En af vores bekendte er ved at dø af kræft. Hun er lige kommet på hospice, og jeg talte med Hannah om det forleden. Hun blev meget stille. I mange timer.
Da vi skulle spise aftensmad, var hun på sit værelse, og blev ved med at råbe “jeg kommer lige om lidt“, da jeg for 3. gang meddelte, at vi skulle spise. Jeg blev lettere irriteret, men vi talte ikke mere om det.
Da jeg senere kom ind for at sige godnat, så jeg, hvorfor hun ikke var kommet springende, da vi skulle spise. Hun havde haft noget, hun skulle gøre færdigt først. (Louise, husk at der gerne er en rigtig god grund, der gør enhver irritation overflødig.)
Store menneske i lille krop. Hvilke tanker du gør dig, Hannah.
Jeg fik forklaret, at tegningen skulle vise, at når man var døende, kan sjælen enten vælge at fortsætte livet i denne krop – damen til højre – eller man kan forlade denne krop og fortsætte livet videre et andet sted – mod hjertet øverst i tegningen.
Sikke en fin måde at bearbejde noget, der føltes rigtigt svært. Og hvis det er, som Hannah viser, er døden i sig selv ikke frygtelig. Blot et hylster der forlades af en sjæl på vej mod noget bedre. Men derfor kan savnet stadig være umådelig stort.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Én kommentar
Jeg bliver helt rørt. Hvor må du være stolt af din datter