DET MIRAKULØSE LIV

Juleaften holdt præsten i Jørlunde, hvor mine svigerforældre bor, en skøn og berigende prædiken, som jeg vil dele med dig.

Den handlede om noget, der skete for et par år siden. I Washington’s metro stod en mand og spillede på sin violin ved en lang rulletrappe, så de rejsende kunne høre spillet en stund.

Men stort set alle hastede afsted, når rulletrappen sluttede. Faktisk var der kun 6 ud af de 1.097 personer, der passerede forbi i løbet af 45 min., som stoppede op kortvarigt. To børn virkede meget interesserede, men blev hevet af sted af deres travle forældre.

Hvad ingen vidste var, at violinisten var den verdensberømte virtuos Joshua Bell, der få dage inden havde spillet for fulde huse i Boston’s kæmpe koncertsal. Han spillede på sin Stradivarius fra 1713, som han havde købt for 18 mio. kr. i 1985. Og han spillede noget, der betragtes som en af de både sværeste og største kompositioner overhovedet – nemlig Bach’s Partita Nr. 2 i d-mol. Episoden var et eksperiment, som Washington Post havde taget inititativ til.

Præsten ude i Jørlunde syntes selvfølgelig det var stof til eftertanke. Og han brugte hændelsen til at understrege en så vigtig pointe:

Mirakler ér omkring os. Livet byder på så meget skønhed og underfuldhed. Der kræves blot én ting, for at vi kan lukke livets storhed og gavmildhed ind. – At vi lægger mærke til det. At vi stopper op, og nyder livets glæder og bemærker alt det store, der gemmer sig i det små lige rundt om os. Og hvor kan vi lære meget af børn her.

Kristus, der lærer os om uforbeholden kærlighed, kom til mennesket i skikkelse af et lille barn født i en stald. Mere undseligt kan det næsten ikke blive. Historien lærer os, at vi må møde livet med ydmyg taknemmelighed og store øjne, for at få øje på dets vidunderlige mirakler.