holdaf.dk

Det er let for mig at være glad, fordi jeg lige om lidt sætter tænderne i den fine frokost – og det er præcist derfor, jeg gør det. For glæde rimer på overskud. Og at være sammen med børn kalder på overskud i en grad, som man indimellem ikke tror findes noget sted på kloden. Men når det lykkes os at finde (skabe?) det, så vupti går det meste som en leg.

Derfor er en af mine primære pointer i Hold Af-konceptet, at vi forældre skal være gode ved os selv og hinanden. Vi skal nemlig bygge vores overskudsdepoter op. Når det ikke altid kan lade sig gøre, måske pga. stress og jag, og vi derfor kommer til at råbe for højt af ungerne, så gør det, der kan lade sig gøre, nemlig at sige UNDSKYLD bagefter.

Selvfølgelig er vi ikke på toppen hele tiden, og det er der ingen, der tager skade af. Og siger vi undskyld bagefter, når vi indser, at det faktisk ikke var børnenes skyld, at vi fór op i det røde felt, men det var fordi, arbejdsdagen havde været for hård, tankningen for dyr, Netto-køen for lang – ja, så lærer ungerne, at man ikke behøver at være perfekt som menneske, og at der slet ikke går nogen skår af en, når man indrømmer sine fejl.

- Og se, det er noget, der er værdifuldt for dem i deres relationer til andre mennesker.

P.S. Det tog ca. 3 min. at lave frokosten, nu har jeg spist den, og uhh det var lækkert.

Jeg skulle være vikar i en 6. klasse. En pige havde det meget svært- fik sjældent madpakke med, ville være tynd som sin storebror, selvom man ikke kunne se et gram fedt på hendes krop, og havde kaldt en lærer for en kælling.
En dreng var på besøg i klassen i nogle dage for at finde ud af, om han skulle starte på skolen.

Nå, men nu skulle vi lege, du ved, ‘land‘, ‘by‘, ‘drengenavn‘ osv. Drengen og pigen var placeret i samme gruppe, men nægtede pure at arbejde sammen. Han var tydeligvis småforelsket, og hun så sit snit til at hævde sig på en andens bekostning – kaldte ham fx ‘drengen-uden-navn.‘

Mens jeg talte med dem og insisterede på, at de skulle være sammen, så legen kunne gå i gang, kom jeg til at slå en prut. En stille en af slagsen, men det er jo ofte dem, der lugter værst! Lugten bredte sig, og de to bebrejdede straks hinanden.

Jeg var for genert til at indrømme, at det var mig, der var synderen, og pigen deklarerede, at nu gik hun ud, for den stank var ikke til at holde ud. Modstræbende kom hun tilbage, da jeg lokkede med at ville fortælle noget ret komisk. Jeg fortalte hele klassen, at dengang jeg gik i 6. klasse, blev jeg sparket i maven af en hest. Jeg blev indlagt på hospitalet i 3 uger, fik bl.a. tarmslyng, og det gjorde, at jeg resten af mit liv, havde slået langt flere prutter end gennemsnittet. Ja, jeg var sågar blevet kaldt ‘skiderikken’ i gymnasiet.

Vi morede os sammen over den småpinlige historie, og jeg gik herefter til bekendelse – det var mig, der før var pruttesynderen, men jeg havde været for genert til at afsløre det. Hele denne udstilling af mit problem og min ufuldstændighed havde en så afvæbnende effekt, at alle pludselig var klar til at gå i krig med legen.

Pigen og drengen arbejdede sammen uden problemer. Sådanne situationer har der været utallige af i mine år som lærer, og den positive effekt kan ikke være tilfældig. – Når vi voksne udstiller vores sårbarhed, skaber det rum for, at de yngre kan vise deres styrke. De bliver pludselig i stand til noget, der før syntes umuligt.

Så kære dig – hvad enten du er forælder eller lærer – hvis du ønsker et berigende samvær med børn og unge, så behøver du ikke være perfekt og have styr på alting. Kiks bare løs og opdag, at du derved giver dine omgivelser mulighed for at vokse.

Jeg er doven anlagt. Min krop synes fx, det er ufedt at rejse sig, når den først har sat sig, og jeg vælger næsten altid den hurtigste, omend den måske er sjusket, løsning på ethvert praktisk problem.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg vil nemlig vove at påstå, at mine børn på et menneskeligt plan har nydt ret godt af min dovenskab. Når de har klatret op på noget, har jeg ofte ikke gidet at rejse mig for at holde fast i dem, når de skulle nå noget højt oppe, har jeg ikke gidet tage det ned til dem, og når de er blevet 8 år og må gå i svømmehallen uden en voksen (ja, det må man faktisk som 8-årig), så har de med det vuns fået lov til det, for jeg er ikke vild med det halvkolde klorvand.

