Forleden luftede jeg Manna – altså hende her, hvor hun lige har haft snuden i fuglevandbadet:
Nå, men under lufteturen kom der en skøn flok børnehavebørn gående. De havde været nede på vores fælles eng, der er knitrende gul af mælkebøtter. Mange af dem havde blomsterkranse bundet om hovedet, og det så alt sammen herligt ud.
En tosproget dreng råbte “Adrr – lort“, hver gang han så noget mudder ved en vandpyt. Efter lidt tid vendte en lille pige med mælkebøtter i håret sig om og sagde belærende: “Det er ikke lort, det er altså mudder.” Drengen vrængede en utilfreds lyd tilbage. For det er sjældent særligt rart at blive korrekset. Man bliver mindet om, at man er ufuldstændig, at der er noget man har misforstået. Og de fleste af os er ærekære og vil ikke tabe ansigt.
Det skal vi huske på, når vi lever hverdagen med vores børn. Der er bare så mange ting, de ikke ved endnu, og som vi er nødsaget til at lære dem og minde dem om – igen og igen. – Jo mindre bebrejdende vi kan gøre det, jo mere åbne er de for vores ord. Og hvis vi indimellem fortæller om vores de værste, så de ikke føler sig alene med ikke at kunne alt til perfektion, vil de have endnu mere lyst til at lytte til os.
PAUSE
Mine ord på holdaf.dk holder en lang pause, fordi al min tid er helliget færdiggørelsen af min ph.d. og familien.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev ude til højre, hvis du vil vide, hvornår jeg atter sætter mig ved tasterne for at skrive om de fantastiske børn og unge, og vi voksnes glæder og strabadser med at skabe en hverdag sammen med dem, der får os alle til at trives.
Kærlige hilsner fra Louise