I Ibens på Radio24Syv var jeg i dag med til at tale om forældre og vores betydning for vores børn. Rigtig spændende var det, og du kan få mange forskellige perspektiver på det at være forælder – både helt konkrete og mere overordnede.
Det er lige her, du kan høre programmet.
Håber ellers alt er vel derude. Her har været stille, for vi har været på über-aktiv ferie i Sverige. Mere om det senere. Med smukke billeder.
Jeg har citeret hende før – fordi hun bare er så klog og så god til at sige tingene, som man ikke er i tvivl om, hvad hun mener. Lise Egholm – netop pensioneret skoleleder, lærer og mor til 4. Lad os lytte og lære:
“Når jeg ordner have, observerer jeg mine nabobørn på to og fem. De vil gerne ses og høres. Kunsten er at lade være med at høre og se hver eneste ting, de gør. Når drengen puster sæbebobler, skal faren se hver eneste sæbeboble. – Han skal lære, at det er sjovt at puste sæbebobler, uden at faren kigger på. Slip jeres børn, lær dem at lege selv. Voksne skal ikke lege med børn hele tiden. De skal være katalysatorer. Gribe ind, hvis de gør noget forkert, eller legen er dårlig, aflede og give ideer, hvis det hele går i tomgang.
Som skolelærer er det umuligt at stå og juble over 25 børn hver gang, de trækker en streg. Ved overdreven opmærksomhed på sine børn indbygger man en skuffelse hos dem, for der er ingen, der kan leve op til al den fokus.
Det er virkeligheden det, al opdragelse handler om: At slippe børnene og gøre dem til selvstændige unge mennesker, som selv kan klare sig i deres eget liv. Det kræver lidt mod at kunne slippe mere og mere og lade navlestrengen blive længere og længere.“
Ordene går godt i spænd med noget af det, jeg vil sige på tirsdag d. 21. maj. Der skal jeg nemlig i Ibens på Radio24Syv sammen med forfatterne Katrine Marie Guldager og Mette Glarggard og tale om dominerende forældre – i hver sin ende af skalaen. Forældregenerationen i 60-70′erne og så generationen i dag. Emnet er spændende, og jeg glæder mig. Det er fra kl. 12.07 – 14.00.
Min debut i DR-byen her til morgen, hvor jeg talte om lærer-elev-relationer, kan du høre/se her:
DR 2 Morgen. 42 min. inde i udsendelsen.
Jeg er tilfreds med det meste, men nåede dog slet ikke at få sagt alt det, jeg ønskede. Fx også at skolesystemet bør tænkes helt anderledes og bl.a.
Og at læreruddannelsen og efteruddannelse skal blive bedre til at styrke læreres:
Empati, evne til stresshåndtering, evne til at sætte sig udover personlige sym- og antipatier, tydelighed, værdiafklaring og temperamentskontrol.
Men jeg er taknemmelig for at have haft muligheden for at give et indspark i debatten om heldagsskolen.
Først en servicemeddelelse: På baggrund af denne artikel, jeg har skrevet om folkeskolen Når skolen er værre end spild af tid, skal jeg i morgen i P1 Morgen kl. 6.45 og tale om heldagsskolen og bagefter i DR2 Morgen kl. 7.10.
Noget helt andet – en cadeau til alle jer småbørnsforældre… Jeg kom cyklende hjem fra stationen i går. En familie havde slået sig ned ved en bænk et pænt sted, og en lille fyr på ca. 3 år råber begejstret til mig – “VI HAR FUNDET TO VINBJERGSNEGLE.” ”Århh mand, sejt”, når jeg at råbe tilbage.
Pigerne og jeg var alene hjemme i går. Ved 18.30-tiden kom Rebekka og jeg hjem med indkøbsposer, planter fra planteskolen og gaver til en af Rebekkas veninder, der snart har føs’dag. Dvs. vi havde været rundt diverse steder i nogle timer, og indtrykkene fra sådan en omgang gør, at mit system kalder på et øjebliks ro. Til lige at samle mig igen.
Jeg fortsætter problematiseringen af idéen om at vores børn skal gå i heldagsskole. Her med et indlæg fra en vidunderlig vis og kærlig herre, børneforsker Erik Sigsgaard. Jeg har fået lov til at bringe hans vigtige og lærerige kronik Heldagsskolens pris. Den kommer her.
