Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
“DET ER IKKE L…, DET ER MUDDER!”
Forleden luftede jeg Manna – altså hende her, hvor hun lige har haft snuden i fuglevandbadet:
En tosproget dreng råbte “Adrr – lort“, hver gang han så noget mudder ved en vandpyt. Efter lidt tid vendte en lille pige med mælkebøtter i håret sig om og sagde belærende: “Det er ikke lort, det er altså mudder.” Drengen vrængede en utilfreds lyd tilbage. For det er sjældent særligt rart at blive korrekset. Man bliver mindet om, at man er ufuldstændig, at der er noget man har misforstået. Og de fleste af os er ærekære og vil ikke tabe ansigt.
Det skal vi huske på, når vi lever hverdagen med vores børn. Der er bare så mange ting, de ikke ved endnu, og som vi er nødsaget til at lære dem og minde dem om – igen og igen. – Jo mindre bebrejdende vi kan gøre det, jo mere åbne er de for vores ord. Og hvis vi indimellem fortæller om vores de værste, så de ikke føler sig alene med ikke at kunne alt til perfektion, vil de have endnu mere lyst til at lytte til os.