Her har været så stille i en del dage. Uhh, jeg tør næsten ikke vise dig vores kalender, hvis du stadig skal kunne trække vejret i bund. Og mens jeg har halset efter mig selv i forsøget på at følge med til alt det meget, vi skulle, har jeg virkeligt øvet mig i at være glad for tingenes tilstand. For jeg har i bund og grund selv valgt dem. Det lykkedes da indimellem i nogle sekunder ad gangen.
Hannah havde fødselsdag i går. Hun blev 11 år. Der var engang, hvor hun endnu ikke var fyldt 1 år. Dengang ville jeg gerne have et helt fodboldhold af børn. Seriøst. Jeg var fuldstændig vild med at være blevet mor, og det kunne kun gå for langsomt med at få nogle flere. Så mindre end 2 år senere meldte Rebekka sin ankomst.
Og alle tanker om et fodboldhold af børn forsvandt i tågerne af konstante bleskift, søskendejalousi, natteroderi, ubeskrivelig træthed, evindelige bekymringer og meget mere af den slags. Det betyder ikke, at der selvfølgelig også var øer af glæde, men de øer syntes faktisk ret små i det store hav, der var i så konstant bevægelse, at ens system aldrig helt slappede af.
For med små børn kan vi ikke trække stikket ud, koble fra og lade op. Kun i millisekunder. Så hermed blot et indlæg, der udtrykker min dybeste forståelse for dig, der har småbørn. Kærlige tanker til dig og hermed en gave til dig i form af forestillingen om dig i en lænestol ved en smuk udsigt med en kande te ved din side, benene op og ingen forstyrrelser i, skal vi sige, 2 1/2 time.
Og så vil jeg give dig håb. Da pigerne var omkring 6 og 8 år, blev alting anderledes. De fysiske hurdler var overstået, og øerne af ro og glædesfyldt samvær, der ikke afbrydes af væltet mælk og hidsigt uvenskab, vokser og fylder så godt i landskabet, at man vitterligt kan nå at lade op. Så hold ud. Og nyd de små øer, der indimellem er der nu, og forsøg at acceptere tingenes tilstand, når havet raser, og du syntes det hele er alt for lidt perfekt.
PS. Jeg blev så glad. Tjeckede for første gang bloggen Frejas stemme ud, hvor Pernille gribende skriver om personlig udvikling, og se hvad hun d. 17/8 så sødt har skrevet om holdaf.dk: “Derudover faldt jeg over en se-værdig blog: http://www.holdaf.dk. Til dig der har børn eller bare godt kan lide børn (og deres forældre) og som virkelig gerne vil låne et andet par øjne i ny og næ. Her er masser af ærlige og kærlige historier, hvor opmærksomheden bliver lagt på, at børn er mennesker på vej. Ligesom alle os andre.“ Tusind tak Pernille.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
2 kommentarer
Kære Louise. Jeg nyder virkelig at læse med på din blog. Jeg elsker din ærlighed og dit positive syn på børn! Jeg står midt i stormen lige nu (med børn på 1 og 4 år) og forsøger virkelig at nyde de små glimt af lykke der indimellem giver det hele mening. Men hold nu op hvor er det også hårdt. Det dejlige ved din blog er, at du får mig til at huske på hvor fantastiske mine børn er. Tak for det
Hvor er jeg dog uendeligt glad for det Nina. At mine ord ikke kalder nederlagsfølelser eller frustrationer frem. Men skaber mulighed for at se det store menneske i den lille krop – med de enorme følelser.
Tusind tak for dine ord. Og lige så mange klap på skulderen til dig, for det behøver man som småbørnsmord. Du er sej, sej, sej.