TEMPERAMENT #3

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:28. januar 2012

Som jeg skrev i går, er der rigtigt mange børn, der helt klart har bedst af ikke at vaere alene (mit Æ driller lige nu på tastature, når det skal vÆre et lille et!) når de fx er kede eller hidsige.

Men selvom dit barn ikke vil være alene, så er det meget sandsynligt, at det ikke vil have nogen kropskontakt. Det er virkelig vigtigt, at du respekterer det. At du ikke overskrider barnets grænse og fx insisterer på at holde om eller ae beroligende. Du kender det måske selv – hvis du har slået dig, kan du slet ikke rumme hverken at tale med nogen eller at blive rørt ved. Din følelse eller smerte fylder alt, og der er ikke plads til mere.

Omvendt er det ofte vÆrd at give det en chance. Hvis du føler en ro indeni, er der stor sandsynlighed for, at den vil forplante sig over i barnet, hvis du tager det i dine arme. Lad blot vÆre med at blive skuffet eller fornÆrmet, hvis barnet ikke tager imod din gestus. Det magter ikke berøringen lige nu, og det skal ikke kommenteres.

Ja, der skal bruges meget sensitivitet for at mÆrke, hvad de kÆre børn egentlig har brug for. (Du kan få inspiration til at styrke din sensitivitet her i en artikel, jeg på et tidspunkt havde med i Vi ForÆldre.

Dog kan du vÆre nÆsten sikker på en ting:  For de allerfleste børn gælder det, at du ikke skal kigge direkte på dem, mens de er helt i deres følelsers vold. Det er som om, at blikket forstærker den negative følelse, fordi der kommer ydmygelse oveni. Så lad vÆre med at se direkte på barnet, når bølgerne går højest.

I morgen kommer der et tip, der kan forebygge de hysteriske anfald. Og jeg skriver ord, der kan virke beroligende på din eventuelle bekymring for dit barns temperament.

P.S.: Jeg har anmeldt en lille bog for børn om seksualitet på Børn i Byen. LÆs anmeldelsen her.

Udgivet iUncategorized | Kommentér

TEMPERAMENT #2

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:27. januar 2012


Rebekka for mange år siden - mens hun vist var ret utilfreds.


Jeg har været væk nogle dage. Men nu begynder rækken af indlæg med tips til, hvordan vi bedst kan hjælpe vores børn, når de er ude af sig selv. Altså når arrigskab, hysteri eller ked-af-det-hed fylder hele billedet. Men børn er jo forskellige, så det er deres behov selvfølgelig også. Derfor skriver jeg flere indlæg om emnet.

Nogle har virkeligt brug for at have en voksen tæt på sig, når temperamentet løber af med dem.. Og får det bestemt ikke bedre af fx en time-out, hvor de på egen hånd skal falde til ro. Fx var det ulideligt for Hannah, dengang vi troede, det var bedst, hun kom ind på sit værelse, når hun teede sig vildt og voldsomt. Vi tænkte, at hvis hun overskred nogle grænser skulle hun lære, at det ikke var i orden ved at blive isoleret fra fællesskabet.

Men vi mennesker lærer af hinanden, så vores børn får først og fremmest rigtigt meget ud af at se, hvordan vi er, når vi er i et fællesskab. Husk på det – så der er virkeligt håb forude. Og vi lærer også bedst, når vi har det godt. Så vi skal helst lære vores børn noget, når de er i balance og har overskud. Her kan I tale om, at det er i orden at blive rigtig vred, men man skal øve sig på, at det ikke går udover andre. – Og tilføj endelig at det er rigtigt svært, og at du selv øver dig på det. Men prøv sammen at finde på idéer til, hvordan barnet kan få den voldsomme energi ud, uden det går for hårdt udover omgivelserne.

Hannah er fx glad for at slå i en pude. Nogle forældre har lagt en stak papirer et sted, som barnet gerne må rive i. Eller nogle kviste, de må knække i stykker. Andre ved børn, at de får det bedre, hvis de bliver mindet om at gå udenfor og løbe nogle omgange – eller lave 10 sprællemænd osv. Spørg gerne til barnets egne idéer, men hvis dit barn er i før-skole-alderen er det højest sandsynligt bedst, hvis du blot fortæller, hvilken mulighed der er.

