CIRKUS

Der er hverken tips eller inspiration i dette indlæg. Jeg havde bare lyst til at fortælle om en oplevelse, vi havde i fredags. Der sad vi helt usædvanligt ikke i sofaen for at se X-factor, som vi plejer som resten af familien Danmark.

Vi havde nemlig fået fribilletter til en cirkusforestilling. Jeg har ikke været i cirkus i maange år, men jeg glædede mig faktisk til det sansebombardement, som jeg huskede, sådan en cirkusforestilling er.

Men altså – jeg tror nu, at tiden er løbet fra cirkus, og at det ikke er dér, livet lægger sin energi. Klovnene tæver hinanden, ydmyger publikum så en mand, der var trukket ind i manegen vredt forlader nummeret og sætter sig på sin plads, artister udfører livsfarlige numre, så ens solar plexus snører sig helt sammen – både af frygt for at det går galt og af sorg over at se de kunstige smil og de vemodige øjne, og kvinderne viser bryster og baller, så man bliver mindet om, at kvindernes kampdag d. 8. marts stadig tjener et formål.

Det virkede bare ikke rigtigt og slet ikke livsbekræftende og festligt. Som en hul skal, der pakker sig ind i glitrende palietter og farvede laserlys for ikke at vise sin tomhed.

Tænk, så er det mere berigende at sidde foran skærmen og se X-factor. Det var vi faktisk alle enige om.

Men måske tager jeg fejl, og der er sikkert også forskel fra cirkus til cirkus.

Men én oplevelse var stor. Pigerne og jeg red på en elefant. Da Pjerrot kom ind og fortalte, at man i pausen kunne købe en runde i manegen på en af de 4 afrikanske elefanter, så måtte jeg bare gøre det. Og det var virkeligt fantastisk. Du ved godt, at når man rører ved fx en meget stor sten, så kan man mærke dens fylde, og det var meget specielt, at mærke så stor en styrke forplante sig fra elefanten ind i en. Pigernes og min øjne lyste om kap bagefter.