Er det ikke sådan, at humøret stiger eksponentielt med overskuddet? Det føles sådan. Og i hvert fald hænger vores overskud sammen med vores energiniveau, der er afhængigt af diverse ting og sager, som Maslow så fint beskrev i sin behovspyramide.
Søvn er et af de primære behov. Og den er der pludselig meget mindre af, når man får et 5. familiemedlem. – Hvad enten det er en baby eller en hundehvalp. Uhh, Mikkel og jeg synes, det er hårdt, og vores lunte er kort, kort.
I morges konkluderede Hannah, at nu gad hun altså snart ikke snakke med mig mere, hvis jeg hele tiden skulle være så sur. Så klagede jeg min nød over at være i søvnunderskud og træt af at kravle på gulvet og tørre tis op for 37. gang (sådan ca.) Hun forbarmede sig gavmildt over mig, og sprang straks til med hjælp.
Jeg skulle bare hoppe skiløb på stedet, mens jeg sagde frisk og frejdigt: “Ud med surhed. Jeg vil være glad. Ud med surhed. Jeg vil være glad.” Grinagtigt som det så ud, virkede det. Humøret steg, og hvis du vil afprøve det komiske tip, så husk også lige, at tommelfingrene skal vende nedad, når du siger surhed og selvfølgelig opad, når du siger glad!
2 kommentarer
Ha ha det tip kan jeg vist godt bruge indimellem. Indimellem når humøret er lavt herhjemme så danser vi “hulla-hulla-dans” – det går ud på, at vi danser rundt om os selv, mens vi synger hulla-hulla-hulla. Totalt fjollet, men det får altid humøret til at stige. Hav en dejlig dag!
TAK Nina. – Skønt med skøre humørtips. Lad os få det, der virker, så øjnene vi ser verden med, kan se HVOR skøn, udsigten egentlig er.