To be continued…

Udgivet iUncategorized | Kommentér

MAD OG TRAMPEN I GULVET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:23. januar 2012

Jeg ville skrive noget om, hvordan vi bedst kan hjælpe børnene, når de er ude af sig selv. Og det lover jeg dig også, at jeg gør i de kommende indlæg. Men der kommer lige et andet ind her fra højre – om min tilberedning af aftensmaden i går!

Jeg skulle lave to ting til aftensmad, jeg ikke havde prøvet før, og som jeg syntes var meget svære. Og jeg er ikke god til at multitaske (det er der forresten heller ingen af os, der har godt af), så jeg blev allerede forvirret, da en taxa dukkede op, og jeg skulle bære kasser ind med en masse papirer til Mikkel. (Fortæller til sidst i indlægget her, hvad det var for nogle papirer.)

Nå – bære ind og bære ind, og så tilbage til panderne og de der raw food-frikadeller, jeg havde gang i. Så stak Manna af ved at kravle under hegnet, og i det samme tabte jeg låget fra stegepanden, så jeg brændte hånden og damp og dråber stod omkring på komfuret. Hannah gik ud for at finde Manna og kom tilbage et øjeblik efter og sagde, at vores nuttede hund (!) havde splittet naboens skraldespand ad, hvor der (ja, hvorfor ikke) lå en gammel fisk, så det hele stank, og Hannah kunne næsten ikke holde det ud. Jeg kunne ikke overskue madlavningen, en brændt hånd, et stoppet afløb i køkkenvasken, som var fyldt med giftigt afløbsrens – og så også at samle naboens gamle fiskerester op. Så Hannah ofrede sig og gik afsted med plastikposer på hænderne. I det samme kom Manna ind, stinkende af rådden fisk, og satte sig og tissede på gulvet!!

SÅ var det, jeg stampede hårdt med det ene ben. Man så mig trampe hårdt som i virkeligt hårdt med det ene ben og sige rigtigt mærkelige lyde, og Rebekka skyndte sig afvæbnende at råbe, at hun nok skulle nok tørre tisset op. For jeg lignede vist en, der havde brug for assistance.

Ak ja. Sådan er en halv times indhold i vores liv indimellem. Og vi er da uden tvivl i vores gode ret til at stampe og trampe. Men jeg vil alligevel påstå, at det er en god idé at øve sig på at lade være. En god idé ikke at overgive sig til irritationen og vreden. For hvis du lægger mærke til en ting, så gør overgivelsen det langt lettere at blive hurtigere vred næste gang.

Og jeg tror ikke på, at vi mennesker er skabt til vrede. Vi er skabt til at udfolde vores højeste, som er kærlighed, og den mærker man ikke meget til i stampende, spruttende raseri. Vreden er en ukontrolleret reaktion på noget, vi ikke magter, og fred være med den. For den er fuldt forståelig. Men hvis den ofte kommer i de samme situationer, kan vi i rolige stunder beslutte os for, hvad vi vil øve os på at føle i stedet. Eller vi kan tage vreden i opløbet ved at trække vejret i bund eller sætte os et øjeblik, så der kommer ro i vores system.

Men når vi overmandes af noget, der slår os ud af kurs, som begivenhederne for mig i går imellem 18 og 18.30, så skal vi bære over med os selv, og bruge den medicin, der hjælper os til at komme igen. Så vores omgivelser ikke skal belastes alt for meget af vores negativitet. Jeg bruger de 4 ord Jeg elsker dig. Tak, som altid har en forunderlig positiv effekt. (Den kan du læse mere om her, hvis du har lyst.)

P.S.: De papirer der kom med en taxa til Mikkel, kan du downloade her, hvis du er interesseret i, hvordan det er muligt at skabe et bæredygtigt og retfærdigt økonomisk system. Min mand er filosof og økonom og stod i dag i spidsen for en konference om bæredygtig økonomi, og derfor kom der kasser med mange mange debatoplæg fra trykkeren med en taxa – midt i min madlavning.

