis: “Jeg synes slet ikke, man er gået hårdt nok til dem, og det er klart, at lærerne er nødt til at have nogle sanktionsmuligheder“

Undersøgelser har vist, at der ikke findes fødte forbrydere. Dvs. at ingen mennesker er født onde. Har et barn blot én voksen – ikke nødvendigvis en forælder – der elsker barnet betingelsesløst, er det kriminalitetsforebyggende, fordi det får barnet til at opbygge en identitet, der kan bære det igennem livet på ordentlig vis.

Den schweiziske psykolog Alice Miller har sagt:

”Børn, som man respekterer, lærer respekt. Børn, som man er hjælpsom mod, lærer hjælpsomhed, lærer at tjene den svagere. Børn, som man elsker sådan, som de er, lærer også tolerance. På det grundlag opstår deres egne idealer, som slet ikke kan være andet end menneskevenlige, fordi de udspringer af oplevelsen af kærlighed.”

Åh, hvor jeg elsker de fine ord. Forstår magtens mennesker ikke, at lærerne ikke har brug for håbløse sanktionsmuligheder. De har brug for en dobbeltlærerordning, sådan at der altid er en voksen, der gennem lyttende forståelse, kan rede trådene ud i et barne- og ungdomsliv, der ofte er så ‘fucked up’, at intet menneske på jorden, der levede på den måde ville kunne præstere at koncentrere sig om division og punktummer.

Eleverne skal respekteres, for at de respekterer læreren. Det er læreren, der må tage ansvar for at udvise den respekt. Og ja, selvfølgelig er det en meget krævende opgave, hvis eleverne er blevet teenagere – og ikke har mødt den respekt undervejs. For menneskehjernen er bl.a. skabt til at generalisere, så den mest effektivt kan tilpasse sig de vilkår, den bydes.

Dvs. at når mange lærere har nedgjort og råbt af en elev, så skal den velmenende lærer, der vil gå en anden vej bruge lang tid på at genskabe elevens tillid til andre mennesker. – Så lang tid, at de ofte må give op – eller konkludere, at der da egentlig også mangler noget disciplin i folkeskolen.

Men jeg har altid oplevet, at vedholdende venlighed betaler sig. Det betaler sig helt vildt. Hvorimod den autoritære disciplinering kun hjælper, så længe  læreren står i klassen og kan holde eleverne i et jerngreb baseret på frygt. Men du skulle se, hvad eleverne finder på, når det ringer og den frygtede går ned på lærerværelset. Det er ikke for børn og sarte sjæle, skal jeg hilse og sige.

Og tænk hvilke menneskelige potentialer, der går tabt. Det menneske, der kunne have ydet sit unikke bidrag til helheden, har nu trukket følehornene til sig eller vendt sig imod samfundet med en fjendtlig attitude.