BARNETS LYGTE

Nogle gange har vi mennesker det godt med os selv og med omverden, men andre gange føles alting svært. For at forstå, hvad der afgør, om børnene omkring os har det godt eller skidt, så forestil dig dette billede:

En lygte med lys der funkler og stråler. Lygten er barnets inderste væsen. Den står i et hus. Huset er barnets personlighed med tanker, følelser og krop. Nogle gange kan lyset fra lygten skinne frit og uhindret ud i rummene og gennem vinduerne, men andre gange kan lyset ikke trænge igennem. Fx kan vinduerne være møgbeskidte, gardinerne kan være trukket for, der kan stå alle mulige møbler i vejen, som spærrer for lyset, eller der kan være kastet et tæppe over lygten.

Vi voksne må tage ansvar for at dække børnenes behov. Deres fysiske, følelsesmæssige og mentale behov. Så bliver barnet helt og kan udstråle alt det lys, det har indeni sig. For lygten skinner altid.

Men nogle gange har vi ikke fået dækket vores egne behov. Og så er vi ikke i stand til at mærke barnets behov. (Du ved, tag altid først selv iltmasken på i flyveren, før du hjælper andre med at få deres på!) Uden overskud opdager vi måske ikke, at deres lille krop har brug for vand, vi råber af dem, så deres følelser bliver utrygge, eller vi bombarderer dem med praktiske beskeder, så deres tanker bliver helt forvirrede.

Sådan er livet indimellem. Og vi må se på os selv med milde øjne bagefter. Ellers får vi bare mindre overskud. Og vi må prøve at se med milde øjne på barnet, der teer sig kropumuligt. For andet er ikke muligt. Lygtens lys kan nemlig ikke skinne ud gennem huset, når det trænger til rengøring eller istandsættelse.