Heldagsskolens pris
En lærer, jeg har interviewet til mit projekt om børns ”NEJ”, skulle sammen med alle kommunens lærere deltage i et ”sommerakademi”:
Noget af det værste er at gå til noget, man ikke kan se meningen med. Men jeg kan skrive det i min evaluering, eller jeg kan gå. – Min krop tvang mig ud. Jeg gik ud og forlangte noget andet! Men mine elever skal blive!
Dette er det centrale i heldagsskoleplanen: Børnene kan ikke gå, hvis de ikke kan se meningen. De skal blive.
I fritteren kunne de lave noget andet med dem, de valgte, eller de kunne gå hjem, eller måske gik de slet ikke i fritter. I heldagsskolen skal de komme. Vil deres krop tvinge dem ud, må kroppen tvinges til at blive, med skældud eller andre magtmidler.
Kan-tid bliver til skal-tid. Det er den store forandring. Skal-tiden for dem, der iværksætter denne yderligere tvang, var 8-15.000 timer i deres barndom/ungdom. Fremtidens børn skal gå i skole og andre institutioner i 30-35.000 timer. Ingen voksne ved deres fulde fem kunne ønske sig en så genneminstitutionaliseret barndom – hvis de kunne leve den om. Men hvorfor skal børnene så gå dette igennem?
Det skal de for at lære mere. Men lærer man mere, når ens liv bliver mere institutionaliseret? Det er der ingen dokumentation for. I dag er institutionaliseringen 3-4 doblet på et par generationer, og mere end 20% forlader skolen uden et brugbart dansk. Det tal har mig bekendt aldrig været højere. I masser af år har danske børn begyndt skolen i 7-årsalderen, hollandske og engelske flere år før. Men er hollandske og engelske børn da flere år bedre end danske og norske? Næh, når børnene er 10 år, kan de det samme i alle fire lande. Det handler altså ikke om institutionaliseringens omfang. Hvad da?
Alle læsere af Kommunen ved, at regnorme ikke er giftige. Hvor har de lært det? Ikke i skolen, men af at være med i livet. I dag findes der børn, som ikke ved, at regnorme er ufarlige, for de er alt for lidt ude blandt regnormene. Med heldagsskolen vil der blive flere. Og ude n at have holdt en regnorm i hånden – måske smagt på den, det har en betydelig del af denne kroniks læsere prøvet – så er det meget sværere at forstå begrebet regnorm, når det pludselig står i en tekst, og det er forbundet med mindre sanselighed og fryd. Så vi kan sige, at har børn levet et liv med regnorme, så bliver de bedre læsere. Derfor, kære politikere: Tag vare på børnenes frie liv. Det er måske der, de lærer det meste.
Nå ja, og så er der børnehaven og de andre småbørnsinstitutioner. Jeg har de sidste år fulgt dagplejebørn ud at hente gulerødder i dagplejerens have. Og set dem lege løs. Nu skal også deres liv skolificeres. De skal bremses i deres leg og i stedet have ”leg-og-læring”. Læringen skal kolonialisere legen. Men intet sted lærer børn så meget, som når de leger løs, hjulpet og støttet af deres voksne, som også tør gå foran og vise nye veje.
Dette er skolereformens andet angreb på børnene, annekteringen af deres leg. ”Det er det, deres liv er for!” sagde en dreng, da faderen lidt kritisk syntes, at de bare legede hele tiden. Hvad nu, hvis drengen har ret, at det er det, deres liv er for. Hvad sker der så, når vi forgriber os på legen? Det er også i legen, at man lærer at være ven, at løse svære konflikter, at være medmenneske, det er ikke i klassens time, som jo ellers godt kan være nyttig.
For nogle år siden var jeg kaldt til London for at fortælle om fritidspædagogikken. De britiske forskere havde været i Danmark for at studere fritidspædagogikken. Er I klar over, hvilken juvel, I der har, spurgte briterne mig? Vores fritidssektor har ofte egne lokaler og særligt uddannede pædagoger. Børn oplever og lærer meget i det gode fritidshjem/SFO. Måske mere end i skolen – det har faktisk aldrig været undersøgt.
Men nu ser det ud, som om fritidsinstitutionerne skal udsættes for en langsom kvælning. For er der brug for en institutionsform, der kun bruges ganske få timer om dagen? Vil politikerne ofre penge på den? Det er usandsynligt, så heldagsskolen vil nok i løbet af nogle år gøre det af med fritidsinstitutionerne.
Og hvad med at gå til musik, til spejder, til sport? Vil det forblive uberørt af heldagsskolen? Og igen: Hvor lærer og oplever børnene mest, til spejder eller i skolen? Hvor har de stakkels tunge kroppe det bedst?
