Der er slet slet ingen solstråle i det, jeg skriver nu. Det er hårdt, men jeg skriver det for at bidrage til en forståelse os mennesker imellem. Der er altid en god grund til, at vi kan møde vores medmennesker – børn som voksne – med venlighed og uden fordømmelse. For måske har de været udsat for ting som dette – og det der er meget, meget værre. Som ikke gør det let at blive den bedste version af sig selv…
For nyligt sad jeg og nød en solstråle i vores rækkehushave. Lige udenfor hækken ligger et stort grønt areal, og overfor ligger en anden række huse. Da en mor kommer hjem fra arbejde, stikker den lille hund Silke ud af døren og ud på det grønne areal.
Familien på 5 – far, mor og 3 drenge mellem 5 og 15 – løber alle ud for at fange Silke. De løber rundt på plænen, og morer sig faktisk indimellem over, at hunden er så svær at fange. Men da der er gået 10 min. synes ingen, det er så sjovt mere. Til sidst lykkes det imidlertid, og faren slår hunden hårdt.
Moren – højt: Hold dog op mand.
Faren – arrigt: Jeg er ligeglad, næste gang så får den sådan en.
Moren – vredt: Det gider jeg slet ikke høre på.
Faren – hidsigt: Jeg er ligeglad, så kører jeg bare ned til dyrlægen og afliver lortet.
Moren – indestængt: Lad dog være med at tale sådan, når børnene hører på det.
Faren – vredt: Jeg er ligeglad, jeg kører bare ned og får aflivet lortet.
De 3 drenge gik stille ved siden af. Så gik de alle ind, og lidt efter kunne jeg høre en af drengene græde højt.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
2 kommentarer
Åh nej…d et gør helt ondt i maven!
Ja, det er ikke til at forstå, at nogle kan behandle deres kæledyr på den måde – man føler sig helt magtesløs, når man overhører sådan et drama og intet kan gøre ved det.
Også rigtig synd for drengene, som sikkert er virkelig glade for hunden.