SVIGERMORS DRØM…

Ingen særlige pointer til os forældre i dette indlæg. Bare noget, jeg synes er så sødt og rørende…

Rebekka er – som en del andre 11-årige piger – stor fan af Christopher. Se bare her.

Da hans nye album udkom, var hun i Fona på Strøget og få hans autograf:

De talte lidt sammen – og glad blev hun – da samtalen kom med i den sidste udsendelse på DR3 af Jeg er Christopher.

Som jeg nævnte i sidste indlæg, var hun til koncert med idolet sammen med sin kusine. Det var flere uger efter samtalen i Fona. Efter koncerten gav den pæne unge mand igen autografer, og da det bliver Rebekkas tur, siger han søreme: “Så mødes vi igen!” Hvor stort er det lige for et pigehjerte – og imponerende af ham. Hun har været totalt ovenpå lige siden, og man kan ikke andet end at være meget glad på hendes vegne.

Udgivet iUncategorized | 1Kommentar

FORÅRSSKO – OG HAT & BRILLER!

Hannah mangler forårssko! I forrige weekend var vi i skobutikker for at finde hendes str., og så har planen været, at skoene skulle findes på nettet og købes dér til en forhåbentlig billigere pris.

Hun har brugt timer på at finde de rette sko på nettet, og hun havde ét ønske for den weekend, der lige er gået – nemlig at vi fik bestilt det par, hun havde fundet – dem her:
Det løfte burde være til at holde, så det blev givet af mig forleden dag – i et lemfældigt øjeblik viste det sig…
For jeg havde ikke overblik over konsekvenserne af, at weekenden i den grad stod i familiens tegn:
  • Fredag hentede jeg min skønne niece og var med hende til ridning. Herefter kom hun og ligeså skønne brormand med hjem for at overnatte hos os, så forældrene kunne feste.
  • Lørdag formiddag bliver ungerne hentet igen, og der skal lige sludres en hel masse med min kære svigerinde.
  • Et øjeblik efter dukker mine forældre op – for de er inviteret til frokost, idet min søster fra Jylland og en af mine andre dejlige niecer kommer lidt efter. Hygge hygge og det store frokostbord.
  • Rebekka og kusine nr. 2 fra Jylland skal om aftenen køres frem og tilbage til Christopher-koncert (dét er en historie for sig, jeg snart må fortælle om.)
  • Nå, søndag efter frokost drager søsser og niece 2 hjem til Jylland, hvorefter mine svigerforældre en halv time efter kommer til eftermiddagshygge.
  • Da de er gået smider vi os alle 4 på sofaen og ser Matador, og da vi har spist aftensmad er kl. 20.30.
Hmm, der var noget med nogle sko, der skulle bestilles…

Mikkel og Hannah går i krig med opgaven. Computeren driller, den rigtige str. kan ikke findes, skoene er dyrere end Hannah troede, og alt går op i hat og briller. Hannah veksler mellem bebrejdelser som “Det var det eneste ønske, jeg havde for denne weekend, det eneste” og dårlig samvittigheds frustrationer over at følge sig til besvær udtalt med martyrstemme: “Jeg kan da også bare bruge mine hullede Vans, det kan jeg da sagtens.”

Sådan er virkeligheden nogle gange. Det gik galt længe inde, computeren drillede og hjemmesiderne skuffede. Nemlig da Mikkel og jeg sagde ja til at holde vores løfte – selvom kl. var puttetid. Vi havde uden tvivl dårlig samvittighed over, at skokøbet ikke var blevet prioriteret højere. Men altså – det havde ligesom ikke været muligt med alle de kære mennesker, der hele tiden dukkede op. Og et par dages venten fra eller til, kunne Hannah såmænd nok klare.

Det er vigtigt, at vi forældre øver os i ikke at basere vores beslutninger på konfliktskyhed og dårlig samvittighed. Det er ikke noget godt beslutningsgrundlag. Det er derimod almindelig sund fornuft.

– Vi skal selvfølgelig bestræbe so på at holde, hvad vi lover. Men vores børn tager ikke skade af, at løfter brydes en sjælden gang imellem – tværtimod erfarer de, at livet nogle gange overhaler indenom. Og hvis vi samtidig undskylder for det brudte løfte og siger vi forstår deres skuffelse, så kan de sagtens håndtere det.

Hannah faldt til ro til sidst. Da hun fik en dobbelt undskyldning – for at skokøbet altså ikke skete denne aften, og for at vi overhovedet gik i gang med forsøge på et alt for skørt tidspunkt.