Udgivet iUncategorized | Kommentér

TEMPERAMENT

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:21. januar 2012

Rigtigt mange børn har et rigtigt voldsomt temperament. Vi forældre bliver ofte frustrerede og forskrækkede, når vores lille dreng eller pige pludselig vil slå os, råber virkeligt grove ord, slår hovedet imod væggen eller ligger på gulvet og skriger og sparker.

Det er ikke fedt, det er det altså bare ikke. Ikke for os, og slet ikke for vores børn. Og det bliver ikke lettere for dem, når vi ser på dem med bebrejdende, sårede eller forvirrede øjne. Rebekka har ikke noget voldsomt temperament, men det har Hannah, og hun er blevet kigget på med de øjne mange gange. Mine øjne der var bebrejdende, fordi jeg syntes, hun gik så meget over stregen. Sårede, for hvordan kunne hun dog finde på at opføre sig sådan. Og forvirrede fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op.

Jeg ville ønske, jeg havde vidst, at ikke havde nogen grund til bekymring. Nogle børns følelser er utroligt stærke. Og de har endnu ikke et udviklet intellekt, der til en vis grad kan kontrollere følelserne, som vi voksne har. Men tænk på hvor mange gange i løbet af en dag, at du har en følelse af fx irritation, skuffelse, sårethed eller bekymring. Det er ret ofte, ik’?

Gang denne følelse med 100 og du vil forstå, hvordan det opleves, når de følelser skyller igennem barnet. Der er så meget tryk på, fordi følelserne opleves uden filter, og i og med barnets vigtigste udtryksmiddel er kroppen, bliver den vild, vild, vild af følelserne voldsomme påvirkning.

Den viden kan berolige en. Hvordan man så kan hjælpe, er vidt forskelligt fra barn til barn. Hmm. For at indlægget her ikke bliver for langt, vil jeg de kommende dage skrive lidt om forskellige ting, man som forældre kan gøre og lade være med at gøre, når man vil hjælpe sit barn med at få ro på og finde sig selv igen.

Men her kan du læse et indlæg, jeg engang har skrevet om den berømte time-out, som mange børneeksperter anbefaler. (En time-out indebærer, at barnet kommer væk fra de andre, indtil det har fundet ro igen. Fx siger man, ‘du skal have en time-out’, og så gelejder man barnet ind fx på sit værelse.)

Rigtig god weekend.

Udgivet iUncategorized | 1Kommentar

LÆSESTOF I DEN MØRKE TID

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:18. januar 2012

Hvis du har fred og ro til lidt læsetid, så har jeg lagt 3 links til forskellige artikler, jeg har fået udgivet. De ligger allesammen her.

  • Den ene er om mine erfaringer med positiv pædagogik og er trykt i et pædagogisk fagtidsskrift.
  • Så ligger der en, som er bragt i Vi Forældre med tips til at styrke sin sensitivitet, så du lettere kan mærke dit barns behov.
  • Den sidste er en kronik om vores skolesystem, som Information har bragt.

Rigtig god onsdag. Og tak fordi du læser med her på holdaf.dk

Udgivet iUncategorized | Kommentér

ET PUTTETIP!

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:17. januar 2012

Vi har i mange år kløet pigerne på ryggen, når de bliver puttet. Men for et stykke tid siden gjorde min hånd pludselig noget andet, som gør særligt Rebekka helt salig.

Hånden trykker stille forskellige steder på ryggen, hovedet og armene. Altså bare flad hånd, der langsomt trykkes blidt mod huden. Det mærkes som om, det er en hjælp til, at Rebekka kan finde sig selv efter dagens mange aktiviteter. Noget bliver sat på plads, og der bliver skabt rum for roen. Jeg bliver også selv helt afslappet og rolig af de stille tryk.

Udgivet iUncategorized | 2Kommentarer

FORANDRING KRÆVER FOKUS

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:16. januar 2012

Vores hund, Manna, er skøn, skøn. Men indimellem er jeg træt, træt og så siger min mund ofte i et opgivende “Manna” fulgt af en forhåbning om, at så bliver alt nok, ligesom jeg vil have det! Så kan hun forhåbentlig læse mine tanker og forstå, at jeg har brug for ro, og at hun derfor skal lægge sig stille og fx lade være med at stikke hovedet ind i opvaskeren, hive beskidte sokker op fra vasketøjskurven eller stille sig op på spisebordet med forpoterne og hive dækkeservietten ned.

