BRUG TIPPET…SLÅ HØREBØFFERNE UD

Konflikter med vores børn skyldes så ofte, at vi har for travlt.

Børn kan ikke skynde sig. Sådan er det bare.

Og det er kilde til en evig konflikt i vores moderne samfund, der er indrettet af voksne, hvor der hænger ure overalt. Alting er delt ind i nøje opmålte tidsintervaller, hvor vi gør bestemte ting på bestemte tidspunkter. Men det kræver utroligt meget energi at holde styr på alt det. Derfor er der tit ikke energi tilbage til dem omkring os. Og vi hører kun urets tikken og ser kun viserne bevæge sig. Vi mærker ikke hjertet slå.

Men kære dig. Stop op. Brug indimellem sekunder eller minutter, eller måske endda timer, på at træde ud af rotteræset. Brug dine øjne og slå hørebøfferne ud. Dine unger er jo fuldstændig vidunderlige.

Dine batterier bliver opladet mangefold, når du stopper op og virkeligt ser og hører det utrolige, der sker lige for næsen af dig. Tag imod børnenes hjerter. Tag imod den hjælp, de giver dig til at finde balancen mellem et voksenliv i et moderne samfund med stringente og lige linier og så den del af livet, der er fyldt med omveje, blødhed, varme og snørklede kurver.

Her får du nogle af de Guldkorn, jeg fangede i farten. – I de øjeblikke, hvor jeg åbnede mig op for mine børns vidunderlighed og rent faktisk så og hørte dem. De er sagt af Hannah og Rebekka, da de var mellem 3 og 5 år. (Husk at det er flintrende lige meget, om du nyder dine børns guldkorn nu og her, eller om du er en nostalgiker som mig, der skriver dem ned.)

• Mig: ”Det er godt, hvis man er sød ved andre og hjælper dem.” Hannah: ”Jeg kan hjælpe nogle piger, hvis de ingen hænder har. Så kan jeg binde deres sløjfer.”

• Vi får persillesovs, og Hannah spørger meget undrende: ”Ej mor. Er der græs i sovsen?”

• Vi cykler forbi en hund, der ligger og sover i sin have. Hannah: ”Hva’ så hund. Bliver’ det til noget?”

• Mig: ”Hannah, hvad ønsker du dig til din føsdag?” ”Jeg ønsker mig et til komfur.” ”Men sådan et har vi jo!” ”Jamen skal jeg sige dig, at det er smart mor, for så har Rebekka og mig jo et hver, og så får vi ikke alt det skrigeri.”

• ”Mor, skovsnegle har ikke noget hus, for de er gået hjemmefra!”

• Vi skal ud af bussen, men Rebekka er bange for, at jeg ikke kan nå det, når jeg også skal have klapvognen med. Hannah beroliger hende: ”Rebekka, du skal ikke være bange. Mor kan bare sige til buschaufføren, at han skal åbne dørene igen, så du skal ikke være bange, for der sker ikke noget. Voksne ved alting, for de har lært det af deres far og mor, som har lært det af deres far og mor. Når du skal i skole, så lærer du også alting af skolelæreren, så du også ved alting, når du bliver voksen.”

• Mikkel skal gå, og han giver Hannah et farvelknus, og hun siger: ”Jeg giver aldrig slip på dig med mine hænder, mine tanker, min sjæl, det jeg føler og med mine hænder.”

• Pigerne sidder og laver puslespil, og Hannah spørger Rebekka lidt irriteret: ”Hvorfor vil du hele tiden lave det samme som mig?” ”Fordi jeg kan.” ”Men hvorfor vil du hele tiden lave det samme som mig?” ”Fordi jeg kan.” ”Men hvorfor vil du det, fordi du kan?” ”Fordi jeg kan” ”Jamen, det har ikke noget med det at gøre.” Rebekka pakker sit puslespil sammen, og jeg spørger, hvorfor hun vil gå. ”Fordi jeg ikke gider høre på det dumme noget.”

• Vi går henad en villavej, og Hannah piller lidt ned i jorden i nogle højbede. En dame siger, hun skal være forsigtig, for hun er øm om sine planter. Det er nemlig hendes forhave. Pludselig råber Rebekka: ”Du vover på aldrig mere at røre min søster!”

• Rebekka sidder på børnesædet, mens vi er ude at cykle. Vi ser en hund, og hun spørger, hvad det er for en slags. Jeg svarer, at det er en dansk hønsehund, hvorefter hun undrende spørger: ”Er den god til at danse og bøvse”. Jeg forstår intet, indtil det går op for mig, at hun troede, at det var en ”danse- og bøvsehund”!

• Rebekka ligger mageligt på maven og er ved at falde i søvn, men siger så: ”Kan du mærke, jeg krammer dig?” ”Ja.” ”Jeg kan gøre det uden at røre ved dig. Så kan jeg jo bare sende den ud. Sende sjælen ud til dig.”

Jahh, vil du ikke også dele nogle af dine børns guldkorn. Åh jo – det ville være så sjovt at læse. Bare et enkelt lille ét.