BREVPAPIR OG 1 VIGTIGT TIP TIL AT BEVARE DIT OVERSKUD

Da jeg var barn, samlede jeg på brevpapir. Mit store mørkeblå ringbind var fyldt med duftende lyserøde og turkise ark og kuverter med bambier, babyer og buttede engle.

Engang ville jeg dele skatten med min far. Lade ham få lov til at få adgang til mit duftende, lyserøde univers i ringbindet. Oplevelsen gjorde virkelig indtryk på mig. Til min (dengang) store overraskelse, kunne han nemlig overhovedet ikke leve sig ind i, hvor fantastisk papirerne var, og efter nogle få sider, bad han om lov til at slippe for at kigge på mere.

Jeg blev ikke skuffet over min fars reaktion, bare dybt forundret. Og jeg er faktisk glad for, han var tro imod sin manglende lyst til at involvere sig i brevpapir (!!). For det gjorde ham troværdig.

Tit kommer vi forældre af bar god vilje til at sige ja til hvad som helst til vores børn – til at lege med Barbiedukker, til at være hest, til at trække kælken konstant – selvom vi overhovedet ikke synes, det er fedt. Og jeg tror virkelig, det er usmart, fordi hvis vi ikke gør det, vi elsker, og elsker det vi gør, så tærer vi på overskuddet. Er til sidst brugt op og svarer børnene irriteret, når de spørger, eller skælder ud over det mindste. Fordi vi ikke sagde nej i tide. Og ja, måske betyder vores nej, at de græder. Og sådan er det, og det er helt naturligt. Så lad være med at skifte mening af den grund, og lad være med at bebrejde dit barn, at det er ked af det. Bare vær i det. Det går over om lidt.

Men men, disse ord betyder ikke, at vores verdener ikke indimellem skal mødes. For det er vigtigt. Og det er vi forældres ansvar at finde ud af, hvor det kan ske. For Mikkels vedkommende var det Lego-byggerierne, han kunne dele med pigerne. For mit vedkommende var det tegneri og Disney’s univers. Med min far var det kortspil, og med min mor var det nærvær. Ikke nogen bestemt aktivitet, bare det at hun altid var fuldt og helt til stede, når jeg fortalte hende noget.

Det er en spændende balance at være tro mod sig selv, samtidig med vi kommer vores børns verdener i møde.

P.S.: I morgen er det min fødselsdag, og familien træder helt og holdent ind i mit univers, når vi skal nyde te og kager i Vinterhaven på Glyptoteket. Uhh, jeg glæder mig sådan.