Men hvad skal hun dog bruge lyden af sit navn i et opgivende tonefald til? For at hjælpe hende med at ændre adfærd, kræver det enten afledning, et NEJ i bestemt tonefald eller en kommando som sit eller dæk med efterfølgende ros.

Mange af os gør det samme i forhold til vores børn. Vi glemmer at for at skabe en forandring, så kræver det først og fremmest fokus. Fokus på situationen og på klart at udtrykke, hvad vi ønsker, der skal ske.

Vi bliver måske opgivende og irriterede, eller vi begynder måske at tale rigtigt meget. Om alt det, børnene nu skal huske, skal sørge for, skal gøre anderledes osv. Ordene står i kø for at komme ud af munden, og de fleste får ofte lov at komme ud uden rigtigt at blive sorteret i.

Når mine ord er til Hannah og Rebekka, fordi jeg ønsker, de gør noget bestemt eller lader være med at gøre noget andet, er det en rimelig dårlig strategi. For jo flere ord, desto mindre virkning. Eller omvendt. Jo færre ord desto større virkning. Sorterer vi ikke i ordene og luger en del fra, så drukner vores budskab i en pærevælling af bogstaver, skinger stemme og forurettede følelser. Sorteringen kræver fokus, og det er nødvendigt for at forandre.

I virkeligheden er det jo en lettelse, hvis vi kunne spare alle de overflødige ord væk. For de gør os jo endnu mere trætte, sløve og selvmedlidende, end vi i forvejen er.

Så dagens tip lyder: Giv klar besked om, hvad det er du ønsker. Og har du ikke energi til at være tydelig, så prøv at tie stille, eller bed en anden voksen om at tage over, hvis der er sådan en i nærheden. Opdragelse skal ske i stunder med overskud.

Udgivet iUncategorized | Kommentér

COMPUTERSPIL OG HJERTEKVALITET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:12. januar 2012

Indtil i går, hvor Mikkel fortalte mig om noget, han forleden så i fjernsynet, indtil i går vidste jeg ikke, at halvdelen af 12-13-årige drenge spiller computer i ca. 3 timer hver dag. Og en femtedel spiller mere end 5 timer hver dag. Jeg synes, det er virkeligt trist. Det er for lang tid ikke at være delagtig i familiens hverdagsliv – foruden alt det sjove, man går glip af at opleve i og af verden med sine 5 sanser – uden en teknisk dims imellem sig og verden.

I udsendelsen, Mikkel havde set, undersøgte de også voldelige computerspils påvirkning af 12-13-årige drenge. En gruppe drenge spillede ‘Counter-Strike’ og den anden læste en sjov og fredsommelig bog. Efter et stykke tid fik begge grupper vist en film, hvor politiet kæmpede imod nogle demonstranter og var voldelige imod dem.

Bog-læsernes puls steg, og deres ansigtsudtryk viste bl.a. væmmelse og overraskelse. Computer-spillernes puls FALDT, den faldt, og de fortrak ikke en mine, mens de så volden i den virkelige verden.

Måske vil man sige, at man ikke kan sætte grænser for børn, når de når en vis alder. Men hvis vi ikke gør det, mener jeg vi ikke påtager os et ansvar, der alene kan være vores. Tweens og teenagere har stadig brug for at blive guidet og brug for rammer, vi udstikker. Pladsen indenfor rammerne skal og må selvfølgelig udvides, men jeg mener ikke, alt bare skal overlades til deres forgodtbefindende. For deres lyst er ofte styret af stærke og ret så ubehagelige kommercielle kræfter.

Hvis de unge ville købe våben, ville vi stoppe dem, ik’? Så det er muligt at sige nej – vel vidende at de måske alligevel gør det, vi siger nej til. – Men det er stadig i et mindre omfang, end hvis vi blot lod stå til.

