Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer. -
RSS
DEN STORE FINALE OM SKÆRMTIDEN #5
Måske kommer det til at svide lidt. Men om lidt er det weekend, så du kan godt klare det…Tip 5 er nemlig:
Se bjælken i eget øje!
Det holder simpelthen ikke, at vi taler stolpe op og ned om, hvor vigtigt det er ikke at sidde så meget foran den skærm. For det er ord. Det er for længst dokumenteret, at det er vores handlinger og ikke vores ord, der først og fremmest præger vores børn.
Og det, som mange børn oplever, er fx:
Kender du det?
Jeg gør. Særligt det med den spændende udsendelse, der starter kl. 20. Indtil juleferien holdt jeg hårdt på min ‘voksentid’ fra kl. 20 af. Jeg kunne blive irriteret og småstresset, hvis pigerne ikke kunne falde i søvn.
Men i juleferien var Rebekka rigtig utryg, efter vi havde set ‘Alene Hjemme’. Jeg sad hos hende i lang tid, til hun roligt faldt i søvn. Da jeg rejste mig, mærkede jeg sådan en tilfredshed indeni over at have været der fuldt og helt for mit barn i stedet for at have tænkt på min egen voksentid. Jeg besluttede mig for, at sådan skal det være.
Kan jeg lave nogle ting fra kl. 20, er det fint, og kan jeg ikke, så er det også fint. Vi har vores børn tæt på os så kort tid. Og i mine gode stunder, kan jeg godt se, at der sådan set ikke er noget vigtigere i den tid, end at give dem det, de behøver, for bedst at udfolde deres menneskelige potentiale. Jeg nyder alligevel heller ikke filmen helt eller får skrevet en ordentlig mail, hvis jeg sidder og har dårlig samvittighed over en halvhjertet ‘putteseance’.
Og jeg blev igen bekræftet i, at med fuldt nærvær og glæde ved at være nær, så går alting paradoksalt nok hurtigere. Så kommer der ro i hele barnets væsen, så det kan hengive sig til drømmeland.
Tip 1: Dine negative følelser er lige så skadelige som spændingerne i nakken!
Børn er utroligt sensitive. Så den negative stemning, vi voksne skaber med irritation over, at ungerne sidder forgabt i en eller anden skærm, er lige så slem som det, at de har siddet stille for længe.
Træf derfor en beslutning om en ramme, og så hold fast i den med glæde!
Tip 2: Det er altså ikke kun noget, f….. har skabt
Der er ingen grund til per automatik at være negativ over fx sms’erne, spillene eller Ramasjang. Der gemmer sig en del værdifuldt i det meste. – Hvis det er med måde. Så igen:
Træf en beslutning om en ramme, og så hold fast i den med glæde!
Tip 3: “Skærmfri uge”
Hvis skærmens underholdning er blevet en så indgroet en vane, at dit barn tænker på det virkeligt meget, så tag en skærmfri uge. (Som også gælder de voksne.) Og find på noget sjovt at gøre sammen i stedet for. Og ift. sådan en uge, nogle dage eller hvad I vælger -
Træf en beslutning om en ramme, og så hold fast i den med glæde!
Tip 4: Husk at tryk avler modtryk
Hvis du sjældent synes, dit barn hører efter, eller at du synes, dit barn vrisser af dig og taler grimt – så lyt indimellem til dig selv udefra og hør, om ungerne evt. spejler din egen tone. Mød i stedet barnets glæde over skærmen med accept, men stadig:
Træf en beslutning om en ramme, og så hold fast i den med glæde!
Tip 5: Se bjælken i eget øje
Børn lærer af det vi gør mere end af det, vi siger. Det nytter derfor ikke, at du sidder med fingrene på tastaturet og siger, at de skal slukke for fjernsynet.
Træf i stedet en beslutning om en ramme, og så hold fast i den med glæde!
Beklager de mange gentagelser. Men jeg synes simpelthen, det er så vigtigt. Det er vores forældreansvar at skabe rammerne for en hverdag, der fungerer. Og når vi træffer en beslutning, gerne i samråd med barnet, så hold fast i den med glæde. Også selvom dit barn brokker sig højlydt indimellem.
Brokker du dig ikke også (selvom det måske kun er indeni dig selv)
Men derfor får du ikke din vilje alligevel, og det skal barnet ofte heller ikke have. Men derfor kan vi godt udvise forståelse for, at de synes, det er træls, at det er os, der bestemmer.
Rigtig god weekend – hvad end knappen står på on eller off.