BABYER OG ERINDRINGER

November indgyder til ro og fordybelse. Vores kroppe skal vænne sig til mørket og kulden. Og den omstilling tror jeg, vi klarer bedst, hvis der er rolige stunder og ikke konstant aktivitet. Sådan en rolig stund fik jeg i går. Besøgte min barndomsveninde og hendes lille Svend, der er få måneder gammel. Svend er vidunderlig. Kigger igennem en, som babyer kan, smiler så man ryger i himlen, og falder i søvn i ens arm med en krop så blød og afslappet, at den ikke engang behøver en sut for at falde til ro.

Da jeg kom hjem sad jeg om eftermiddagen og duftede til mine hænder flere gange, fordi de duftede af baby.

Babyer er altså fuldstændig vidunderlige. Men ofte får forældre så lidt søvn om natten, at al vidunderligheden er svær at få øje på gennem de små og meget trætte øjne.

I de her mørke novemberdage kigger jeg på billeder. Og kan genkalde mig stemningen i mange af billederne, hvor Hannah og Rebekka som små er mere nuser, end det synes muligt. Men på mange af billederne kan man se deres skønne øjne lyse og deres mund fortælle om oplevelser, jeg slet ikke kan huske. Og jeg ved, at jeg heller ikke bemærkede det dengang, situationen var levende.

Enten fordi jeg var for træt, eller havde for travlt med alt muligt andet. Jeg ved godt, at sådan er virkeligheden bare ofte. Selvfølgelig er den det. Men jeg ved også, at vi godt kan skabe flere lysende stunder med nærvær, bare ved at lægge støvekluden, to-do-listen og smartphonen fra os lidt oftere. Og se på de der fuldstændigt fantastiske unger, vi har sat i verden.

Så vi ikke ender med for mange billeder af stunder, vi ikke har oplevet, fordi vi ikke var nærværende. Og ikke ender med fuldstændigt at kunne identificere os med teksten til sangen Slipping through my fingers af Abba.

Nu er vores børn 11 og 13 år, og den vilde kliché, at tiden er fløjet, er mere end sand. Så husk nu at værdsætte nogle af øjeblikkene.

Ikke et øje er tørt – se sangen fra Abba’s sidste koncert her. Her er teksten:

Waving goodbye with an absent-minded smile

I watch her go with a surge of that well-known sadness

And I have to sit down for a while

The feeling that I’m losing her forever

And without really entering her world

I’m glad whenever I can share her laughter

That funny little girl

Slipping through my fingers all the time

I try to capture every minute

The feeling in it

Slipping through my fingers all the time

Do I really see what’s in her mind

Each time I think I’m close to knowing

She keeps on growing

Slipping through my fingers all the time

Sleep in our eyes, her and me at the breakfast table

Barely awake, I let precious time go by

Then when she’s gone there’s that odd melancholy feeling

And a sense of guilt I can’t deny

What happened to the wonderful adventures

The places I had planned for us to go

Well, some of that we did but most we didn’t

And why I just don’t know

Slipping through my fingers all the time

I try to capture every minute

The feeling in it

Slipping through my fingers all the time

Do I really see what’s in her mind

Each time I think I’m close to knowing

She keeps on growing

Slipping through my fingers all the time

Sometimes I wish that I could freeze the picture

And save it from the funny tricks of time

Schoolbag in hand she leaves home in the early morning

Waving goodbye with an absent-minded smile…