Indtil videre har jeg gjort det 2 gange i dag. Tænkt at andre burde sørge for noget, som jeg lige bagefter griber mig selv i heller ikke at sørge for. Første gang da jeg drønede ned ad bakken på cykel på vej til Fakta. Og to damer med barnevogne fyldte både fortov og en halv cykelsti. “Ej, de må da lige være opmærksomme på, om der kommer nogle bagfra, der skal forbi” lød det voksenkedeligt i mit hoved.
Da jeg havde overhalet dem, og det gik op ad bakke, opdagede jeg pludselig, at jeg sneglede mig afsted i venstre side af cykelstien, sådan at jeg helt sikkert var i vejen, hvis nogle skulle overhale.
Og da jeg lige før kom op på badeværelset, var lyset tændt, og jeg tænkte igen fornuftigt og kedeligt: “Ej, Hannah hun må da til at lære at slukke lyset efter sig.” Jeg nussede lidt rundt, og på vej ned ad trappen, opdager jeg… at lyset på badeværelset er tændt. Og jeg var med sikkerhed den sidste, der var derude.
Det er klart, at det er lettest at bemærke alle de tusindvis af ting, man skal huske i hverdagslivet, når man ikke er i gang med noget. Og det er klart, at det er sværest at huske det hele, når man er i fuld sving med alt muligt. Og særlig svært er det for børn, fordi rigtig mange af de ting, de foretager sig hver dag er for første gang. De er simpelthen nybegyndere udi hverdagslivet.
Jeg er generelt god til at bære over med diverse forseelser og forglemmelser både hos andre og hos mig selv. De ting, jeg imidlertid ikke har lært at acceptere i mig selv, er næsten umulige for mig at rumme, når jeg ser dem hos andre. Særligt hos mine børn.
Så når Hannah stikker hele hovedet ned i en kakaokop for at få den sidste klat flødeskum op, bliver jeg så frygtelig irriteret. Fordi jeg selv kunne finde på det samme, og ville synes jeg og min grådighed var helt til grin. Og når jeg skal smage Hannahs is, og hun så fjerner den fra min mund, næsten inden mine læber har rørt den, så bliver jeg så frygtelig irrireter over, at hun ikke gavmildt vil dele. Fordi jeg selv kunne finde på det samme. – Ej, nu er jeg jo voksen og styret af et overjeg, men selvom jeg lader isen blive ved Mikkels læber, så han rent faktisk kan nå at smage noget, så har jeg helt den samme lyst som Hannah til at have lækkerierne for mig selv.
Åh ja. Sådan er der så meget. Projektioner er der i hvert fald mange af. Og de er ret komiske, når man opdager dem. Og virkelig må øve sig på at bære over med dem. For jo bedre vi bliver til det, jo lettere kan vi slippe det greb af intolerance og irritation, de fører med sig.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
3 kommentarer
Der kan gå helt sport i det med projektionerne – at lægge mærke til dem, både hos én selv og hos andre.
Min mand har tit beskyldt mig for at være et rodehoved, men når jeg kigger på hans “halvdel” af hjemmekontoret, tænker jeg (og siger nogen gange): Hvad med dig selv??
Men faktisk har han ret, jeg kan godt være et rodehoved, men jeg elsker orden samtidig….Nu gider jeg ikke længere benægte at jeg er et rodehoved, bare fordi jeg ikke ønsker at være det. Jeg har tilstået, og fået fred. Nu beskylder han mig ikke for at være det mere, og jeg har accepteret den side af mig selv. Over and out.
Tak for dine berigende tanker Diana. Glæder mig til at læse mere på din spændende side. – Kendte den slet ikke før nu.
Dejligt indlæg!
Hele min familie skal rydde op efter dem selv. Og så skal de desuden også være klar til at gå ud af døren når vi skal det.
Tilgengæld er mit eget rod megahyggeligt, også når det fylder hele stuebordet. Og så er det også okay at jeg altid selv er den sidste som kommer ud af døren, fordi jeg skal tisse, slukke computer eller andet. Så kan familien sidde i bilen og vente på hende som skyndte helt vildt på de andre. Charming.