Ej, det kan jeg da ikke være bekendt. Jo, det kan jeg faktisk godt. Der er ingen grund til at overanstrenge sig, for tro mig (og det ved du jo godt som forælder), vi har 1000 helt gode grunde til at hoppe og springe dagen lang som forældre, så hvis der er steder, vi kan undgå det, så gør det dog, så du bevarer bare en smule overskud.

Og det bedste af det hele er, at børnene lærer ufatteligt meget af at opdage hvor meget, de i virkeligheden kan selv. Og de elsker det. De elsker den fornemmelse af frihed, det giver at være uahængig af voksne, som de ellers er afhængige af det meste af døgnets timer, og samtidig giver det dem en nødvendig selvstændighed.

Hvis du har svært ved at tro mig, så skulle du have set Rebekka og Hannahs ansigter, da de kom hjem forleden eftermiddag. De havde selv cyklet i svømmehallen direkte efter skole. Selv skiftet tøj, selv fundet ud af hvad de ville lave i vandet og i hvor lang tid, og selv valgt at bruge deres egne penge på at købe hotdogs i caféen bagefter. De var ikke til at skyde igennem resten af dagen. Så hvis du har tendens til at være meget pylret, overbeskyttende, forkælende osv., så find din indre dovenskab frem, tag en slapper og take it easy.

Ud fra indlægget i dag, skulle man tro, jeg manglede indhold at skrive om. Sådan er det nu ikke, faktisk slet ikke – men jeg har bare sådan en lyst til at dele disse billeder med jer.

Jeg har fundet en ret så fin, og vist også lidt komisk, 3-i-1-dåse til min uundværlige te. Som du kan se, kan man rokere rundt på de kære Peter Pedal-figurer, og jeg synes, det var vældig morsomt at gøre sådan her:

Stolt over min præstation, spurgte jeg Hannah, hvad hun tænkte, når hun så en Peter, der blæser trompet med den ene arm og holder sit eget hoved i den anden, og svaret lød tørt, at det var da ret dumt. Jeg vender ryggen til, og straks opfinder den geniale unge noget, der er langt mere sjovt end mit. Se bare:

Hvad siger man til sådan en rumabe uden krop? Og her er såmænd en til af slagsen, nu bare som klovn.

Måske er det bare moren, der ikke ser klart, men jeg synes nu, den pige har ret meget humor.

Gør overskriften dig nysgerrig? Måske har jeg givet dig det geniale tip før, men det er så godt og så enkelt, at det godt lige kan klare en ekstra fremvisning her på bloggen.

Drømmer du også om at vide en del mere om dit barns liv, end at det består af ‘ikke noget‘, som er det svar, vi ofte får, når vi spørger, hvad barnet har lavet i dagens løb. Vil du vide hvem de er ved at blive venner med, hvem de skændes med, hvilke lege de holder mest af, hvad de egentlig synes om de voksne, de tilbringer flere timer sammen med i hverdagen end med dig, hvad der betyder noget for dem, når I er sammen og meget meget mere?

Da-da-da-dam…

Drop alle hv-spørgsmålene, som er alt for abstrakte for et lille væsen at forholde sig til (såmænd også for mange voksne), og tag i stedet for en runde, hvor I alle – fx ved aftensmåltidet eller ved puttestunden – fortæller:

1 dårlig ting ved dagen (frivilligt)
1 god ting ved dagen (obligatorisk)
Slut med den gode, for ofte gemmer der sig mange indestængte frustrationer fra en lang dag, og der kan sagtens komme gråd op under den dårlige ting. Rum det, og når tiden er passende, så gå videre til den gode ting, så dagen slutter med en rar følelse indeni.

Vi har den regel herhjemme, at den der fortæller om sin dag under ingen omstændigheder må afbrydes. Ikke nogen gode råd eller forklaringer. Bare lyt, og så er der måske grund til at tale videre om nogle ting, der bliver ‘afsløret’, men tag det snakkeri senere.

Jeg glemte at give slutningen på min fantastiske cykeltur i går. Da jeg kom hjem, blev jeg mødt af en Hannah, der glad fortalte, at hun havde en gave til mig. Hun og en veninde havde selv lavet den efter anvisning fra en eller anden hjemmeside.

Se, det er en broche. Fin, ik’.