PS: Det er den kommende torsdag aften, at Mikkel-manden står for den første intro dette forår om det fantastiske bæredygtige boligbyggeri Karise Permatopia, som etableres fra begyndelsen af 2015 1 time fra København. Se mere herpermatopia.dk.
Udgivet iUncategorized | Kommentér

4 VILDT VIGTIGE TING

Jeg har netop skrevet et nyhedsbrev med 4 helt vildt vigtige ting. Nemlig 3 afgørende veje til trivsel hos vores børn (og os selv) og info om muligheden for at flytte i et unikt, bæredygtigt og lækkert bofællesskab i skøn natur fra slutningen af 2015.

Se nyhedsbrevet lige her. (Og se en teaser her…:)


Udgivet iUncategorized | Kommentér

BØRNS RASERIANFALD OG LILLELØG.DK

Jeg blev så glad, da jeg opdagede, at Maibrit Nielsens blog lilleløg.dk findes. Det er en skøn blog – ærlig, dyb og vedkommende. Maibritt blogger om alt, der har at gøre med mennesker, litteratur, kroppen, studieliv og familieliv.

Hun har skrevet et indlæg om raserianfald hos børn. Hmm, nogen der kender det? I indlægget linker hun til tre indlæg, jeg har skrevet om netop det emne.

Hvis I har udfordringer derhjemme med voldsomme vredesudbrud, så læs med her for inspiration og hjælp til at håndtere de svære situationer.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

Klassisk musik i børnehøjde

Hver måned kan man på Gentofte bibliotek høre klassiske koncerter for børn mellem 2 og 12 år og deres forældre med plads til både toiletbesøg, snak og dansende fødder. Hannah, Rebekka og jeg har været afsted for Børn i Byen for at se nærmere på konceptet, og du kan se anmeldelsen her.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

NÅR DET UNATURLIGE BLIVER NATURLIGT

Via mit arbejde kunne man komme til foredrag med Chris Macdonald i fredags. Jeg lokkede Hannah og Rebekka med, selvom de ikke rigtigt gad. Nok har de set ham i fjernsynet, synes han er sej og sød, men alligevel – fredag aften. – Trætte efter ugens løb og blot lyst til fredagsritualerne derhjemme. De gik med til at blive der lidt tid, og så måtte vi tage den derfra.

Men da den første time var  gået, ville de kun blive hængende. Ham Chris var simpelthen så underholdende og berigende, og vi grinte højt mange gange. Det gjorde det lettere  at rumme og forholde  sig til foredragets alvorlige pointe: Vi mennesker er den mest tilpasningsdygtige art. Derfor bliver det, der er unaturligt, og som får os til at mistrives, ofte betragtet som normalt. Fx:

  • Er vores krop designet til at spise 1 kg. sukker om året, men mange indtager 1 kg. om ugen
  • Tjekker mange deres mobil 200-300 gange hver dag
  • Tilbringer børn gennem deres opvækst 30-35.000 timer i institutioner. Op til 60′erne var det 7-8.000 timer

Vi mennesker har brug for 5-10 timers autentisk positiv opmærksomhed fra hinanden. Hver dag. For at trives optimalt – have energi til livet og overskud til hinanden.

Hold af siger jeg bare.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

TIP TIL GRIN OG GO’NATHISTORIE

Et dugfriskt tip… Vi har grinet herhjemme her til aften. Højt og dejligt. Pga. hende her:

Man hører sjældent en stemme læse højt herhjemme mere. Pigerne læser selv, inden de sover. Og jeg svinger mellem at savne stunderne med armen rundt om pigerne samlet om en fælles oplevelse og så nyde at have bedre tid til at rydde køkkenet, ordne papirer, tænde for fjernesynet, brygge te, eller hvad man ellers finder på ved 20.30-tiden.

Men forleden på biblioteket faldt jeg over Astrid Lindgrens Mine påhit. En vidunderlig samling af kapitler fra en hel masse af hendes historier, og jeg blev så glad ved tanken om, at man lige kunne snuppe sådan nogle livsbekræftende og dybsindige sider med pigerne indimellem inden sengetid.

De deler ikke hele min overvældende nostalgi og begejstring for Lindgrens univers. Men de synes heldigvis stadig, at go’nathistorie er hyggeligt. Og her til aften blev det kapitlerne om Pippi, da hun skal finde en Spunk, og da hun ikke vil være voksen. Den om Spunken var helt overraskende vildt morsom. Jeg måtte læse nogle af sætningerne flere gange, så vi igen kunne bryde ud i latter.

