ANTENNER OG FØLEHORN

Sådan her tror jeg på en måde, børn ser ud…

De har de vildeste antenner, så de opfanger langt mere end de fleste voksne. Sanseindtryk, stemninger, atmosfærer og meget andet.

Når vi vil hjælpe børnene omkring os til at blive livsduelige, mener jeg derfor, at noget af det vigtigste er, at vi kan mærke os selv. For børnene fornemmer med det samme, om vi fx er i tvivl om noget eller om vi ikke mener det, vi siger.

Børn bliver trygge, når de er sammen med voksne, der tør tage ansvar og ved, hvad de selv mener. Men det ved man kun, når man kan mærke sig selv. Så kan man til gengæld også mærke, om man tager fejl, og børnene har ingen problemer med, at man indimellem skifter mening. Hvis bare det er undtagelsen og ikke reglen.

For at vi kan mærke os selv, kræver det, at vi indimellem trækker vejret i bund. Sætter mobilen på lydløs. Er til uden at gøre. Sætter tempoet ned, så vores antenner kan komme frem – som sneglens følehorn, der har været trukket ind, når det hele er gået lidt for stærkt. Og at vi gør noget af det, vi nyder. Bare fordi.