Og endelig: Livet i familien. Hvordan vil det blive påvirket af en yderligere tvangsinstitutionalisering? Allerede for mange år siden talte man om familiens funktionstømning. Kan børn vokse op og blive hele mennesker i stadig mere tomme familier?
Summa, summarum:
Det er ikke undersøgt eller blot diskuteret, hvilke skadevirkninger, heldagsskolen kan forårsage. Eller hvad et godt børneliv er. Uden dette er det uforsvarligt blot at give institutionaliseringsskruen et par omgange mere – i verdens i forvejen mest institutionaliserede land.
Marts 2013
Erik Sigsgaard
Kan gå – skal blive. Det er forskellen på lærer og elev. Og heri ligger den etiske fordring: at give afkald på magtanvendelse, når det er muligt
Skolen er desværre ikke altid for børn og sarte sjæle.
Jeg har skrevet et blogindlæg på videnskab.dk om nogle af mine oplevelser, da jeg var lærer og fra mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
Du kan læse Når skolen er værre end spild af tid her.
Sådan en ‘træk-et-nummer-maskine’ på nettet, har valgt nr. 26, 39 og 91 som de heldige vindere af Glade børn – med kærlighed og grænser.
Så kære Susanne Munck, Louise der skrev “Efter lillesøsters ankomst vil den bog være meget velkommen herhjemme“, og Mette der skrev “Puha, mon ikke det lige er bogen jeg leder efter, så jeg kan hjælpe min datter til at finde sin indre ro“ – mail I jeres adresse til mig på louise@holdaf.dk, så sender jeg bøgerne afsted.
Vi har været på Hven i dag. Vi kan se derover fra vores vindue på 2. sal, for vi er så ubeskriveligt heldige at bo i et enderækkehus med havudsigt. Og i dag sejlede vi så over til den lille, svenske ø med hele Mikkels familie. Vi lejede cykler, og jeg skreg som en stukken gris, da Mikkel og jeg kørte afsted på en gul tandem. Dels af fryd og dels af skræk. Hold op hvor er det syret at sidde bagerst på en tandem helt uden kontrol over noget som helst. Enhver mor med hang til altid at vide bedst burde tage sådan en tandemtur i ny og næ.
Det var en skøn dag. (Men der var nu ikke helt så smukt og idyllisk, som jeg havde et billede af indeni.) Men vi nød alle 10 dagen i den grad, og jeg kan bestemt anbefale en familietur til øen. Her kommer et par tips, hvis I tager derover.
Kør til venstre ved havnen og besøg den allerfineste blomsterbutikcafé i en smuk svenskgul villa, Turistgården, lige efter Tycho Brahe-museet. Men husk, den lukker kl. 15.Da vi kom tilbage til København, gik vi ned til Lagano Pizza i Dronningens Tværgade, forsynede os, og nød Københavns bedste pizzaer i Kongens Have ved legepladsen som så mange gange før, da vi boede i København.
Sikke en dejlig dag. Og hvor er det dog velsignet, at sommeren er kommet og gør livet lysere og lettere.
Det rører mig dybt, når jeg læser alle jeres ord om behovet for at vinde Didde og Nikolajs fine og vigtige bog. For de vidner om, hvor hårdt det er at være menneske i en moderne hverdag med børn, fuldtidsarbejde, drømme, længsler og gode intentioner.
Jeg skriver for at give dig, der er forælder, inspiration og redskaber til at få mere glæde og overskud i hverdagen. Så du lettere får øje på alt det fine, dit barn rummer.
Mine ord tager for det meste udgangspunkt i hverdagen med Mikkel og vores børn, Rebekka på 10 og Hannah på 12. Men indimellem laver jeg flashback til tiden, da pigerne var små eller til min egen opvækst.
Og nogle gange fortæller jeg om de mange hundrede børn, jeg har arbejdet med, og som jeg møder i mit ph.d.-projekt om lærer-elev-relationer.
SNAPSHOTS FRA SKÅNE
I pinsen var vi i ‘Københavns vilde baghave’ – Skåne. Der kommer snart en rejsebeskrivelse i Metroxpress og Børn i Byen, men her kan du se nogle snapshots derfra. Vi kan i den grad anbefale en tur over sundet, for der venter virkelig skønne oplevelser.
Vi sejlede med kano den ene vej og med dræsine tilbage igen.
På vej i båd ud for at se marsvin ved Kullen.
Brødet til maden på Rusthållargården i den idylliske lille by Arild.
Nyder roen på Rusthållargården