Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.
- "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"
"Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."
"Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."
"Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"
"Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."
-
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
3 SAMTALER MED REBEKKA.
Jeg er jo egentlig ret stor fortaler for, at vi voksne lever os ind i børnenes verden. At vi husker, at de ikke bare lige kan navigere let og elegant rundt i vores rationelle, tidsstyrede voksenverden. At der skal være plads til fantasi, leg osv.
Men husker jeg selv mine ord… Næ, såmænd gør jeg ej, ikke altid.
Lige før ringede Rebekka. Hun ville spørge, om det var ok, hun blev lidt på sit elskede fritidshjem, inden hun skulle hen til en veninde. “Ja, det er helt ok” sagde jeg. “Men ring lige til Cajsa, når du tager afsted, så hun ved, hvornår du kommer.” Lidt efter ringede jeg Rebekka op igen “Men det er da forresten vigtigt, du tager afsted nu, for I skal jo hjem og lufte Manna.” “Nej, mor – det gør Hannah, inden hun skulle noget andet.” Jeg svarede: “Okay, men så ring lige til Hannah og hør, hvornår hun tager afsted, så Manna ikke skal være alene igen efter en lang dag.“
Glad og fro lagde jeg røret på og syntes, alt var i den skønneste orden. Lige indtil min kære kollega Anna vendte sig rundt og sagde: “Hold da op – nu er det 2 telefonopkald, hun skal foretage!” Brødbetynget tog jeg røret – for sidste gang – “Rebekka, du ringede jo faktisk for at høre, om du kunne lege lidt mere – gør du bare det. Du behøver ikke at tænke på at ringe til nogen som helst. Det går nok alt sammen.“
Altså – den her ‘baby-alarm-generation’, jeg tilhører… Al den kommunikation, alle de gøremål og alt det der kontrol kan da simpelthen også tage overhånd. Godt jeg havde en god kollega til at minde mig om det.