Menneskets hjerte er det ypperligste, vi har, og en stor del af livet handler for mig at se om at udvikle hjertekvaliteter. Lad os ikke se til, at primitive voldsspil er med til at kvase noget af den medfølelse og sympati, som barnet har oparbejdet i sine første år i dette liv – bl.a. ved vores hjælp.

Udgivet iUncategorized | Kommentér

MÅNEN OG LYSET

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:9. januar 2012

Normalt falder jeg i søvn, næsten inden jeg når at lægge hovedet på puden. Men i forgårs var jeg åbenbart mere frisk end normalt, så jeg nåede at ligge lidt tid med åbne øjne og kigge på himlen.

Månen lyste og skyerne drev hastigt afsted. Nogle gange forsvandt månens lys helt pga. de mørke skyer, et øjeblik efter strålede den så hvidt, at verden blev oplyst, og indimellem kunne man kun ane dens lys bag de skyggende skyer.

Men vi ved alle, at månen er lige meget måne, uanset hvor meget af dens lys vi kan se.

Sådan tror jeg virkelig også det forholder sig med hvert eneste menneske på kloden – hvert eneste barn; der er et lys, der stråler uafhængigt af omgivelserne. Det er der lige meget hvad. Men det kan gemmes bag så mange skyer – så mange hårde odds – at det ikke er muligt at få øje på det. – hvis man kun kigger et øjeblik. Fastholder du blikket i lang tid, vil du altid få øje på lyset. Og imens du bare tror og venter, letter du opklaringen.

Jeg tror, det er sådan, og jeg ved, at utroligt mange børn har vist mig deres taknemmelighed over, at jeg har den tro. Så den vælger jeg såmænd at holde fast i.

Udgivet iUncategorized | Kommentér

DON’T WORRY

AfLouise Klinge Nielsen | Udgivet:5. januar 2012

Jeg lovede i går, at jeg ville give dig en øvelse, der hjælper med at slippe bekymringer. Og den skal du så sandelig få.

For bekymringen og den dårlige samvittighed gør os ikke til bedre forældre. Faktisk tværtimod. Den dræner os for overskud, og den sender et signal til vores børn om, at de nok ikke kan klare sig i livet.

Jeg tror, at når vi tillader bekymringerne at tage over, så blokerer vi for forbindelsen til vores indre kerne. Til det sted, hvor vi er forbundet med helheden – det sted som gør os i stand til at møde omverden med tillid og glæde.

Prøv, om denne lille øvelse kan hjælpe dig.

Slip bekymringer

  • Sæt dig afslappet og luk øjnene.

  • Ret opmærksomheden mod dit hjerte.

  • Forestil dig, at der er et lys inde i dit hjerte.

  • Genkald dig en bekymring, der tynger dig og forestil dig, at bekymringen er ude foran dig.

  • Se nu, at lysstråler strømmer ud fra lyset i dit hjerte og ind i bekymringen. Lyset og varmen får bekymringen til at blive mindre og mindre, så den til sidst forsvinder.


Udgivet iUncategorized | Der er lukket for kommentarer

  • Få 10 TIPS til at bruge POSITIV PÆDAGOGIK i hverdagen og modtag INSPIRATIONSMAILS nogle gange om året.


  • "Tak for de fine nyhedsbreve. Jeg bliver klog og kan bruge dine råd med det samme i hverdagen. En stor hjælp!"

  • Louise Klinge NielsenTit vil jeg trøste og lindre, fordi det på mange måder er hårdt, hårdt at være forælder. Andre gange vil jeg forsøge at styrke troen på, at det nok skal blive bedre. Til tider vil jeg bekende mine de værste, så du måske kan undgå nogle af dem eller vide, at du ikke er alene. Og ofte vil jeg dele jublen og hujen over de fantastiske mennesker, vores børn er.
    Alt sammen for at gøre det lettere at bruge en positiv pædagogik i hverdagen, der får det bedste frem i dine børn.

    Inspirationen kommer fra dagene med Mikkel-manden, Hannah og Rebekka på 11 og 9 år, tiden da de begge brugte ble, timerne som lærer for mange hundrede børn og unge og tiden nu som ph.d.-studerende om læreres relationskompetence.

  • Louise Klinge Nielsen