I dag blev jeg pludselig bevidst om hvor stille og roligt et liv, jeg egentlig lever. For jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen som her til aften. (Jo, måske indimellem da jeg var bh.kl.leder og lærer for smedelærlingene, men det er efterhånden længe siden.) Her så man såmænd også lige mig fræse rundt på en mountainbike igennem dybe åer, uendeligt dybe mudderhuller, forcere rigtige bjerge og drøne ned af nogle store af slagsen i et hæsblæsende tempo skarpt forfulgt af skønne Zen-Anna og hendes seje Elise.

Det var sådan cirka det gik for sig. Dog må jeg indrømme, at jeg lå bagerst det meste af tiden, to gange sad fast i mudderet, kajede så meget rundt i de 100.000 gear, at min tommelfinger til sidst ikke kunne mere, hvilket var skidt, for det var den der skulle sikre, at jeg kom op af de alt for stejle bakker. Op kom jeg – mens jeg trak cyklen.

Jeg ved, dette ikke har det mindste med børn og unge at gøre, men jeg bliver nødt til at dele oplevelsen med dig, for det var intet mindre end FANTASTISK. Hakkebakkeskoven alias Hareskoven er SÅ smuk, og så i dette klare sensommerlys. Jeg har set for mange Disney-film, så jeg kommer til at levendegøre alting – også den seje mountainbike, som hurtigt blev døbt Montagne. Det var smart, for når adrenalinen var ved at slå mig ud af kurs, hjalp det fortroligt at hviske til Montagne, at den klarede det så fint, og tak fordi den var så sej.

Jeg kunne blive ved, men se nogle billeder, og jeg håber, vi ses derude engang, for sjældent har min krop været så glad og taknemmelig som her til aften. (Tjeck det praktiske ud her.)
Fru og Frk. Zen:

Mine stolte skanker:

Det var STORE cykeldag hele dagen – se bare Rebekka, der fik lov til at overtage styringen på vej hjem fra skole:

Burim kom konsekvent for sent til dansktimerne på smedeuddannelsen. Uden bare en snert af skyld og skam kom han daskende lang tid efter, at timerne var begyndt. En dag så vi Pelle Erobreren, og når filmen sluttede, havde jeg planlagt en del ting, som eleverne skulle arbejde med. Derfor blev jeg fyldt med irritation, da Burim efter en pause kom danderende og havde misset nogle vigtige scener i Pelle-filmen, for ihh altså, så var der jo mange af opgaverne, han ikke ville kunne løse bagefter.

Jeg skulle til at sige nogle formanende ord om, at nu måtte han altså også se at komme til tiden og bla bla bla. Heldigvis var der noget, der stoppede mig. En lille stemme indeni mindede mig om, at der var en god grund til hans ligegyldighed. Måske var det hans måde at hævde sit værd på, måske havde han hørt på alt for meget kedelig voksensnak i alt for mange år, og var blevet totalt immun overfor det, måske syntes han at skolearbejdet var flintrende ligegyldigt. Hvad end grunden var, drev tankerne om den min irritation bort.

Jeg gik hen til Burim og genfortalte ham stille og venligt det, han var gået glip af i filmen. Uden spor af bebredelser.

Burim kom aldrig for sent igen. Jo, en gang – men så skete det med beklagelse og en god forklaring. Budskab: Når vi møder vores medmennesker med respekt og venlighed, så får vi det samme tilbage.

Vi laver en del mærkelige ting herhjemme, som pigerne synes er totalt for langt ude. Men en slags yoga-øvelse er de meget begejstrede for, og indimellem står vi rundt omkring i stuen eller på stranden og ser småflippede ud. Effekten er skøn, så se om du også har lyst til at prøve, og spørg ungerne om de vil være med.

Den hedder ‘Budda-øvelsen, og du gør følgende i en jævn rytme:

Stå med let spredte ben, hænderne på hjertet et øjeblik, og træk vejret i bund
Bevæg højre ben frem sammen med højre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Stil dig igen i udgangsppositionen med hænderne på hjertet. (Gøre dette efter hver bevægelse.)
Bevæg venstre ben frem sammen med venstre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Bevæg højre ben ud til siden sammen med højre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Bevæg venstre ben ud til siden sammen med venstre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Bevæg højre ben bagud sammen med højre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Bevæg venstre ben bagud sammen med venstre arm. Hånden holdes med håndfladen ud mod verden
Løft armene og kig opad
Hænderne ned mod jorden.
Gentag evt. 3 gange.

Jeg kan huske tilbage til min tid i dagpleje, hvor en rar gammel mand og dame passede mig. Jeg husker den første gang, de skældte mig ud, fordi jeg legede med skufferne, selvom de havde sagt, jeg ikke måtte. Jeg vidste, at de var bange for, at jeg fik fingrene i klemme (før IKEA-børnesikringsdimsernes tid), og jeg husker den smertefulde dårlige samvittighed over at have gjort noget, jeg ikke måtte. Det er meget lang tid siden, jeg var måske 2 år gammel, men ikke desto mindre står erindringen sammen med mange andre lysende klart.