Så tippet er hermed givet videre – genial højtlæsning til de 3-35-årige:-)

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

FORANDRING AF DÅRLIGE VANER MED NYDELSE OG GLÆDE

Vi har vist alle sammen ret mange af dem. – Laster, dårlige vaner, afhængigheder. Når vi får øje på dem, tør se dem og nævne dem ved navn, tager de fleste af os et næste skridt på baggrund af en meget logisk tænkning, der siger “Det vil jeg lade være med” eller måske i en mildere form “Det vil jeg gøre mindre af.” Fx vil jeg aldrig råbe af mine børn igen, eller jeg vil tabe mig og derfor kun tage én portion aftensmad i stedet for to.

Men jeg tror virkelig ikke, det er vejen frem til at skabe forandring, der holder og varer ved. For der sker noget indeni os, når vi siger det lille ord ‘kun’ – når vi vil afstå fra noget, og når vi tænker i mangel. Der vækkes overlevelsesdrift og trods i andre dele af vores væsen. For mangel er begyndelsen til ingenting, og vores krop og vores underbevidsthed, den vil overleve – den kender ikke til tankens logik om, at man sagtens kan klare sig med en enkelt portion.

Så hvordan kan vi slippe de vaner, der hverken gør os selv eller andre godt? Det sker bedst, hvis vi lader nogle af ingredienserne i forandringsprocessen være glæde og nydelse. De sammenbidte læbers æra er forbi.

Fortællingen om overskud, glæde og taknemmelighed kan hele vores væsen samarbejde med. Så i stedet for at sige til sig selv ‘jeg må kun nøjes med en enkelt portion‘, kunne fortællingen lyde: ‘WUHUHH, jeg har mulighed for at få en skøn portion mad, og hvor vil den gøre mig godt. Eller: Jeg har nogle vidunderlige børn. Det er fedt, når vi har det dejligt sammen. Derfor vil jeg så ofte som muligt se på dem og mærke, hvor højt jeg elsker dem.

For nyligt talte jeg med en vildt sjov og klog mor til en af Hannahs gode veninder om rygning. Hun fortalte ærligt om utallige mislykkede rygestopforsøg igennem flere år. Det havde til sidst fået hende til at kvitte forbuds- og stoptanken. Så hun beholdt i stedet smøgerne i lommen og sagde til sig selv, ‘jeg ryger ikke i dag, men jeg kan da bare gøre det i morgen, hvis jeg har lyst.’ Til sine venner sagde hun ‘jeg er ryger, jeg ryger bare ikke lige i dag.‘ Og det fortsatte hun med at gøre i …. 8 år – uden at ryge en eneste smøg! Indtil hele hendes system, også underbevidsthed und alles, var med på, at ryger – det var hun jo faktisk ikke. En så smart taktik, der ikke vækker trods eller kampgejst i den del af hende, der er afhængig af smøgerne, og som tror, alting er slut, når stimulansen ikke kommer.

Skal vi ikke sammen prøve med sådan en tilgang at få flere gode vaner, der nærer os? Droppe at tænke i afsavn og forbud, men med nydelse og taknemmelighed. – Så har vi også større overskud til at bære over med os selv og se på os selv med milde øjne, når det ikke altid går som planlagt. Så der er energi til at komme op på hesten igen. Det minder mig om et af min yndlingscitater af en forfatter, der hedder Mary Anne Radmacher:

“Courage doesn’t always roar. Sometimes courage is the little voice at the end of the day that says I’ll try again tomorrow.”

Husk det, når du er kommet til at skælde ungerne ud.

PS: Jeg fik ideen til dette indlæg, fordi jeg læser med hos min skønne veninde Kirsten Birkholm. Hun har efter sin skilsmisse, skabt den hudløst ærlige og dybt inspirerende blog morelove. På det seneste har hun skrevet nogle vildt sjove, og samtidig tragikomiske indlæg om sin største last – ‘tøj-shopping-afhængighed’. Hvis du vil have idéer til og refleksioner om, hvordan du får mere kærlighed ind i dit liv, så læs med hos Kirsten lige her.
Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

5 MINUTTER I MØRKE

Jeg har lige ‘taget 5 minutter’. Dvs. 5 minutters tiltrængt pause i et mørkt rum med en blød dyne. Det er Hannahs skyld…

