Jeg har lukket for mange bekymringer ind på det sidste – vedr. mit arbejdsliv – og kunnet mærke nogle symptomer på stress, der var så ubehagelige, at det ikke var muligt bare at lade som ingenting.
Gearet blev sat ned, aftaler aflyst, men heldig-heldigvis holdt jeg fast i at tage til Louisiana i går med en veninde – for at høre Lykke Rix fortælle om og inspirere til “at komme hjem”. Det var de allerfineste timer i selskab med en klog og hjertevarm kvinde, der fortalte om 3 betydningsfulde tidspunkter i sit liv, og hvilken lektie hun lærte undervejs. Bl.a. det tidspunkt, hvor hendes kæreste forlod hende, mens hun ventede deres andet barn.
De ubeskrivelige smerter Lykke har gennemgået det sidste år har samtidig hjulpet hende med at komme hjem – finde sig selv og slutte fred med sig selv. Og hun ønsker nu at inspirere andre til at finde hjem til sig selv, uden at skulle så store smerter igennem, som hun har oplevet.
Det var virkelig nogle lærerige og inspirerende timer, og jeg vil gerne dele nogle af de fine ting med jer, som jeg skrev ned undervejs og har tænkt bagefter:
Når det er svært i livet, måske allermest svært, så vil vi typisk handle os ud af det. Men der er jo noget i mig, der har brug for mig, lige nu når det er svært. Når jeg vil handle mig ud af og ‘fikse det, der gør ondt’, er det formentlig fordi, jeg stræber efter at have det godt og måske endda være lykkelig. Men lykken er ikke fri for smerte og ubehag. Virkeligheden kan ikke ‘fikses’. Den må vi overgive os til. Vi behøver ikke altid flytte os, men blive lige dér hvor vi er.
Lige dér, midt i smerten, kan vi tappe det, der gør os godt. Hvad gør dig allermest godt? Er det at sætte dig ned – lige her og nu på gulvet – i stedet for at jage videre? Er det at lægge hænderne på hjertet? Er det at dyrke motion, meditere, brygge te, vande blomster, holde dit barn i hånden? Eller er det måske bare at mærke og registrere, hvad der sker indeni, netop mens det gør ondt?
Einstein har sagt:
“The most important decision we make is whether we believe we live in a friendly or hostile universe”
Er universet venligt eller fjendtligt stemt? Vores beslutning er vigtig, for det gør en verden til forskel, om vi tror, livet vil os det godt eller det modsatte. Hvis livet vil mig det godt, er der er en vigtig lektie i alting.
Den tro gør det lettere at rumme alt det, livet byder. Og turde være med smerten, glæden, sorgen og kærligheden. Jeg behøver ikke haste afsted efter perfektion og lykke. Jeg kan være med og i det, der er lige nu, og formentlig er det lige dér, lykken ligger. I nuet. For nuet er det eneste tidspunkt, der findes. Gaven er lige nu – det hedder jo også present på engelsk:-)
Hvis vi kan være med smerten og være vores egen gode ven imens – være den vi kan vende hjem til, i stedet for at sabotere os selv – så bliver det lige pludselig ikke så farligt at træde ved siden af. Hvis vi kun kan træde på tuerne for hurtigst muligt at komme tørskoet igennem livet, er der så meget, der bliver så farligt. Hvis vi tillader os selv at træde ved siden af, bliver vores råderum meget større.
Det, der hjælper mig bedst til at komme hjem, til at kunne være med og i det, der er svært i stedet for at handle, handle, handle – det er mit hjerte. Når jeg retter fokus på mit hjerte, så lander jeg på en måde. Og blikket på mig selv – og på min familie og dem jeg møder – bliver kærligt. Og det gør godt, kærlige blikke.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
2 kommentarer
Wow, Louise- tusind, tusind tak. Det er virkelig en gave og en øjenåbner at se mine ord formidlet gennem din optik. Tak for din skarphed og fordi du deler.
Det var en særlig aften i går. Har været meget træt og sårbar i går. Så der var også noget på spil for mig. Omvendt, så er sårbarheden som sagt blevet mit pejlemærke. Så “all is well”, også selv om jeg har skulle minde mig selv om klapsalverne og alle de pæne ord, jeg fik med hjem i går, for i dag har jeg ikke kunne mærke det. Men nu er det langsomt ved at lande. Dagen i dag har derfor gået med bare at være, og være med sårbarheden.
Så nu kan jeg også være taknemmelig for at jeg optog det hele, så jeg kan dele foredraget med mange flere.
Endnu en gang Louise: det var dejligt at du var med og – fra hjertet tak.
Hvor er det godt at læse dine ord. Jeg er selv en type der handler mig ud af det smertefulde. Og har i mange år sluppet af sted med det. Men fødselsdepressioner og stress har været wake-up-calls, og jeg øver mig nu dagligt i at holde fast i at mærke mig selv og mine følelser. Det er vildt svært. Ja så svært endda, at jeg må sige jeg ikke mestrer det endnu. Men jeg øver