Jeg har altid været et helt vildt nostalgisk menneske, der når jeg har set mit snit til det forsvandt ind i fortiden ved at læse gamle breve og føs’dagskort igen og igen og kigge på mærkelige dimser fra år tilbage. Efter jeg er blevet mere voksen, og jeg har giftet mig med en mand, der foruden at være helt igennem skøn også er mr. fornuft himself, har jeg tænkt, at det der nostalgiske trip, det er da noget, jeg må se at vænne mig fra. Som de siger i Kung Fu Panda: I går er historie, i morgen er et mysterie og i dag er en gave.

Men for nyligt gik der pludselig noget op for mig, mens jeg læste en artikel af den fantastiske hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen. Nostalgien har skabt brugbare veje i min hjerne! Når jeg har siddet og svømmet rundt i de stemninger og følelser, som diverse oldnordiske genstande vakte af minder, har jeg skabt forbindelser i hjernen fra nu til dengang – og kan derfor huske de mindste detaljer tilbage til de tidligste år. Nostalgien har på den måde tjent et virkeligt formål i forhold til min mission i livet, der jo handler om at få voksne til i hverdagen at skabe den atmosfære, der får børn og unge til at udtrykke alt det fine, de har indeni sig. Og det bliver så meget lettere, når man indimellem husker at se verden med børnenes og teenagerens øjne – hvilket nu engang er ret nemt for mig, fordi jeg husker det hele så tydeligt.

Dette indlæg opfordrer dig ikke til, at du skal forsvinde op på loftet eller ned i kælderen i timevis. Men du kan stille dig selv 2 vigtige spørgsmål, der giver dig større adgang til at komme tæt på børnene omkring dig:

1: Hvilken oplevelse har jeg, hvor det var svært at være sammen med voksne? Prøv blot at huske 1 enkelt. – Hjælp evt. hukommelsen i gang ved at tænke i ‘emner’, fx ‘Skolen’, ‘Gæster på besøg’, Skældud’ osv.

2: Hvilken oplevelse har jeg, hvor det var dejligt at være sammen med voksne?

Det vil være skønt at læse – både om de oplevelser, der måske dukker op – og om dine tanker om emnet.

Så gik der lige pludselig mange dage uden nogen lyd fra mig. Men nu er min ph.d.-ansøgning sendt afsted, og så man lige mig sprøjte det ene blogindlæg ud efter det andet. (Du må gerne X fingre for ansøgningen, som handler om et projekt, der vil skabe metoder ift. at uddanne lærere i at skabe positive relationer til alle deres elever. Tak.)

Har fået lyst til kort og præcist at fortælle dig, hvad det er en for en tilgang, jeg har til børn og unge. Hvad Hold Af-projektet egentlig handler om. Jeg kalder det også for en ‘Positiv Pædagogik‘.

Helt enkelt handler det om en tiltro til, at alle mennesker gerne vil bidrage til helheden og indgå harmonisk med den – OG at hver eneste af os har noget at bidrage med. Dvs. at når ungerne opfører sig fx egoistisk og hysterisk, så tror man på, at det de allerfleste gange skyldes enten fysisk, følelsesmæssigt og mentalt underskud eller misforståelser. Så er det min opgave som voksen at regne ud, hvad behovet er, forsøge at dække dette behov eller at udbedre misforståelsen. På den måske skaber jeg mulighed for, at barnet kan ‘komme igen’. (Få konkrete tips til det ved at klikke øverst til højre her på siden.)
Det vigtigste er altså din overordnet instilling – at du har tiltro til, at barnet både vil og kan indgå harmonisk med helheden, men at det ofte blot skal hjælpes på vej. På den måde slipper ungerne for en masse bebrejdelser, som aldrig får det bedste frem i dem.

Godt så. Det er ingen af os i stand til at leve op til hele tiden. – Bebrejd ikke dig selv for det. Det kan vi heller ikke altid lade være med. Bebrejd heller ikke dig selv for det! Jamen, hvad så? Livet er tit ret svært, og der er ikke andet for end at øve sig. Og det er genialt at øve sig på at bære over med sig selv og sine egne kiksere – for på den måde bliver det lettere at se på verden med milde øjne – også på de der skønne unger, der ind imellem ter sig på en måde, der er ret tsvær at forstå. (Tænk så på, hvordan de har det med os voksne, hr. og fru. fornuftig – det er formentlig heller ikke altid så let.)