Mikkel har føs’dag i morgen. Han er til møde hele aftenen, så Rebekka og jeg ville give den gas i køkkenet. (Hannah var til fodbold). Så vi har lavet hjemmelavede lagkagebunde med bl.a. 200 g. smuttede og kværnede mandler, blåbærflødeskum, kagecreme og så en blomkålsgratin til aftensmad. Det indebar altså ret mange skåle og gryder. Da Hannah var kommet hjem, og vi havde spist, var jeg på vej op ovenpå for at finde opskriften på hjemmelavede snickers. Hannah må have hørt mine fødder slæbe på trappen. I hvert fald sagde hun: “Mor, tror du ikke hellere du lige skal tage 5 min.” Så i stedet for at fortsætte op på 2. sal, hvor computeren står med opskriften, smuttede jeg durk ind og lagde mig på sengen.

Hun vidste, hvad jeg trængte til, fordi jeg fortalte dem noget i går. Nemlig at jeg på det sidste havde vrisset lige lovligt meget af dem. Fordi jeg har glemt et af mine helt centrale behov; at lukke helt ned for sanseindtryk indimellem. Fx hvis jeg har haft en hektisk eftermiddag, har handlet ind og sat varer på plads og så går direkte i gang med at lave maden sammen med pigerne, er jeg ikke nogen særlig rar mor at være sammen med. Men til gengæld en der hele tiden finder grund til at irettesætte og veksler mellem at lyde småirriteret og med dårlig samvittighed i stemmen.

Jeg er en af de ca. 20% af en befolkning, der har et nervesystem, der bearbejder sanseindtryk dybere end de andre 80%. Man kalder det at være særligt sensitiv. Som alle andre personlighedstræk rummer det både fordele og ulemper. Ens familie kender ulemperne ud og ind, hvis man glemmer at give sit system helt ro hver eneste dag. Så derfor bad jeg i går pigerne og Mikkel hjælpe mig med at huske det. Lige at trække stikket ud 5 minutter, når jeg ikke kan kapere mere. – Som lige netop er dér, jeg sjældent husker, hvad jeg behøver.

Så det var godt, Hannah mindede mig om det lige før.
P.S.: Jeg har skrevet om særlig sensitivitet før – fx her, hvis du gerne vil vide mere om personlighedstrækket.


Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

SKAGEN OG OM BØRNS SØVN

Der har været så stille herinde, men du kan tro, mit tastur ellers har været aktivt. Jeg har været på skriveophold i Skagen for at hellige mig arbejdet med min ph.d. Jeg skrev fra 6.30 om morgenen til 22.30 om aftenen. Men alligevel føltes det som ferie, fordi det var lige her, jeg sad:

Stedet er fortryllende. Det hedder Klitgården og ligger lige her ved Skagen –

– og ved havet, hvor jeg badede næsten hver dag:

Du er herinde for at læse noget om de kære børn. Men jeg måtte lige dele min begejstring og min taknemmelighed.

Nu til børnene: De første to år af Hannahs liv, var hun frisk hver dag kl. 5. Jeg ved ikke, om det hedder ‘kl. 5 om morgenen’ eller ‘kl. 5 om natten’? I hvert fald er det et tidspunkt, hvor det kræver sin kvinde og sin mand at koge havregrød, skifte ble og fortælle om den store verden med et smil på læben…

Læs resten af indlægget om søvn, dårligt humør og voksnes ord i mit månedlige blogindlæg på Min-Mave.dk – lige her. Få bl.a. at vide, hvad 30 minutters søvn kan betyde for vores unger.

Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer
  • Få 10 TIPS til at få det bedste frem i dit barn og dig selv i hverdagen. Og nyhedsbreve med inspiration, fif og viden om familielivet.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

    "Tusind tak for en inspirerende blog, dejligt at blive inspireret af en der tager børnene alvorligt."

    "Din anerkendende og respektfulde tilgang til børn er meget inspirerende."

    "Jeg er ofte blevet ‘reddet’ af dine tips og ideer når det hele brændte på og jeg bare så mig selv som den mest utålmodige og trælse mor. Tak for at huske mig på det som virkelig BETYDER noget her i livet!!"

    "Din blog hjælper mig i den grad til at have det rette fokus ift mine to piger på 5 og 8 år. Ro, tålmodighed og tilstedeværelse. Og man får det tifold igen Tak for det."

  • Louise Klinge NielsenJeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.

    Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 11 og Hannah på 13. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
    Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.

    Den ph.d. der fylder meget, så lige nu skriver jeg ikke mere end ca. 1 gang om ugen herinde.