ALT/INTET vs. LIDT HAR OGSÅ RET

• “Den plante trænger vist til vand” tænker jeg – men tanken følges af en anden, nemlig: “Hvad nytter det at vande den – de andre trænger sikkert også, og jeg har ikke tid til dem alle. Så det er altså ikke lige nu, den får noget at drikke.”
• Jeg ser en fnullermand på gulvet i hjørnet på vej til toilettet. Toilettet besøges en del gange i løbet af en dag, og hver eneste gang irriteres mit blik af den fnullerfis dér på gulvet. Men jeg fjerner den ikke, fordi “Hvad nytter det at fjerne den smule støv – hele gulvet trænger vel egentlig til at støvsuges, og det kan ikke lige blive nu. Så fnullermanden får lov at ligge i fred.

Jeg ved ikke, om du også har ‘alt-eller-intet-tendenser’, som jeg har? Men her til aften mærkede jeg en frydefuld tilfredshed, da jeg rent faktisk gav den kære plante på 1. sal – som altid er meget mere tørstig end de andre – en ordentlig sjat vand. Og da jeg fjernede noget jord ude i gangen fra en støvle med et stykke papir uden at sætte gang i det store støvsugeri.

Jeg ved ikke, hvor den der med ikke at gøre en smule, fordi man ikke kan gøre det hele, kommer fra. Men jeg tror, det er helt vildt vigtigt at lære sig selv, at lidt også har ret, og selvom meget ofte er bedre, er lidt altså ret godt. For Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag. Det er der sjældent noget, der gør.

– Også i forhold til vores børn. Det er som om, at hvis man først har været sur og vrissen og sagt ting, man fortryder, så kan det hele også være lige meget, og man undlader at gøre den lille rare ting, som man egentlig godt formår nu og her. Som om den lille rare ting – som et smil, en håndsrækning, whatever – er for ubetydelig i forhold til det store, der har været dumt.

Men noget rart er aldrig for småt. Selv den mindste brik i puslespillet er nødvendig, så læg brikken, når du kan. – Vand den ene blomst, saml fnullermanden op, hvis den irriterer dig og sig det lille ord ‘undskyld’ til dit barn, når du har gjort det, der sårede.