Mange børn irettesættes flere gange dagligt, fordi… de bevæger sig. Sid nu stille, siger vi ved morgenmaden, Lad være med at være så voldsom siger pædagogen, Vil du så sætte dig ned og koncentrere dig siger læreren, Sid nu stille siger vi ved aftensmaden, Lig nu stille og lyt, siger vi under godnathistorien.
Forskning viser, at vi lige så godt kunne sige til børnene: Lad være med at tænke! For børn ér deres kroppe. Og deres kognitive processer er flettet sammen med deres kropslige aktiviteter. Talemåden lyder: Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene. For børn er det omvendt: Hvad man har i benene, det har man også i hovedet. De erfaringer, børn gør med deres krop, er nemlig grundlaget for udviklingen af hele deres personlighed, og dermed også deres intellekt. Når vi hele tiden vil have børnene til at være stille og rolige, er vi med andre ord oppe mod selve evolutionen. Den presser barnet til at være i bevægelse, så deres sanser kan erfare verden omkring sig.
Hjernebarken falder hurtigt i søvn, når kroppen ikke bevæger sig. Det er hjernebarken, der får signaler fra sanserne, og på den måde lærer noget om verden omkring sig. Det kræver altså bevægelse at tilegne sig ny viden, hvad enten det er mors og fars snak om mærkelige voksenting ved spisebordet, legoklodsernes funktion, skolens faglighed, godnathistoriens indhold osv.
Det er selvfølgelig nødvendigt indimellem at få børn til at dæmpe sig, men lad os ikke bebrejde dem for deres urolige kroppe. Hvis dit barn fx har svært ved at geare ned under måltiderne, så drop de mange ord, og a barnet op og ned ad ryggen nogle gange, mens du selv trækker vejret dybt og roligt. Eller brug tegn. En finger foran læberne er ofte mere effektiv end mange ord.
Men når som helst det er muligt, så lad ungerne foretage alle de kropslige udfoldelser, de lyster, skjul dit bekymrede ansigt, og lad dem slå sig løs på skæve hegn, vaklende klatretræer og lange svævebaner. Lad dem opholde sig ude så meget som muligt, og lad os som samfund arbejde henimod at trange institutioner og små firkantede klasseværelser snart kan høre en svunden tid til.
Så børnene kan få bevægelsesfrihed.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
2 kommentarer
Hvor lyder det altså rigtigt og klogt, Louise. Det vil jeg virkelig prøve at tage til mig. Jeg kæmper pt lidt af en kamp med den lille på 5, som er en sæk lopper, ved bordet, når han skal have tøj på, når vi læser, ja stort set hele tiden. Og den opdragelse, jeg fik, ligger bare på rygradden: “”sid stille og spis, lyt, tag tøj på, etc”. Og det er egentlig slet ikke det, jeg vil. Det ryger bare ud af munden på mig, før jeg når at tænke. Jeg vil prøve at lade kroppen være med og bruge kærtegn og flere tegn i det hele taget. Det gi’r meget mening i mine ører. Kh Louise
Hvor rigtigt og flot set.
Det skal jeg da prøve i morgen.
tak